|
|
Evangelium vs. kapitalisme. 24. søndag efter Trinitatis 2007 -
Tilbage til forsidenSalmer: 272, 303, 227, 369, 476, 732
Fantastiske tekster, vi har haft i dag. Lignelsestekster. Tekster der ligner noget. Tekster der får os til at se indhold, som ikke kan ses på teksternes overflade. Teksterne åbner vores øjne for en virkelighed, som intet øje ser, men som vælder ud af teksterne, når de læses eller høres med tro.
At en tekst er en lignelse, er nok noget vi kender til, fordi Jesus fortalte lignelser. Lignelsen om den fortabte søn (som havde en suveræn far) eksempelvis. Men selvfølgelig findes der lignelser alle mulige steder. I moderne skønlitteratur såvel som i Det Gamle Testemente. Den vision som vi hørte fra profeten Ezekiels Bog, er jo en lignelse. Og lige som mange af Jesu lignelser, der ønsker at give en forståelsesadgang til Guds rigets frembrud, gør Ezekiels vision det samme.
Vi præsenteres dér for et grueligt syn; en dal fuld af afpillede, indtørrede knogler. Det er knoglerne af alle de, der er døde for Guds skyld, og bukket under for fjendens ondskab. Visionen lader disse knogler overtrække med kød og blive levende som en hel hær for Herren – lige som billedet, vi kender fra Johannes Åbenbaring af den store hvide flok, der står for tronen og priser Gud. Det billede skal opildne Guds folk til at modtage fornyelsens livsånde, idet de bekræftes i den virkelighed, hvor frelsen ligger.
Jesus Kristus er Gud ord. Jesus fortalte lignelser. Men endnu mere gjorde han verden til lignelser. I Jesus fortalte Gud sin virkelighed i denne verden i lignelsesform, når Jesus fuldbragte Guds kærlighed over syge og lidende. Kvinden der led af kroniske blødninger, ja selv synagogeforstanderens datter, som allerede lå i dødens bånd, opvakte Guds kærlighed i Jesus Kristus, så vidnerne dér fik en adgang, hvor de så lige ind i Gudsriges frembrug – som profeten så de indtørrede knogler rejse sig til en mægtig hær, der priste Gud.
”Øje I var lykkelige I som så Guds søn på jord, ører I blev hovedrige, da I lytted´ til hans ord”, som Grundtvig skriver i en af sine stærke salmer. Men han skriver videre; ”Held os kristne på det jævne! Nådens tid er ej forbi; som oplyst på kirkestævne, lykkens skødebørn er vi: øjne ser og ører hører han, som har Guds ord at føre. Han, skønt verden ser ham ikke, troen dog for øje står, og i alle øjeblikke ordets hans til hjerte går, tænder lys i gravens mørke, planter paradis i ørke”.
Gennem troen som vågner, når Guds ord rammer os dér, hvor vi behøver den mest, troen som vi sammen giver mund og mæle, når vi holder kirke sammen, og som lever i fællesskabet af alle troende; gennem den tro bliver historierne om Jesu legemliggørelse af Guds kærlighed i kød og blod levende vidnesbyrd for os, så vi – som de dengang – lever op i sjæl og sind. Som Grundtvig slutter salmen ”Hjerte, da du ordet troede, livets træ randt op af rode”!
Det er evangeliet, og jeg kan ikke formulere det stærkere eller bedre end Grundtvig. Og når Paulus i sit brev til kolossenserne, taler om ’med visdom og indsigt at få fuld kundskab om Guds vilje’ er det ikke andet han taler om; det er evangeliet om Guds vilje i Jesus Kristus, som skal komme til os på mangfoldige måder på mange planer. Derfor; visdom og åndelig indsigt, ikke blot analytisk og syntetisk intelligens, men sindets visdom om Guds mysterium.
Det er evangeliet, men vi står i en anden situation end både Grundtvig og Paulus. Den entreprenørmentalitet som på Grundtvigs tid først var ved at puste sig op til senere tiders groteske dimensioner, har i dag underlagt sig område efter område i åndens verden og tømt dem for ånd. Det er derfor, vi står med nogle panikslagne politikere, som har indset symptomerne på åndens krise, men ikke årsagen, og derfor prøver at give kulturen kunstigt åndedræt med den ene kanon efter den anden. I stedet for at forholde sig til og at gøre noget ved katastrofens årsag.
Katastrofen er entreprenørmentalitetens amokløb. Man kan også sige, at det er den umådeholdne opprioritering af teknologi og naturvidenskab på bekostning af åndsvidenskab. Der er mange mennesker i dag, som er sikre på, at den ene vurdering af kunst kan være lige så god som den anden, ligesom den ene tro er lige så god som den anden, uanset hvor tåbelig den er. Årsag: en hundredeårig nedprioritering af og ligegyldighed overfor ånd til fordel for teknologi og materialisme.
Jeg vil også meget gerne sige, at årsagen hedder ’kapitalisme’. Men det vil være ulykkeligt, hvis det bliver misforstået, som en pegen fingre af den ene side i folketingssalen. Tværtimod er Karl Marx tænkning (som man skal huske) stærkt optaget af kapital. Jf. titlen på hoverdværket ”Das Kapital”. Tag den fra kristendommen stammende forestilling om det klasseløsesamfund foregået af proletariatets diktatur bort, og tilbage bliver en benhård tænkning bygget op om kapitalens logik. Og er der ikke mange forhåndværende tilhængere af marxistisk inspirerede teorier, som har det som fisk i vandet på kapitalismens åbne hav? Hvad med Tvind og Mogens Amdi Petersen?
Når jeg kalder årsagen til åndens fuldstændige nedgørelse i nyere tid for kapitalisme, er der altså ikke en anklage blot mod nogle få udvalgte partier i Folketingssalen. Anklagen stikker langt dybere end deres politiske analyser. Kapitalismen som jeg taler om den her, er et konglomerat af materialisme, egoisme og selvretfærdighed. Og derfor drejer det sig om befolkningen eller befolkningerne. Vi er og har altid været som en slagmark, hvor alle hver især søger derhen, hvor man tror, der er mest fred. Politikerne bestemmer ikke over befolkningen. Det ville være at rette bager for smed.
Befolkningens prioriteringer er bestemt af alle de stridende parter, deres indbyrdes alliancer og frontforskydninger. Men der er ingen andre til at tage fat om nældens rod end befolkningerne selv, som skal ud af handlingslammelsen og lade være med at lægge ansvaret for udviklingen over på politikerne. Som befolkning er vi ikke umælende kreaturer, men af skolelærere, faglærte arbejdere, advokater og præster, børnehaveledere, private erhvervsdrivende og hjemmehjælpere. Det er sådanne folk der med ’al visdom og åndelig indsigt skal få fuld kundskab om Guds vilje’. Og så byde kapitalismens terrorisme i åndens verden trods.
Det er kapitalismen, som degenererer menneskers seksualitet til individuelle foretagender. Kærlighedens gensidige selvhengivelse bliver et spørgsmål om min tilfredsstillelse, fordi kapitalismens mål-middel-logik gør lykken afhængig af, hvor mange mål den enkelte scorer for sig selv. Det andet menneske bliver nedprioriteret til at være et middel for opnåelsen af egne mål. Prostitution er kun den logiske konsekvens af kapitalismens besættelse af sjælene.
Og det er den samme besættelse, som gør kunsten til offer for relativismens åndløshed. ”Nå! du kan godt lige Pia Tafdrup. Jeg kan nu bedre lige den brølende kronhjort ved skovsøen”. I kapitalismen må man jo selv bestemme.
Alle har ret til et fedt køkken, og det er da ikke min skyld, at Afghanistans børn sidder med ben, der er følelsesløse af kulde på stengulvet i et klasseværelse, hvor stolene er stjålet til brænde, mens verden bryder sammen omkring dem. Kapitalistisk betragtet har jeg ikke gjort noget forkert.
Hvem er det, der lærer os, at velfærd betyder umådeholdent forbrug af overflødige ting? Men jo federe mennesker bliver, desto mere selvretfærdige bliver vi. Grundtvig igen; som tiggeren, der kun har pose og stav; ”så går Vorherre med nådens ord husvild og fattig omkring på jord … dog har han livet og lykken, deler dem ærligt med hver som tror: Ånden og livet er i Hans Ord”.
Der er noget i vores kapitalistiske prioriteringer, som trodser en hver kristen forstand. Vi skaffer os behov på behov for ting, som vi ikke behøver. Så snart tilbuddet er der, vågner behovet. Hvorfor er det ikke troen, der vågner? I kraft af den teknologiske forskning i intelligens og robotteknologi i helt små størrelser, bliver det inden for en overskuelig fremtid muligt at supplere mennesker med ekstra intelligens, dvs. hukommelse, regnekraft og lignende. Man skal være mere naiv end en eventyrprinsesse for ikke at se, at det fører direkte til afskaffelsen af mennesket, som vi kender det. Men der er ingenting at gøre, for det eneste der holdes absolut helligt for kapitalismen, er skabelsen af stadig nye muligheder og dermed behov.
At mennesket havde en naturlig integritet vil blive fortrængt – helt ligesom ansvaret for de miljø- og befolkningskatastrofer, som vi skaber, men intet kan stille op med. Menneskets natur bliver en illusion på linje med naturens autonomi, fremmedhed og skønhed. Disse ord vil miste deres betydning.
Ja. Kapitalismen er i sit inderste væsen arvesyndens selvretfærdige nedbrydning af ethvert åndeligt fællesskab. Og hvis vi kunne tænke os, at verden skal leve og blomstre i kærlighed, frihed og taknemmelighed, må vi præster, advokater, faglærte arbejdere, skolelærere, ingeniører, sygeplejersker og kassedamer finde vores tro frem på ham, der lod sig inkarnere, føde af en kvinde, føde under denne verdens lov for med sin kærlighed at befri verden for arvesynd, dvs. kapitalisme, og død, og genrejse os i sit billede som mennesker, der søger lykken uden nogen sinde at efterlade noget menneske ulykkeligt, eller nogen natur overladt til gold spekulation.
Og jeg fortsætter lidt endnu. For det betyder at træde i karakter som kirke. Dybest set er kirke jo at vedkende sig sin tro på Guds kærlighed, som i os ønsker at blive en kornmark som bærer hundredefold, eller blive et træ, som bærer lutter gode frugter. Og det sker kun i fællesskab. Kapitalismen nedbryder ethvert ægte fællesskab. Troen på Guds kærlighed er alle ægte fællesskabers moder. Derfor er vi kirke, åndens fællesskab som aldrig kan nedskrives til noget individuelt bidrag, men er platformen for Gudsrigets vækst i denne verden. Kirken er platformen, ikke selve Gudsriget, for dets virkelighed er i modsætning til kirken usynligt. ”Midt iblandt os er Guds rige med Guds ånd og med Guds ord… Synligt ej er her tilstede det med Guds retfærdighed, med Guds fred og Herrens glæde, kommet til os oven ned. Men når os med Herrens stemme Ånden kalder hver især, kan vort hjerte godt fornemme, at Guds rige kom os nær”. Det er selvfølgelig også Grundtvig.
Kirken er den synlige institution, hvor Guds rige med kraft og kærlighed har sin arne i verden. Vi skal ikke lægge låg på lyset fra den arne, men tværtimod skaffe det; rum og gehør i verden. Og det er netop blevet muligt et sted, hvor de færreste vist havde tænkt på det. I EU. Blandt dem med hjerte for EU er der flere og flere, som erkender åndens nødvendighed. Man har prøvet med ren økonomi og politiske reguleringer. Kriserne er mange og velkendte. Uden en åndelig dimension er EU dømt til undergang.
Man har forsøgt at bringe kristendommen ind, først med deklamatoriske formuleringer om kristne værdier. Det mislykkedes selvfølgelig. Men i den nye reformtraktat erkender man den åndelige dimensions uundværlighed; ikke som en katolsk overdommer for rigtig og forkert, og heller ikke som en opinion på linje med græsrodsbevægelser og andre organisationer, men som noget tredje for sig selv, der hverken kan tilbageføres til staterne eller til civilsamfundet. Kirkerne anerkendes nu i overensstemmelse med deres egen selvforståelse som noget tredje; som autoriteter, der ikke bygger på nogen politisk-økonomisk rationalitet, men på respekten for en højere virkelighed.
Var det så måske ikke på tide, at Folkekirken fik fundet ud af at få sig en medarbejder i EU-systemet; en kirkelig, evangelisk-luthersk lobbyist? Det vil efter alt at dømme være en gevaldig udfordring for kirkeministeriet, hvor man er vant til, at åndelighed er noget der holdes for lukkede døre. Men Guds ånd skal ikke holdes for lukkede døre. Tværtimod; Guds ånd og sandhed skal råbes fra tagene!
Amen.
