Prædiken til julemorgen i Balle Kirke

GT: Skabelsesberetningen.
Epistel: 1. Johannes brev. For Gud elskede os først.
Evangelium: Johannes prolog.

Salmer:

Indgang DDS 94. Det kimer nu til julefest
Mellem læsninger: DDS 100 Kimer, I klokker
Før prædiken: DDS 99 Velkommen igen Guds engle små
Efter prædiken: DDS 109 I denne søde juletid
Nadversalme: DDS 125 Mit hjerte altid vanker.v 1-2
Udgangssalme: DDS Lad det klinge sødt i sky.
 

Hvis man var i kirke i går havde man fået det velkendte juleevangelium. Og det skete i de dage.. En narrativ fortælling der giver masser af billeder på nethinden. Denne julemorgens evangelium er knap så børnevenligt og fortællende i sin stil. Til gengæld handler det om præcist det samme. Ordet blev kød og blod. Gud blev menneske. Gud sendte sin søn. Barn Jesus i en krybbe lå. Ja, jeg kunne blive ved. Det som dagens evangelium mangler i narrativitet har det så til gengæld i teologisk indhold. Og bare rolig jeg skal nok lade være med at komme med et langt og trættende teologisk foredrag.  Dog vil jeg lige nævne at jeg for noget tid siden modtog et brev fra bibelselskabet med opfordring til at give bidrag til bibeloversættelser i den ganske verden. Som der stod ”Kan du måske læse dette?” og så var der trykt begyndelsen af denne Johannesprolog, som er dagens tekst, på græsk. OG JA, til min store forundring så kunne jeg godt læse det. I hvert tilfælde det første. Så bibelselskabet fik ingen penge af mig i den omgang. Og al besværet med at lære græsk i min studietid gav mig denne succesoplevelse. Om ikke andet!

Jeg oplevede for nogle år siden en juleaften som jeg aldrig glemmer. Den juleaften var der en helt fantastisk varme og et nærvær som var uden lige. Jeg kan huske hvordan jeg sad imellem de mennesker som jeg holder af og var så glad og fuld af taknemlighed. Som Jakob Knudsen skriver i sin morgensalme: Alle gode navne som bedst jeg ved, Moder, søster, elskte, min kærlighed. Den yngste i selskabet var 8 og den ældste 79 år. En sammenhæng, et fællesskab jeg altid ønskede at være del af. Måtte det aldrig blive anderledes. Det var som en ring der blev sluttet af samhørighed og mening. Alle tilstedeværende var glade og kunne være tilstede med alt det der var deres. Med et intenst nærvær. Ingen sad ligesom udenfor. Ingen var smålige og fornærmede. Det var som ALT gik op i en højere enhed. Det har jeg ofte tænkt tilbage på med stor, stor taknemlighed. Hvilken gave at få denne oplevelse af samvær, harmoni , fællesskab og kærlighed med. Det kan ingen nogensinde tage fra mig. Selvom min mormor blev syg og døde et par måneder senere. Den sidste jul med hende som havde betydet så meget for os alle sammen og ikke mindst for mig.  

Sorgen over at hun ikke er mere, bærer jeg med mig i mit liv. Det er selvfølgelig ingen ubærlig sorg. Hun var et gammelt menneske der havde haft et godt og kærlighedsfyldt liv og før eller siden skal vi jo alle dø. Men hendes betydning for os er der stadig. Hendes kærlighed til os lever vi stadig af. Som alle de der har været del af jeres liv og ikke er her mere.  Men for langt de fleste mennesker står savnet stærkere end ellers når det er højtid. Når vi som i dag fejrer jul.

Hvorfor lige i højtiden?  OG hvad betyder høj-tid egentlig? Da jeg var barn sneg jeg mig gerne udenfor juleaften og stod og så på himlen og tænkte på alle de mennesker der lige nu ligesom mig, også fejrede jul. Jeg oplevede en sådan dejlig fred og glæde ved at stå småfrysende alene på trappen og kigge på himlen. Som jeg husker det, var der altid stjerneklart. På samme tid var jeg uendelig lille, på den anden side var alting så betydningsfuldt. Set i bakspejlet vil jeg nok definere det som en følelse af Guds nærvær. Som det hedder i dagens evangelium Gud blev menneske og tog bolig iblandt os.  Når det er højtid er fællesskabet stærkt og derfor kan følelsen af, at være udenfor fællesskabet være endnu stærkere. Men det menneskelige fællesskab har større perspektiver end det nære og familiære fællesskab, der findes et større og inkluderende fællesskab. Det er det kristne fællesskab der inkluderer. Et fællesskab der byder indenfor. Det er fællesskabet og samhørigheden med Gud. Lugen til himlen er åben på en anden måde end i hverdagen når det er højtid.  Der åbner sig himlens borgeled, der kommer ret Guds rige som det hedder i Grundtvigs salme. I højtiden åbner muligheden sig for et Guds nærvær, vi ikke oplever i hverdagen med alle dens vaner og pligter. Men højtiden byder til stilhed og eftertanke. 

Mange der har mistet et menneske de holdt af, frygter højtiderne, fordi savnet står stærkere end ellers. Savnet træder tydeligere frem. Mere nøgent. Men på en eller anden måde så tror jeg ikke, det ville være bedre for de sørgende, hvis højtiden ikke var der. For jeg tror og håber af hele mit hjerte at netop højtiderne tilbyder et rum hvor mennesket kan være med al dets sorg, men også al dets glæde. Et tilbud om fællesskab og Guds nærvær. Højtiden som det rum hvor der er plads til følelser af alle slags. Følelsen af savn, utilstrækkelighed, ensomhed. Følelsen af tidens gang og livet forgængelighed. Alt der ikke kan gøres om. Højtiden tilbyder et rum at være i med alle disse følelser også modsatrettede følelser. Også den glæde der er blandet med sorgen.

Jeg læste et sted formuleringen: Glæden er julens salmetone. Hvilken smuk formulering. Glæden er julens salmetone. Det er det også. Det er da et helt ufatteligt glædeligt budskab at ordet er blevet kød. At Gud blev menneske. At Jesus blev født. At vi ej fødes til at dø, for Gud er med os. At Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbåre søn til verden for at vi skal leve ved ham. Kærligheden består i, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os, som det så smukt står i Johannesbrevet. Og det på trods af alle vore fejl og mangler. Det er med et blevet værdigt og værdifuldt i sig selv, bare det at være menneske. At skabelsens lys lyser på os og Gud ser, som på skabelsens første dag, at alt er godt. Ethvert menneske får med et slag Gud til far og bliver ved det hans elskede børn, med frihed og mulighed for at elske vor næste. Dette budskab er så glædeligt og ufatteligt at man jo har behov for at høre budskabet igen og igen. Dette glædens budskab fremgår selvfølgelig af rigtig mange af julens elskede og kendte salmer.  Også flere af de salmer vi har sunget og skal synge i dag.  I ”Det kimer nu til julefest”, skal vi som hyrderne med glædestårer takke Gud. ”Kimer i klokker”  bringer englene os glædskabens bud.  I”Lad det klinge sødt i sky.” hedder det  ”Vi ej fødes til at dø.” Mens Grundtvig i sin kendte og elskede salme ”Velkommen igen Guds engle små” er opmærksom på det han kalder julesorgen. Også Brorson er klar over at julens budskab ikke er de lalleglades budskab.  Julens budskab er ikke et budskab, der fornægter mørket, savnet, det onde.  Alt det der også hører menneskelivet til.

Da jeg var til bispeeksamen her i december måned gjorde Biskop Kjeld Holm opmærksom på et salmevers som han et år havde bygget sin juleprædiken op over. Nemlig et vers fra Brorsons ” I denne søde juletid.” En salme som jeg aldrig har beskæftiget mig særligt med. Som jeg i virkeligheden ikke kendte særlig godt. Den skal vi synge efter prædikenen.  

Der hedder det i vers 5:

Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder,
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg glemmer aldrig disse ord,
som klinger i englekor:
Nu er der fred på jorden 

Som natten aldrig er så sort, den jo for solen svinder. Dette er Brorsons gendigtning af Johannes prologen. Der er kun en chance for at mørket kan ophæves og det er ved lysets komme. Det ved Johannes, det ved Brorson og det ved vi vel alle sammen. Det er hvad Johannesprologen handler om og det er hvad julens glædelige budskab handler om. Mørket må vige for lyset. Intet mørke skal nogensinde få bugt med lyset. Det sande lys som oplyser ethvert menneske fordi ethvert menneske er et Gudsbarn. Det lys som vi også kan oplyse hinanden med. Det er julens sande budskab, der forvandler os alle sammen, hvis vi blot fattede dybden af budskabet.

Indtil da er det mit store håb, at budskabet kan give os mod til at leve det liv som vi er givet med al dets glæde og al dets savn.

Ja, Brorson går videre endnu:

I vers 6 hedder det videre:

Når hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver frydens harpe stemt,
At den kan bedre klinge;
Og knuste hjerter føler bedst,
Hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe. 

Glædens salmetone høres bedst, ifølge Brorson af den som kender mørket, savnet og smerten. Det håber jeg af hele mit hjerte er rigtigt, for det er der, behovet for julens glædelige budskab er størst.

Glædelig jul.

AMEN

Tilbage - Forsiden