Kristen etik, miljø og evangelium.
1. søndag efter Trinitatis 2011
Salmer: 369, 448, 450, 624, 685, 476,
370
Det er et par ret barske tekster, vi
har hørt i dag. ”There is no such thing as a free lunch” –
det kan den rige mand meget vel have sagt til den fattige,
der lå ved hans dør. Nu kan det være Abraham, der siger det
til den rige mand – med en aldeles ufølsom hentydning til,
at det er noget, den rige mand fuldstændig misforstod, den
gang han endnu havde mulighed for at vælge om! … ligesom i
øvrigt de mennesker, der blev talt til i den første tekst,
læst fra alteret, som ikke havde forstået, at; på talefod
med Gud kom man ikke vha. brændofre, men vha. barmhjertighed
Det er altså ikke særligt behagelige
tester i dag. ...Det spørgsmål som nok kan presse sig på,
er, at det jo hedder evangelium, altså godt budskab,
og hvor er det nu lige, at det gode, glædelige,
lykkebringende er i disse tekster? Jeg mener det er der –
men for at nå frem til det kommer vi til at bevæge os gennem
et ældgammelt dilemma eller en diskussion, som er blusset op
igen Findes der en kristen etik?
Nogle afviser at der skulle findes en
kristen etik, fordi de siger, at Kristi kors, kristendommen
omdrejningspunkt, udelukker en kristen etik. Fandtes der en
kristen etik, ville Kristi kors være overflødigt, fordi folk
så (det er synspunktet) kunne frelse sig selv. Synspunktet
forudsætter altså, at etik er en måde for den enkelte at
frelse sig selv. At dette er synspunktet, må blot
konstateres. Kristus døde for syndere, og Kristus døde for
alle. Eksistensen af en kristen etik ville betyde, at der
var nogle, som ikke var syndere, og som derfor ikke behøvede
Kristi kors. Derfor ville en kristen etik være i direkte
modstrid med evangeliet.
Den anden part, der mener, at der
findes en kristen etik, betragter dette som ualvorligt
præstesnak, som i sin selvhøjtidelig gør grin med Kristi
kors ved indirekte at sige, at korset ingen betydning eller
konsekvens har på jorden eller i historien (men kun i
evigheden). Denne afvisning af en kristen etik reducerer
således evangeliet og det bibelske budskab til at være en
indforståethed i det kirkelige rum, som ingen som helst
sammenhæng har med det levede liv i hverdagen. Bortset fra
at en kristen etik for tilhængernes synspunkt netop gør en
forskel i denne verden, og er en selvfølgelig konsekvens af
troen på den treenige Gud, som døde og opstod, forekommer
det indiskutabelt, at mennesker inspireret af
kristendommen, eller som lever i en kristen kultur, på nogle
punkter opfører sig anderledes end mennesker inspireret og
opvokset i en muslimsk/arabisk eller i en kinesisk kultur –
eller som henter sin kulturelle inspiration fra de såkaldte
skriftløse folk. Og disse opfører sig selvfølgelig også
indbyrdes forskelligt. Også ud fra denne empiriske
betragtning er kristen etik en oplagt kendsgerning.
Tænker vi på dagens tekster, vil den
part som afviser en kristen etik lede forgæves efter noget
”godt budskab” i teksterne. Man vil være henvist til at
finde det udenfor, i Kristi død og opstandelse som et ord,
der udefra taler med opstandelsens styrke til alle vi
ulykkelige syndere, som alle befinder os i den rige mands
sted (i dagens tekst). Den moralprædiken som så udmærket
kunne høre med, ville på ingen måde mangle anledning eller
indhold, men se eksempelvis vores miljøadfærd som et
eklatant eksempel på vores ubodelige syndighed. Blot ville
etikken ikke mene at være kristelig, men almenmenneskelig.
Etikken eller moralen afgøres jo i
vores forhold til det andet menneske, og da hver dansker har
et miljøforbrug som betyder, at hvis alle jordens mennesker
skulle have det samme, så ville vi behøve næsten fire
jordkloder. Det har vi ikke, og derfor er der nogen som må
klare sig med rigtig meget mindre. Nogle af dem lever i dag,
og er det der kaldes klimaflygtninge, andre og endnu flere
er de fremtidige generationer, som vil overtage en klode med
betydeligt ringere livsmuligheder, end den klode vi overtog.
Ingen af os kan skæres over samme kam
som alle andre, men der foreligger på den anden side
udfordrende kendsgerninger, som ingen kommer uden om. … I
begyndelsen af maj fremlagde en over 200mand stor
forskergruppe i Arktisk Råd, som tæller regeringerne i USA,
Canada, Rusland, de nordiske lande og Grønland, en rapport
som på baggrund af nyeste tilgængelige målinger viser at de
klimaændringer, som rystede alle i 2007, var væsentligt
underdrevne. I 2007 anslog FN’s Klimapanel, at vandstanden
i verdenshavene inden år 2100 ville stige mellem 18 og 59
centimeter. Nu er eksperterne enige om, at stigningen bliver
omtrent tre gange højere - mellem 90 og 160 centimeter.
Nogle af de børn der fødes i dag, vil muligvis opleve det.
Og fortsætter den udvikling, står vi om 250 år med
stigninger i vandstanden på 4-5 meter. Vi har aldrig haft
stærkere grunde til at gøre alt, der står i vores magt for
at begrænse vores CO2udslip, vores kvælstofforurening, vores
udryddelse af klodens artsmangfoldighed og meget lignende.
Men ingen kan vist påstå, at der sker store fremskridt på
den front.
Det gælder politisk både internationalt
og nationalt, og selv om de politiske processer ikke har
meget med etik og moral at gøre, så har den virkelighed, som
politikken handler om, meget med etik og moral at gøre, når
vi taler klima og miljøpolitik. På det personlige plan må vi
sige, at præsten stadigvæk kører rundt i en helt almindelig
benzinforbrugende bil, og antallet af borgere, som køber
grøn strøm og CO2kompensationer til deres flyrejser, heller
ikke just er eksploderet. … Forleden dag blev der refereret
en undersøgelse i Midtjyllands Avis om kendskab til og valg
af miljømærket fisk. Det er kun et lillebitte symptom, men
det er ret sigende. Mærket er blåt og hedder MSC. I Tyskland
kendes det af 52 % af forbrugerne, og halvdelen af dem vil
kun købe fisk med det mærke på. I Danmark kendes det
af 9 %! For et halvt års tid siden var der en tilsvarende
undersøgelse af kendskab til og vægtning af biodiversitet.
Da blev vi sammenlignet med spanierne, som også var
betydeligt mere orienterede end vi danskere. Vi må nok
konstatere, at vores generelle forhold til natur og miljø,
herunder klima efterlader ”ikke ringe mulighed for
forbedring”.
… Eller sagt i traditionen fra de der
afviser eksistensen af en kristen etik, så er vi nogle
almenmenneskelige syndere, som ved Kristi opstandelse
bliver opmuntret og kastet tilbage på Loven for at se, om vi
kan forbedre os. Det kan vi så ikke! Nogle vil mene, at selv
om der peges på noget korrekt, er det en ganske negativ
tilgang. Det vil jeg mene. Den etiske fordring bliver noget
negativt, som vi ustandseligt slår os på, fordi vi ikke er
gode nok til at leve op til det, som vi burde. Det bliver en
sort-hvid tænkning, hvor alene Jesus Kristus er hvid, og
alle vi andre sorte; dvs. i den rige, fortabte mands sted.
For der er jo vitterligt sendt mange ”profeter” (som
der står i teksten). De er blevet kaldt dommedagsprofeter og
andre nedladende ting. Men de havde jo ret:
Klimakatastroferne og miljøkatastroferne indtræffer med
stadig stigende kadence.
Når man er forhærdet, som teksten
forudsætter, så er det utvivlsomt sandt, at man ikke er
tilbøjelig til at tage profeterne alvorligt og handle
derefter; heller ikke selv om en opstod fra de døde – som
teksten så fiffigt foreslår. Umiddelbart skulle det jo være
den fattige Lazarus i teksten … og sjovt nok er der også en
Lazarus, ganske vist en anden Lazarus i et andet evangelium,
der rapporteres opstået, men alligevel er det selvfølgelig
Kristi opstandelse der hentydes til. … Det der siges er, at
hvis de ikke har villet tro på profeterne, vil de heller
ikke tro på dem pga. den opstandne Kristus.
Det er nok sandt – Kristi opstandelse
overbeviser ikke fornægtere om, at det, som profeterne
sagde, var sandt. Profetier kan tolkes på så mange måder.
Det gælder også klima- og miljøprofetier. … Men det kunne
vel være, at selve troen på den opstandne
gjorde noget ved mennesker. Altså ikke overbeviste dem
om en profeti (eller miljøforudsigelse), men rykkede dem
indvendig, gjorde noget ved deres selvforståelse og
forhold til omverdenen, som var nok så virkningsfuld som en
skræmmende profeti.
Det er selvfølgelig her en kristen etik
begynder. Ikke med nogle særlige nye regler af en mysteriøs
guddommelig karakter, men med den forandring af
hjertet som begynder, når mennesker tror, at det liv,
som var forudbestemt til ingenting (med eller uden
fornøjelser undervejs), er blevet optændt og fyldt af en
kraft, som gør ligegyldighed, selvoptagethed og al dødens
magt til skamme, og sætter hvert enkelt menneske ind i en
umistelig sammenhæng med livets Gud og glædens skaber,
skaberen og frelseren af himmel og jord. For det er hvad
Kristi opstandelse betyder. Dødens magt er brudt, og livet
er sat fri til at blomstre imellem os.
Den kraft som hermed sættes fri
i mennesket, begyndende i menneskets hjerte, er en
sammenhængskraft, som lader mennesker mærke fællesskabet
med alle mennesker og alt liv på jorden. Kraften fra det
høje sætter mennesker i et kærlighedsforhold til alle Guds
skabninger i fortid, nutid og fremtid. Og se! det – kort
sagt – betyder, at det ikke er dommedagsprofeterne, som er
det centrale i vores etik, men konkret de mennesker og andre
skabninger, som bl.a. klimaforandringerne går mest ud over.
Du skal elske din næste som dig selv; for når du elsker,
bekymrer du dig konkret om, hvordan du kan leve, så det
gavner næsten og jeres fællessammenhæng. Det betyder
endvidere, at opfyldelsen af den etiske fordring ikke bliver
et afkald og en sur pligt, men en glæde og en
meningsfuldhed, fordi det er meningen, at vi skal
elske hinanden. Når Gud med begge hænder tager fat om vores
hjerte og forandrer det, dvs. når vi tror, at Kristus gennem
død og opstandelse afgørende har forandret vores liv og
vores horisont, får vi inderlig lyst til at søge den etiske
fordring med alle de omkostninger og afkald, som den
medfører. Det er den frihed, Gud i Kristus har frigjort os
til.
Det er selvfølgelig det, der gør en
kristen etik kristen: Ikke at der er en særlig kristen måde
at bruge miljørigtig eller grøn strøm på eller at beskytte
klodens artsmangfoldighed, men at troen på den kristen
Gud dvs. evangeliet hensætter os i et
næstekærlighedsforhold til verden, aldrig uden tro og håb,
som gennemsyrer og grundbestemmer vores
tilværelsesforståelse og forståelse af godt og ondt i denne
verden. Det kan der siges meget om, fordi denne etik
ikke kan leve uden troen, men på en måde er
troens liv eller livsudfoldelse i verden. Og det er
oplagt utænkeligt, at troens etik (eller den kristne etik)
ikke vil træde i karakter overfor den meningsløse
nedbrydning af livsgrundlaget for klodens blomstrende liv,
som vi kalder klima- og miljøkrisen.
Amen.
369 Du som gir os
liv og
448 Fyldt af glæde (der var 3 dåb)
450 Du kommer Jesus i vor dåb (mel. Gak ud min sjæl)
624Gud er Gud før jorden skabtes (mel. Jesus dine dybe
vunder)
685 Vor Gud er idel kærlighed (mel. O store gud din
kærlighed)
476 Kornet som dør i jorden
370 Menneske din egen magt
Tilbage til forsiden
