Indsættelsesprædiken til 3. søndag i advent.

Lone Rasmussen

Evangelium: Luk. kap. 1, v.67-80

Dagens evangelium er gamle Zakarias lovsang. Den Zakarias, der som Abraham blev lovet en søn i en høj alder. Da sønnen Johannes blev født, fik den stumme Zakarias igen stemmens brug og brød ud i denne lovsang. I 9 måneder havde den gamle præst været stum, fordi han ikke som den unge Maria tog englen på ordet. Elegant får Lukas evangeliet antydet, at den gamle tro som Zakarias har forkyndt i templet, er forstummet. Noget nyt er på vej. Zakarias lovsang står i Lukas evangeliet lige før ”Og det skete i de dage... Da Gud blev menneske og nedsteg til vores skrøbelighed.

Op igennem kirkehistorien er det blevet flittigt diskuteret om Jesus nu virkelig var Guds søn eller bare et særligt godt menneske. Det blev diskuteret i gamle dage, ja helt tilbage i år 325 hvor det store kirkemøde i Nikæa i Tyrkiet blev afholdt. Her mødtes alverdens biskopper, teologer og kirkefolk for at diskutere om Jesus var Gud, menneske eller begge dele. Resultatet af mødet kan aflæses i den ene af vores trosbekendelser. Deraf navnet den nikænske trosbekendelse. Om Jesus var et forbilledligt menneske eller virkelig Guds søn diskuteres fortsat, også i dag for eksempel i Da Vinci Mysteriet. I rigtig mange nyreligiøse kredse tror man på Jesus som et specielt godt menneske, som et forbillede for os mennesker, men ikke som Guds søn. Ja, selv de søde minikonfirmander beretter frejdigt, at de da tror på at Jesus har levet, men de tror ikke nødvendigvis på, at han var Guds søn.

Men hvilke helt centrale konsekvenser har det, hvis Jesus kun er et forbillede for os? Vi har før prædikenen sunget:

”Tak og ære være Gud,
som har ført sit løfte ud
og til syndres salighed
sendt sin kære søn herned.

Der har vi måske fat i noget af det centrale. I evangelieteksten, i Zakarias lovsang, siges, at folket skal lære at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.

Hvad nu hvis Jesus kun var et billede på høj moral, på godhed, et eksempel til efterfølgelse i god og næstekærlig opførsel? Det ville være godt for alle dem der lever et godt og vellykket liv med gode jobs, med trygge hjem, lykkelige ægteskaber, søde velopdragne børn, overskud til at besøge oldemor på plejehjemmet og så videre. 

Men livet er også skrøbeligt, både i bogstavelig forstand og i overført betydning. Livet i sig selv er skrøbeligt, det sander nogle mere end andre. Men også vore relationer er sårbare og skrøbelige. Det er måske, især der vi sander, at vi ikke formår at leve op til vore egne høje krav. Hvis Jesu liv så blot var endnu et forbillede på rigtig og næstekærlig opførsel, så ville vi for alvor være fortabte. Der ville ikke være noget lys at række efter i vores mørke. Men evangeliets påstand, også dagens evangeliums påstand er, at der lyser et lys i mørket. Det lys som består i, at vi skal lære vores frelse at kende i syndernes forladelse. Vi skal lære at det virkeligt er muligt, at det lys der skal lyse i mørket, den barmhjertighed Gud viser, gælder for os alle sammen? Denne barmhjertighed er ikke knyttet til et ideal af et menneske. Men knyttet til at Gud blev menneske med alt hvad det indebærer af svaghed og skrøbelighed. Og vigtigst af alt syndernes tilgivelse.

Hvad betyder det for os, hvis vi ikke tillader os selv at være syndere, men kæmper for at være ufejlbarlige?  Eller hvis vi på den anden side ikke vil tage vores skyld på os, for skyldige er vi alle bare i kraft af det, at vi lever og er mennesker.

Syndere det er alle os, der går fejl af meningen, glæden og hinanden. Vi der til tider sårer hinanden tilsigtet eller ej.

Vi der oplever, at der er ting, begivenheder vi ikke kan gøre om, hvor meget vi end ønsker det. Ting vi gerne ville have sagt. Mennesker vi gerne ville have opmuntret eller været noget mere for. Ting vi gerne ville have gjort anderledes. Men pludselig var tiden forpasset. Det var for sent.

På samme måde er vi også alle ofre for synden. Den kærlighed vi selv længes efter, men som føltes afmålt og begrænset. De opmuntrende ord vi trængte til, men aldrig fik. Den fordømmelse og manglende forståelse vi blev mødt med. Den manglende forståelse eller fordømmelse af vores uformåen der gjorde ondt.

Den islandske forfatter og modtager af nordisk råds litteraturpris Einar Már Guðmundsson har skrevet flere romaner og digtsamlinger. Jeg har med stor glæde og teologisk interesse læst flere af hans bøger. De har rørt noget hos mig både som teolog og som menneske. Der er nemlig, så vidt jeg kan se, en grundtone i hans forfatterskab, der er dybt evangelisk. Som der på en eller anden måde har fat i det helt centrale i det kristne budskab.

I hans roman Drømme på jorden som er en fortsættelse ad Fodspor på himlen, alene titlerne er dybt betagende, følger man en familie i flere generationer. En slags moderne slægtssaga, der udspringer af Einar Már Guðmundssons egen familie. Det er mildest talt ikke ligefrem på det vi kalder livets solside, disse mennesker lever, men udpræget på samfundets skyggeside. Men alligevel er der sådan en underlig, i ordets bogstaveligste forstand, under- lig tone igennem alle bøgerne.

Det er absolut ikke med ligegyldighed begivenhederne skildres. Men det som er det underfulde, er den mangel på fordømmelse af personernes uformåen. En tone gennem bøgerne der rører mig dybt. En helt fantastisk grundtone af forsoning, tilgivelse og taknemlighed.

For eksempel fortælles der om en af hovedpersonerne Gudny. Mor til 10 børn som alle voksede op på forskellige gårde anvist af fattigforsorgen. Det var ikke de mest kærlighedsfyldte fosterhjem disse børn fik. Efter at have afleveret endnu to børn deriblandt pigen Sæunn, står Gudny og ser på nattehimlen.

”Kig på aftenen. Skyerne har trukket deres gardiner fra. Stjernen deroppe står som en bolig i himlen. Der er lys i et vindue deroppe.

Og alle disse fodspor.
Og al den kærlighed.” 

Et andet sted hedder det.

”Sæunn var i Ljosvallagata hos sin moder.  Stuen duftede af kaffe. Den stemme hun hørte, lå begravet dybt nede i sindet. Hendes moder kom ind, og Sæunn kiggede på hende. ”Kære lille datter!” sagde Gudny. ”Hvor ville jeg dog have ønsket, at jeg havde haft dig hos mig.” ”Også jeg,” sagde Sæunn. Hun mærkede, hvordan ordene lunede hende, hvordan den varme, som hun aldrig havde mærket var kommet.  

Sådanne små bidder af tilgivelse og forsoning er spredt ud gennem begge romaner.

En slags grundtone gennem hele forfatterskabet. Et lys af tilgivelse, mildhed og forsoning der skinner i det mørke af fattigdom og svigt der omgiver personerne.

Nogle har sammenlignet Einar Már Guðmundssons forfatterskab med selveste Selma Lagerlöff. Nogle mener, at det der er omdrejningspunktet i Selma Lagerlöffs forfatterskab, er forholdet til hendes alkoholiserede og fraværende far. Faren og den smerte hans fravær medfører, er den urfortælling, hun bestandigt skriver henover. På samme måde er Einar Már Guðmundssons urfortælling hans skizofrene bror, som han har skrevet om i bogen Universets Engle.  En bog han i øvrigt modtog nordisk råds litteraturpris for.

Det de to forfattere har tilfælles, er, at de mener, at via fortællingen, at kunne skimte det mulighedsfelt af god vilje, der ligger på lur i de fleste hændelser og menneskelige møder, også hvor smerten og lidelsen regerer. At frem - mane eller, måske frem - ane det potentiale i det hændte, som kunne være realiseret, men som blev tabt på gulvet, og som først bliver samlet op, i og med det bliver fortalt. Denne poetiske trøst og forsoning skinner igennem hele hans forfatterskab.

Den grundtone som også er givet os via evangeliet om Guds menneskevordelse, som er givet os ved syndernes forladelse. Den grundtone af forsoning, en mildhed der minder om nåde kan blive os alle til del, hvis vores urfortælling, den sammenhæng vi tolker vores liv ind i, er evangeliets. Som er givet os takket være Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem der sidder i mørke og dødens skygge.

Det evangelium som jeg mere end noget andet tror og håber på kan gøre en forskel i vores liv med hinanden.  Det kan hjælpe os med at se vores liv og andres liv i det lys der skinner fra mørket, som med Einar Már Guðmundsson ord er mildhed der minder om nåde 

I den salme vi skal synge her lige efter prædikenen skrevet af præst og forfatter Jens Christian Hostrup i 1881 der i en årrække var præst i Silkeborg, står der.

Julebudet til dem, der bygge
Her i mørket og dødens skygge,
Det er det lys, som, aldrig slukt,
Jager det stigende mulm på flugt,
Åbner udsigten fra det lave,
Trøster mildelig mellem grave.

Og de sidste linier: 

Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
Løft dit hoved og tak for livet.

For før eller siden skal vi alle se solen stå op og få magt igen - takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.

Amen

Tilbage - Forsiden