Intelligens eller hellig. Allehelgen 2007

Salmer: 554, 563, 571, 573, 477, 575

Tekster: Esajas 60,18-22, Johannes Åbenbaring 7, 1-17 og Matthæusevg. 5,1-12

 

Nutidens kultur er ynkelig. Og den er selvovervurderende. Vor tid tror, den er den klogeste, mest indsigtsfulde, verden nogen sinde har oplevet. Men det er virkelig dårens indbildning. Sandheden er, at vi har fået udviklet vores mest uselvstændige intelligens helt ubalanceret, så vi tror, at den er den dybeste indsigt. Vi har fået udviklet vores tekniske tænkning til historiske højder, og så synes vi, vi er kloge. Sandheden er, at den tekniske indsigt har givet os fysisk magt. Hverken klogskab eller indsigt. Endsige visdom. Det et meget anderledes end i for længst svundne århundreder.

                 I dag fejrer vi Allehelgensdag, og siger vi mindes vore afdøde. Det gør vi, men hvad er det for en ting at sige? Hvor fladt kan det blive. Og hvad vi det sige, at mindes vores afdøde? At vi tænker på det de var og betød, da de var i live? Men hvad har det at gøre med ære eller respekt eller kærlighed for den sags skyld?

                  Der findes nogle, en del forfattere, som har sagt sådan noget som at menneskelivet er ukrænkeligt. Det er eksempelvis en begrundelse, nogle anfører for at afvise dødsstraf og dehumanisering. Men hvorfor er menneskelivet ukrænkeligt? Ikke mange kommer videre end selve påstanden. Der findes så især teologiske forfattere, som siger at menneskelivet har evig betydning. Det er et mærkeligt udtryk, men det er en måde at sige det på. For betydning plejer vi jo at sige er et historisk fænomen, noget der er til på historiens betingelser. Men menneskelivet har evig betydning. Det er jo fordi disse forfattere ved, at menneskelivet har sin betydning fra evigheden. Så derfor: hvis vi vil mindes vore døde på en måde som har nogen særlig relevans for en gudstjeneste, må vi gøre det i lyset af den evighed, hvorfra vores døde får evig betydning.

                  Det har nutiden ikke megen forståelse for. Nutiden har forståelse for teknologi, intelligens og fysisk magt. Det er vel nærmest det, der er den moderne treenighed. Intelligensen er i stedet for Gud skaberen, teknologien er i steder for Guds ord, dvs. Guds søn, og den fysiske magt er i stedet for Helligånden, som bevæger ikke ved fysisk magt med ved kærlighedens beånding. Og ligesom Guds treenighed er teknologien, intelligensen og den fysiske magt dybest set af samme væsen. Men dette væsen er vokset abnormt. Den tekniske intelligens er vokset til en abnormitet i åndens verden, og den kolonialiserer befolkningens bevidsthed, så den ikke kan drive det videre end til at sige, at Allehelgen er der, vi mindes vore døde. 

                 I den forgangne uge var vi over 100 mennesker, som i Alderslyst sognegård oplevede vores biskop Kjeld Holm møde psykologen Helmuth Nyborg, som er blevet kendt (og udskældt) for i sit videnskabelige arbejde at præsentere en meget omfattende undersøgelse, som viser at kvinder er lidt mindre intelligente end mænd. Rent videnskabeligt er forskningsprojektet imidlertid hverken uredeligt eller forkert. Aftenen i Alderslyst handlede imidlertid ikke om kvinder, men om religiøse menneskers intelligens. Og hvor kvinder scorede lidt under mænd, viste resultaterne en klar sammenhæng mellem religiøs skråsikkerhed og faldende intelligens, hvor tvivlere og ateister, kom ud med klart flere intelligenspoint end de religiøse gør. Og som sagt på eksakt videnskabelig grund er der intet grundlag for at afvise undersøgelsens resultater. 

                  Det som sådanne undersøgelser derimod gør tindrende klart, er behovet for at stoppe eller modarbejde den tekniske intelligens erobring og kolonialisering af hele livsverden. Ord som værdighed og respekt eller integritet og nærhed har ingen hjemstedsret i den teknologiske intelligens. Men det kan ikke indses ved hjælp af teknologiske intelligens.

                  Helmuth Nyborg leverede uden at vide det et lysende klart eksempel på, hvad det her handler om. På et tidspunkt blev han spurgt, hvorfor han lavede sådan en undersøgelse, hvilket han svarede på ved at henvise til sit liv, hvor han både havde været bonevokssælger og sømand – og nu lavede sådan en undersøgelse. Hvorfor? Fordi han havde fundet det sjovt. Det var sjovt. Derfor gjorde han det. …

                  ”Sjovt”, det er hvad der er tilbage når den teknologiske intelligens overtager en hjerne. Husk: ordvalget siger ofte mere end selve svaret. Det ved enhver psykolog. ”Sjovt” det er begrundelsen for at gøre noget i en verden, hvor den teknologiske intelligens nedbryder alle åndens andre funktioner. Tænk på hvad fjernsynet viser først på aftenen. Det er det som sangeren Allan Olsen så rammende engang betegnede ”Satan i primetime”. ”Sjovt”, det er det man siger, når man har mistet muligheden for at sætte ord på livets mening. Så er der ikke andet tilbage end ”sjov” som begrundelse for de ting, man foretager sig i sit liv. Resten er tavshed. The rest is silence.

                   Den teknologiske intelligens har magten, og den bestemmer sprog og tænkning. Eksempel på det, er kønnenes ligestilling. Mændene har haft magten. Det er dem der har udøvet den teknologiske intelligens. Det er for dårligt. Udgør kvinder ikke ½ af jordens befolkning? Hvad gør vi så? Vi satser på kvinder med teknologisk intelligens! Men hvorfor er det, kønnene skal ligestilles? Det er enten fordi, kvinderne lider under dominansen af mændenes magt, dvs. udøvelse af teknologisk intelligens. Eller også er det fordi kvinderne skal udøve lige så meget teknologisk intelligens for at opnå lighed. I begge tilfælde sker der det, at vi fremme kvindetyper med udtalt teknologisk intelligens.

                  Mern har man gjort sig klart, hvad målet med denne manøvre i grunden er? Mig bekendt er det først de seneste 10 års tid den indlysende sandhed for alvor er begyndt at dæmre blandt dem, der tager problematikken alvorligt. Men disse mere indsigtsfulde feminister har ikke stor gennemslagskraft i offentligheden, hvor kønskampen stadigvæk stort set handler om at få flere kvinder på direktionsgangene, hvor den teknologiske intelligens udøver sin magt. Men hvor vigtig er personens køn, hvis vedkommende under alle omstændigheder både har overskæg og hår på brystet?

                  Det som er den nye – men lidet hørte – kønsteoretiske indsigt er, at opgaven er meget større. Det er simpelthen samfundenes normer og værdier overhovedet, som skal gennemgå en alvorlig revision. 

                  Vi vender lige tilbage til Helmut Nyborg, som altså med nøgterne tal har påvist at kvinder er mindre intelligente end mænd, og at religiøse mennesker er mindre intelligente end dem, for hvem tro og religion ikke har nogen appel (hvoraf man i øvrigt må kunne lede, at det er hvide troløse og selvoptagne mænd, som er de mest intelligente – det mener de nok også selv).

                  Spøg til side. Men er det så ikke sådan, at både seriøs feminisme og kristendom eller religion som sådan, står over for den samme dominerende og nedgørende modstander? Den abnorme teknologiske intelligens; ikke fordi den er teknologisk intelligens, men fordi den er abnorm og dominerende.

                  Der var én der spurgte Helmut Nyborg, om han i forhold til, at religiøse var mindre intelligente og derfor mindre magtfulde, havde overvejet, hvad kristendommen var, og om han havde nogle kommentarer til det forhold, at kristendommen jo på et meget grundlæggende niveau udtrykte og bestod i et magtafkald! ... Det havde han tydeligvis slet ingen kommentarer til. … Men hvad er ellers pointen i tekster som den, hvor Paulus siger, at korset er en dårskab for verdens visdom, og at vi prædiker ”Kristus som Guds kraft og visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker og Guds svaghed er stærkere end mennesker”.

                  Eller i hans brev til menigheden i Fillipi, hvor den urkristne hymne siger, at Jesus Kristus er lig Gud, men ”gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han trådte frem som et menneske ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors”.

                  Eller den tekst vi hørte fra Johannes Åbenbaring, dette lidet læste og endnu mindre forståede, men gennemevangeliske skrift, om de 144 tusinde beseglede i den store hvide flok, der stod for tronen med Gud og lammet, det slagtede lam stående med korsfanen. De havde fået vasket deres klæder hvide i lammets blod.

                  Det er jo evangeliet udspillet for dommedagsvisioner. Kristus frelser – og hele den store hvide flok er vores elskede døde … det er sådan vi skal mindes dem – Kristus frelser ved sit blod, ved sin hengivelse til døden for vores skyld. Dette magtafkald er evangeliets udtryk. Det er det magtafkald, som er vores frelse, og som også bliver vores virkelighed. Vi skal ikke frelse os selv. Det giver vi afkald på, for det har Kristus gjort. Vores aktive delagtighed i evangeliet består ikke i at udøve teknologisk intelligensmagt, men i at udøve kærlighed; og kærligheden er mere at give end at tage (hvor den teknologiske intelligens magttænkning har den stik modsatte logik).

 

Så vi mindes vore døde i billedet af den store hvide flok. De skal ikke længere græde, de skal hverken sulte eller tørste; for de har del i livets brød, som er Kristus. Og den der tager imod det brød, skal aldrig sulte, og den der tror på det brød skal aldrig tørste. Hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for de ledes til livets kildevæld, som er Kristus. Det betyder: ”Tiden fylde er oprunden/, hvad Gud lovet er alt sket/: ham de søgte er alt fundet/, verden har sin frelser set/; hen til ham de fromme gik/, øste nådens læskedrik/, vidner årle, vidner silde/: Jesus Krist er livets kilde”.

 

                  Måske gik vore elskede døde hid og did i deres liv, måske ledte de hist og pist. Måske havde man ikke engang lært dem at lede. Måske havde de fået både Gud og Jesus galt i halsen. Kirken har mange gange været skyld i, at mennesker løb vild i livets ørken. Men Gud ser sit barn i alle mennesker. Han har fra begyndelsen givet afkald på at få sin ret. Og derfor er alle vores døde omfattet af evangeliet, Guds frelsende kærlighed.

                 I det evangelium kalder han dem fattige i ånden, for netop sådan er Himmeriget deres, så vi kan indse det. Ikke i kraft af den teknologiske intelligens som ville gøre dem magtfulde, men i kraft af det afkald, hvor de er fattige i ånden. Salige er de fattige i ånden, de som sørger, som er sagtmodige, som sulter og tørster efter retfærdigheden, som er barmhjertige, rene af hjertet, fredsstiftende, forfulgte pga. Kristus. Alt dette er vore elskede døde. Ikke fordi de har fortjent det, men fordi Kristus har fortjent det, men givet afkald på sin fortjeneste, så den blev vores og vore dødes.

                  Nu ærer vi vore døde; vi mindes dem i lyset af evangeliet om Jesus Kristus. Lad os ikke svigte dem, og lad os ikke svigte eller fortrænge grunden til at ære dem, nemlig Jesus Kristus, Guds ord og Guds nærvær blandt og i os. Lad os ikke svigte dem ved at bøje os for den teknologiske intelligens dominans og despoti i livsverdenen. Og lad os styrkes i det afkald ved at få del i Kristi frelsende blod ved det alterbord, hvor han indbyder os til at få vækst i tro, håb og kærlighed.

Amen

 

Treenige Gud. Du skaber livet i hvert eneste menneske,

og du tillader at livet forlader menneskene.

Men vi tror, at du igen oprejser det fra de døde.

Du ved, at vi bærer på et savn efter dem, som vi har mistet.

Men vi mangler ord.

Derfor vil vi nu en kort stund – hver især –

tænke på dem, som vi savner 

i vished om, at de hviler trygt i din hånd,

hvor alt er fred og med venner i lys de tale. 

 

(2 minutter)

Tilbage til forsiden