Helligtrekonger Søndag 2008
Martin Ishøy

Salmer: 137, 606, 302, 98, 101, 108 

Det er en mørk tid vi lever i. Om den beskedne lysmængde i naturen er et billede af mere menneskelige forhold, er ikke dagens tema. Der er ikke meget lys udendørs, og der har ikke været det længe. Men få undtagelser. Det skyldes årstiden og vinterhøjtryk, som giver grå og lysfattige dage. Så meget mere intenst er lyset i de glimt og begivenheder, hvor det alligevel findes.  En lille bitte smule sne, der har lagt sig i et flettet træstakit, hvor sneens hvidhed på en diskret måde reflekterer en skala af blå og rosa kulører.

                  Der er ingenting i verden så stille som sne. Det gælder også selv om det ikke er et snedækket vinterlandskab, men bare lidt sne, der faldt for et par dage siden, og er føget sammen og har fået skorpe. I kontrast til de grønlige og brune nuancer, som nu dækker alt det der var saftspændt og blomstrende i sommer, ligger sneen hist og her i pletter og lyser op.

                  Det er jordens lys, der reflekteres; for himlen er mere grå og mørk end sneen. Og alligevel kommer lyset fra himlen, selv om man ikke kan se det. Derfor er det lys, der stiger op fra sneen jordisk. Det er som om, det minder om en jordisk skønhed, som er der, men som meget sjældent ses; kun i den kolde solopgang over en fjord eller en græsningsmark ned til et vindstille farvand, hvor nuancerne netop også er rosa og turkis. Så stille er den sne, der ligger i undseelige pletter i vores lyssvage forstadssogn. Sneen ligger og minder om andre steder og andre lysintensiteter.

                  Men hvem er det, der minder? Det er som om, både den der minder, og den modtagelse af mindet, som finder sted i os, befinder sig udenfor bevidsthedstærsklen; i hvert fald lige på ydersiden af den tærskel. Når det som lyset minder os om, bliver erkendt, er det selvfølgelig os, der gør erkendelsen. Men det er som om mindet er i os, før vi erkender det. Det er modtaget, før vi erkender det. Det er en slags sanseligt indlejret førsproglig viden. Det er selvfølgelig også derfor man siger, at man har ”sans” for eksempelvis skønhed. Men hvad er det, den sans har færten af? Hvor kommer den sandhed fra, som modtages i en sansning, før den erkendes? Det er i hvert fald ikke noget, som kan tilskrives kendsgerninger af den slags, som kan måles; for målelige kendsgerninger er genstand for viden, og de sandheder, som man mindes om som liggende i en sansning, ligger der netop præcis, før man ved det. Så de beror ikke på såkaldte kendsgerninger – det er snarere tværtimod.

                  Man kan kun tale om dem æstetisk-religiøst.  Således er årstidens mørke og det grænseoverskridende lys i små pletter af sne i sidste ende kun tilgængelige, fordi man forholder sig æstetisk-religiøst til dem; dvs. ser dem med troens øjne.  Det betyder ikke at tolke dem som noget andet end de er. Sneen i Balle sogn fortæller hverken om sneen på Ararat Bjerg eller om Kristi forklarelse.

                  Men Kristi forklarelse fortæller nok om det samme som sneen i Balle Sogn, nemlig om Guds virkelighed i verden. Forskellen er selvfølgelig, at mens Kristi forklarelse var ordet i levende live, rummer sneen i Balle Sogn liv uden ord. I sneen er Guds virkelighed førsproglig; ikke tilgængelig som kendsgerning. Men at den var det (at Guds virkelighed var sneen), vidste vores Martin Luther, når han sagde, at hele naturen var en Bibel. Biblen rummer mange grumme historier. Fordi menneskene er blinde og syndige og ikke kan se det, der er lige for næsen af dem. Med Pauli berømte ord fra Romerbrevet: ”[Guds] usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger … alligevel ærede og takkede menneskene ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr”.

                   Fordi mennesker er så tåbelige, talte Gud sit ord julenat, og det ord var menneskers lys, det lys som stråler også i det mørke, som ikke tog imod lyset. Men dem, der tog imod lyset gav han ret til at være sine børn. Vi står med lysets førsprog-lige skikkelse i sneen, i lyset over Langsøen, i lyset og duftene i skoven. Modtagelsen ligger parat, vi ved det bare ikke. Og når vi aner det og fornemmer det, tør vi ikke tro det. Men når vi tør tro det, når vi tør tage ordet i munden, tør ”tro og bekende til dagenes ende”, så kan vi selv med ét og måske forbigående blive dem, der giver ord og udtryk til Guds virkelighed.

                  Nogle af jer, som er i kirken ved måske nok, at vi overe i sognegården har nogle kasse hængende på væggene; såkaldte kukkasser. De er resultatet af et kunstprojekt med elever fra 8. årgang på Balleskolen. Disse elever har netop arbejdet med lyset som nøgle til at se Guds virkelighed i verden. Der er en kasse, hvor man ser Josef og Maria på æslet på vej ind i den aftenmørke Betlehem. Men man ser, at ud af alle vinduerne strømmer lyset i forskellige farver og forskellige intensiteter – som for at fortælle, at menneskene bag vinduerne er forskellige, men alligevel har de alle lys i sig, som stråler i en eller anden grad og intensitet.    

                  Der er en fantastisk kasse fuld af skabelsens lys i grønt og især gyldne og rødlige kulører med blomster og sommerfugle, der ligesom bærer skaberåndens gyldne overskud fra inden det gik galt – en suveræn, gylden lysfylde, som først igen folder sit overskud ud i pinsens ild og frugtbare kærlighed.

                  Men der er mange kasser, hvor lyset taler; også torturkælderen med alle de døde kroppe, hvor håbets lys kun findes som en fjern mulighed, der ulmer udenfor det lille vindue i hjørnet … eller Jesu gravhule hvor den grædende Maria Magdalene i gravhulens mørke så Guds sandhed og kærlighed i solen, der stod op i øst, mens hun fandt englesmilet.   

                  Alle kukkasserne er lavet af elever – som sagt – fra Balleskolen. De er ikke professionelle kunstnere. Men de har tænkt tanker, og de har øvet deres indre øje til at se det, som er dybere end kendsgerninger. Og det er vejen. Det er vejen til visdom. Den vej som vi alle bør følge. ”At frygte herren, det er visdom, at hold sig fra det onde er indsigt”. Sådan slutter og konkluderer den job-tekst som vi hørte først i gudstjenesten. Gudsfrygt er netop ikke at være bange for Gud af nogle bestemte grunde. Gudsforholdet, vores forhold til livets ultimative mening, er ikke et regnestykke med plusser og minusser og kendsgerninger. Gudsfrygt er visdom er at skue Gud: At se Gud, hvor man ikke ser kendsgerninger, men ser Hans virkelighed som dybdeperspektivet i altet og enkeltdelene. For eksempel i en klat sne, som er fyget sammen i et stakit. Gudsfrygt er bevidsthedstærsklens inderside; lige dér hvor den ultimative sandhed dukker op som genkendelig form, og hele personen skælver i en forløsning, hvor angst og fryd fletter sig ind og ud af hinanden.

                  Gudsfrygt er visdom, det er at vide, at den indsigt man rummer i sine øjne er den stærkeste og skrøbeligste virkelighed; den virkelighed som verden til stadighed dementerer, men som den ligeså til stadighed overvindes af – så vi kan leve … på Guds nåde.

                  Gudsfrygt er visdom; det er at se verden … i Kristus; for Kristus er verdens lys. Alle kendte til gudsfrygt, men alle fik tilfedtede, syndige, selvkredsene øjne og så ikke noget, så ikke andet end kendsgerninger og snavset sne. Men Gud talte sit ord i kød og blod og det er verdens lys, som oplyser vores øjne til at skue Gud, skue Guds virkelighed, se det som uden Guds ord var ordløst. Med sit ord har Gud restitueret vores gudsfrygt, genskabt vores mulighed for at se Hans virkelighed og vide med troens øje og med troens hjerte, at den sandhed og kærlighed som forløser os, kommer over os, at den er i færd med at komme over os, og dagligt og uophørligt kommer vores modtagelse i møde; hvis vi dog blot gør os det klart og holder fast ved det, hvis vi tror og bekender til dagenes ende.

                  Det menneske, som holder fast i modtagelsen af Guds virkelighed i verdens lys, som er Kristus, er et menneske som vokser i visdom, idet det ser Gud i altet og enkeltdelene, … idet det med gudsfrygt skuer Guds sandhed og kærlighed i en klat sne eller en tot lav eller i spillet af mørke og lys over et stillestående vandhul. Så spejler Kristi lys sig i det menneskes indre. Kristus giver liv til det vise menneskes indre lys, så det menneske får kraft og mod til at sætte sit lys i en stage i stedet for at gemme det væk … får kraft og mod til at lade sit lys skinne for alle i rummet. Fordi det vise menneske ved, at lyset ikke er hans eller hendes eget, men Guds.

                  Sådan viser Guds lys sig i verden på en dobbelt måde. Det har altid været i verden fra tidernes morgen som Guds nådefulde nærvær, men skjult for blinde, syndige øjne. Vismænd og kvinder der så det, blev lagt for had og marginaliseret. Med Kristus fik det usagte ord og det usete lys. At flere derunder vi selv har set lyset er den tro, evangeliet giver os. Dobbeltheden er, at enhver, der har set lyset, selv bliver Guds lys i verden; ”din sorg er slukt, din jammer endt; bliv lys og gør dig rede”!

                  Sådan er det evangelium vi fejrer i dag; tilsynekomstens evangelium. I de ulige år læses teksten om de vise mænd fra østerland, som følger varslerne og stjernen til de finder barnet i Betlehem, og derfor kaldes dagen Helligtrekongers Søndag. Men meningen med de hellige tre kongers besøg var netop Kristi tilsynekomst, og derfor er valget af vores tekst med Jesui ord præcis rigtige: ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”.

                  Vi beder til, at dette lys må blive i os, nu hvor det er tændt ved Guds ord, og vi beder til at det må styrke os i vort indre menneske, når vi modtager Kristus under vinen og brødets skikkelse i den nadver, hvortil vi nu indbydes.
Amen!

Forsiden - Tilbage