20s.e.tr.Balle kirke den 24.oktober 2004.

Kl. 10.30: DDS 745,(447-674 v.1+2+7) 299---331(435 v.3-4)634

Tekst: Matt.21,28-44.

v28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner; han gik til den første og sagde: ›Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!‹ v29 Han svarede og sagde: ›Ja, herre!‹ men gik ikke derhen. v30 Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: ›Nej, jeg vil ikke;‹ men bagefter fortrød han det og gik derhen. v31 Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?« De svarer: »Den sidste.« Da siger Jesus til dem: »Sandelig siger jeg eder: toldere og skøger skal gå ind i Guds rige, førend I. v32 Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter, så I troede ham.

v33 Hør nu en anden lignelse: Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands. v34 Da nu frugttiden nærmere sig, sendte han sine tjenere til vingårdsmændene for at få de frugter, der tilkom ham. v35 Men vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. v36 Så sendte han igen nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem. v37 Til sidst sendte han sin søn til dem, da han tænkte: ›De vil undse sig for min søn.‹ v38 Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hverandre: ›Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv!‹ v39 Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel. v40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?« v41 De svarer ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er.« v42 Jesus siger til dem: »Har I aldrig læst i skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne.‹ v43 Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter. v44 Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse.«

Amen.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Prædiken:

Hvad mener I?

Ja, hvad mener vi egentlig om de to vingårdslignelser.

For pæne mennesker, er det jo den ene fortælling jo værre end den anden.

En uvorn søn, der siger nej tak til dagens arbejde, men går alligevel ud og tager dagens tørn , den anden søn som siger ja, men dovner den i stedet derhjemme.

Den historie fortæller jo noget om, at ord og handlinger ikke altid stemmer overens, og at man altså ikke skal dømme andre mennesker ud fra hvad de siger, men på hvad de rent faktisk gør.

Og toldere og skøger, der lyttede til Johannes Døber, de fulgte ham og troede på Johannes Døbers barske omvendelses ord.  (Vi kan vel alle her erindre Johannes´s ord: Omvend Jer, I øgleunger!)Andre hørte også Johannes Døber, men fulgte ham ikke. Derfor vil toldere og skøger gå ind i Guds rige, før de, der levede rigtigt og pænt, nydeligt og ordentligt. Vi dømmes på hvad vi gør, og på hvem vi tror på, ikke på om vi engang har været strippere, ludere, horkarle, svindlere og bedragere!

Den anden lignelse, er en horrorhistorie, der handler om mord på arbejdere der sendes ud til den bortforpagtede jord for at arbejde i høsten, de myrdes én efter én, og selv da vingårdsejeren sender sin egen søn for at redde høsten, så slår de også ham ihjel. Moralen er, at dem der dræber vingårdsejerens arbejdere og sønnen, skal få deres dom, og vingården skal tages fra forpagterne og gives til andre, der vil værne om den.

Det er altså to lignelser der handler om dom og straf.

Så hvad mener vi?

Vi lever i en ultra antiautoritær tid,  er vi overhovedet interesserede i at høre om dom og straf over onde slette mennesker, der ikke vil følge Johannes Døber og Jesu advarsler?

Vi kan måske nærme os emnet, ud fra en vinkel der måske interesserer os  mere. Nemlig vinklen :os selv.

Lade os inspirere af Paulus´s tanker om hvorfor gør jeg det onde, når det er det gode jeg vil?

Og her eksemplifiseret i et  digt af Tove Ditlevsen som på hverdagsdansk skildrer fristelsen til at smadre en vase.

Derhjemme havde vi engang en vase,

Det var mig meget strengt forbudt at røre.

Den var så stor og tung, kunstfærdigt smykket

Med rosenknobber der var små og skøre

Og kun fordi det var så vildt og dristigt,

I al den spænding det forbudte tænder,

Tog jeg en dag den vase ned og følte

Dens ædle form imellem mine hænder.

Og sære tanker strejfede min hjerne,

Å, den var stor og tung, og jeg så lille;

At knuse den var ondt og helt fantastisk,

Men jeg blev angst fordi jeg gerne ville.

I eviglange spændende sekunder

Stod jeg og kæmped med den onde stemme,

Der hvisked: gør nu noget rigtig farligt

I dag hvor du er helt alene hjemme.

Og stærke magter tvang mig til at slippe.

Nu bliver verden ond og uden glæder.

Titusind skår kan aldrig mere heles –

De gode engle vender sig og græder.

Digtet fortæller os om stærke magter, der er i stand til at få et menneske til at gøre noget ondt, også selvom vi egentlig ikke ville det.

Fra det små til det store, vi ødelægger livet for hinanden, når vi kun orienterer os om os selv. En af de største synder i vores tid er vores ligegyldighed.

Vi fristes til ligegyldighed,

Eksemplet med overfaldet af en kvinde i Høje Tåstrup station. En kvinde blev den 8.oktober overfaldet på perronen på Høje Tåstrup station, men ingen fandt det tilsyneladende nødvendigt at skride ind. Kvinden blev slået, sparket og truet med en kniv, før gerningsmanden stak af. En vagthavende potimand udtalte: ”Alle havde åbenbart for travlt med at transportere sig et eller andet sted hen til at ville hjælpe hende. Det er meget groft.” Han håbede alligevel, at der var vidner der nu ville henvende sig til politiet.

Hvad mener vi?

Hvad med dem der gik forbi, hvad med alle dem der så overfaldet, men som havde travlt med at komme videre.

Vi tror, at vi vil gribe ind, hindre en overfaldsmand i overgrebene, men gør vi det? Ringer vi overhovedet til politiet?

Når en flugtbilist kører væk fra sit trafikoffer, skyldes det dybest set, angsten for de forhøjede forsikringspolicer efter en ulykke. Sådan lød en forsikringsmands forklaring efter mange års erfaringer efter interviews med flugtbilister, når man kom ind til kernen i forklaringen på flugten. Altså ængstelsen for en forværret økonomi? Derfor bortforklares skylden med, at man troede det var et rådyr.

Ligegyldighed har altid fundet sted, netop derfor fortalte Jesus jo også lignelsen om den barmhjertige samaritaner, for at lære os hvad vi skulle gøre, hvis vi mødte et menneske der var kommet i nød.

Vore ord og vore gerninger…..

Der er en umodenhed  i et menneske. Det er som om vi tror, at vi kan lyve både overfor os selv, og overfor andre mennesker. Så går det nok. Jeg siger ja til at tage min del af arbejdet, men gør det ikke alligevel, det er der nok ikke nogen der lægger mærke til.

Mennesket regner ikke med, at Gud er der, han er nok et andet sted, han ser ikke det her og hvem har for øvrigt set ham de sidste to tusinde år?

Forleden talte jeg med en cykelhandler, der fik stjålet en meget fin og dyr og tilmed sjælden cykel udenfor sin forretning. En dag finder hans kone den udenfor en forretning i byen, og går ind og spørger hvem der har den fine cykel, det er så ekspedienten der siger, at det er hans, og lidt efter, da  cykelhandlerens kone spørger interesseret, så kommer der tøvende en oplysning om at  at  cyklen egentlig tilhører hans far. Cykelhandleren kontrollerer, at det er cykelforretningens stjålne eksemplar. Jeg spurgte: jamen meldte du ikke ekspedienten eller hans far for tyveri? Nej, godt nok var det groft, og tyveriet havde givet forretningen et tab, men nej. Nu ved jeg jo hvor cyklen er og hvem der tog den! Han kendte sandheden, og det var nok for ham.

Man kunne sige, at cykelhandleren handlede nådigt. Jeg vil nærmest sige guddommeligt.

Jeg tror, at Jesus og Vorherre, når vi skal for dommen, for alle vort livs smadrede vaser, og stjålne cykler, vil have det samme guddommelige blik for barmhjertighed og nåde, som cykelhandleren havde.

Dom og straf, består også i ,at du får selvindsigt, i hvad vi egentlig indeholder, at vi bliver klar over om vore ord har dækning, eller om vi udsender dækningsløse ord, som om det var dækningsløse checks. Vi lever i en overvåget tid, det har en venstrepolitiker i den forløbne uge opdaget, men jeg mener overvåget i en noget andet betydning end computerovervåget. Vi er overvåget af Gud,  Johannes Døber og Jesus brugte hele deres liv for at fortælle det. Det var upopulært, og de fik begge fjender, fjender for hvem det lykkedes at  dræbe både Johannes og Jesus.

Men ordet om Gud der våger over et menneske, kunne ikke dræbes. Det har overlevet i to tusinde år gennem det nye Testamente og i ca 3100 år gennem det gamle Testamentes Guds fortællinger.

Gud er med os, også dér i de øjeblikke hvor vi ikke tror det, hvor vi føler os forladte pga. ulykker, død og selvbedrag.

Tove Ditlevsen var et menneske der kendte til sine egne frafald og sin egne begrænsninger til hudløshed.

I sidste vers i et digt til et elsket menneske står der: ”Jeg ved jo, at du skal kende mig og vide, at hvad man dyrt betror mig, glider fra mig, så derfor – for vor store lykkes skyld min ven, hold ikke slet så meget af mig.”

Det kalder jeg selvindsigt, men vel og mærke ikke indsigt i Guds den almægtiges kærlighed til sin skabning.

Torsdag aften havde vi en sogneaften med lægen og filminstruktøren Niels Malmros der kom og fortalte om sin film ”At kende sandheden”. Filmen handler om hans far, den kendte hjernekirurg Richard Malmros fra Århus kommunehospital og om den skyld han som læge følte han bar på, efter brug af den radioaktive kontrastvæske Thorotrast. Der var tre problemer, for det første, at man ikke havde andet væske, der på præcis vis kunne vise hvor en tumor eller en anorisme lå gemt i hjernen og for det andet: vidste man  heller ikke, hvilke eventuelle langtidsskader patienter kunne få, som f.eks leverkræft. For det tredje: så var Malmros´s patienter i en akut nød, hvis de ikke blev opereret, ville de dø. Og inden man begynder på en hjerneoperation, skal en hjernekirurg vide præcist hvor han skal arbejde.

Men Richard Malmros havde selverkendelse, og hans otium blev forpestet af selvanklager og selvransagelse. Og hver eneste af hans gamle patientjournaler blev studeret om og om igen for om der havde været et andet alternativ.Han ville kende sandheden.

Det er en almenmenneskelig erfaring, at intet menneske kan leve et levet liv, uden at pådrage sig skyld. Fra den mindste vase, til den største og dyrebareste. Men det Jesus fortæller os om toldere og skøgere skal få lov at gå ind før andre, netop fordi de har hørt omvendelsens ord og fulgt dem. Det fortæller også os om evangeliets nådefulde budskab.

Når Johannes Døber døbte søgende, og selverkendende mennesker i Jordanfloden, så fulgte der med dåben syndsforladelse. Altså tilgivelse for det onde man havde gjort, også for det onde man uden ond hensigt kommer til at forvolde. Større gave gives ikke på denne jord.

Syndsforladelsen giver frihed til at kunne leve i fred med sig selv og sin Gud, og frihed til at forlade andre mennesker deres skyld. Vi kan jo huske på en af bønnerne i vort fadervor: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Hvad mener vi om det? Hvis vi ikke har selverkendelse til at erkende vor egen skyld, så er sagen jo klar, så er man ligeglad, og derfor  ligeglade med syndsforladelsen der ligger i vores dåbsgave. Det drejer sig først og fremmest om, vi egentlig tror på en levende Gud der er i stand til at  se et menneske i dets helhed, i stand til at dømme det, og på trods af dommen at elske og at tilgive det menneske, der søger Ham i sin nød.

Jesus står ved sit løfte som han gav til os i vores dåb. Han holder af mennesket, ser mennesket i sin store og komplicerede helhed, han kan se, at en skøge og en tolder endog kan være bedre mennesker, end så mange andre der sidder i agtværdige stillinger og bærer de gyldne kæder. Jesus ønsker, at vække os af den åndelige dvaletilstand vi befinder os i, hvor vi tror, at vi er Vorherre i  vort eget liv. Den Helligånd der lever i godhed, barmhjertighed, omsorg og tjeneste for næsten, ønsker at erobre et menneskehjerte. Hvis vi åbner hjertedøren på klem, kan Helligånden komme ind og varme vore hjerter. Og skulle det ske, hvad der vitterlig sker  for os alle, at vi skulle falde og slå vasen itu, så falder vi Gud være lovet i den levende Guds hænder. Gud er stor og Gud er barmhjertig.

Amen.

Derfor lovpriser vi Ham:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen