Jonathan Franzen: ”Italienske Sko”

- en boganbefaling 


Italienske sko

Egentlig kan man godt hævde, at alle 4 evangelier - trods deres forskelligheder – er en lang forberedelse til at forstå påsken, Jesu selvhengivelse på korset og den følgende opstandelse som en gave til os.  Og både dåben og nadveren er gentagelser, udfoldelser af påskens mysterium.

Særligt i Johannesevangeliet er der en række afskeds-samtaler, som sikkert også rummer noget af evangelistens egen refleksion over Jesu budskab.

Allerede i kap. 12 taler Jesus således:

Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.

Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Balle sogns smukke logo - akskorset fra kvindedøren på Balle kirke, et akskors der også går igen i overliggeren over den nuværende kvinde-dør, hvor 2 fugle, menneskesjæle, næres ved korset.

Men der hvor mennesker lever af og på Guds ord, sker der også en forandring. En forandring i retning af at give sig selv i kærlighed, som den der har modtaget nåde.

Jesus siger: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.  Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. ”

Hade sit liv. Det lyder voldsomt - og egentlig forkert. Og det er også en forkert oversættelse. Hade betyder på Jesu sprog ”at sætte i anden række”. Den der kan glemme sig selv, sætte sig selv i anden række, i hengivelsen, det er det virkeligt frie menneske.

Desværre er det som om, at mange oplever ganske bogstaveligt at hade sig selv – oplever at have haft forkerte prioriteringer, byttet om på det, der var mindre vigtigt, overarbejdet, bulen i bilen, og det der var mere vigtigt, den ensomme ven, det barn, der trængte til at blive set.

Selvhadet har mange former. Unge der i en følelse af utilstrækkelighed bogstavelig talt snitter i sig selv. Det hedder ”Cutting”.

Den svenske forfatter Henning Mankell fortæller i bogen ”Italienske sko” om en tidligere læge, Fredrik, der er endt på en øde ø, isoleret i sit eget selvhad. Han har amputeret den forkerte arm på en kræftsyg. Højre i stedet for venstre. Der var alt for travlt den dag.

Han har idømt sig selv isolation. Sidder på en ø, der dog er forbundet til landet i en isvinter. Der kommer en gående på isen med rollator. Det er en ungdomskæreste, som han bare stak af fra. Harriet. Hun beder ham opfylde et løfte, vise ham en smuk sø, han engang havde lovet hende, at de skulle besøge.  Han gør det – og oplever det helt absurde at blive døbt – han falder i en våge, og Harriet med rollatoren må hjælpe ham op. Ingen kan hjælpe uden at være hjulpet. Det gælder selv for Jesus…

Han tager hende med tilbage til sin ø. Det bliver midsommer, og hun beder ham om endnu en ting. Han skal holde en fest. Han inviterer på må og få, naboerne og posten. Et mærkeligt forkølet selskab. Og så den nu voksne datter, som Harriet ikke havde villet fortælle ham om. Hun vil forære ham et par håndsyede italienske sko.

Og de holder fest. Og afsked. Og det minder meget om en gudstjeneste.

Det irriterende, hypokondriske postbud Jansson slår på glasset og rejser sig.

”Han vaklede, men holdt sig rank. Han sagde ikke noget. Så begyndte han at synge. Med den klareste baryton sang han Ave Maria, så det begyndte at løbe mig koldt ned ad ryggen. Jeg tror alle omkring bordet havde det på samme måde. Hans og Romana så lige så forbløffede ud som jeg. Ingen lod til at vide, at Jansson havde en prægtig sangstemme. Jeg fik tårer i øjnene. Der stod Jansson med alle sine indbildte skavanker og sin stramme habit og sang, som om en Gud havde slået sig ned iblandt os i sommeraftenen. Hvorfor han havde skjult sin stemme, kunne kun han selv svare på. Han sang så fuglene tav.”

Harriet dør. Hendes bisættelse er ikke helt efter ritualbogen, men det får være.

Fredrik får mod til at opsøge kvinden, han fejlopererede. Bede om tilgivelse.

Det er godt, og det går godt, selvom al menneskelig tilgivelse har sin grænse. Agnes, der mangler sin arm - men underligt nok ikke mistede den anden arm, som viste sig at kunne reddes - hun siger til ham: ”En ting tilgiver jeg dig aldrig. At jeg ikke kan klappe længere. Det er en menneskeret at kunne juble indvendig og så give udtryk for det ved at slå håndfladerne sammen”.

Agnes har prøvet meget i sin vrede og bitterhed. Hun har vandret som pilgrim af sted mod Santiago de Compostela. Men egentlig fred midt i sin indre ufred fandt hun først i arbejdet med ”piger som ingen ville vide af”.

I selvhengivelsen oplever hun den forglemmelse af sig selv, der samtidig er den eneste sande selverindring.

Hun oplever også det mærkelige, at Djævelen råber, men Gud hvisker. Det ligger mærkeligt i forlængelse af det, jeg skrev i sidste nummer af kirkebladet i en anden boganmeldelse af ”Korrektioner”, en bog af Jonathan Franzen (læs anmeldelsen). Gud gør sig lille julenat i barnet i krybben.  Den Gud, der gør sig lille i barnet julenat, er den Gud, der hvisker kærlighedens tale, så vi får mod til at vedgå arv og gæld og samtidig åbne os for hengivelsens mysterium.

Ikke sådan at vejen frem er let og indlysende. Det bliver den aldrig.

Heller ikke for Fredrik, der oplever sig selv, som den, der svigter endnu en gang, da en af Agnes forvildede og selvskadende piger opsøger ham for at overnatte på øen. Svigter ikke ved at gøre noget forkert, men ved ikke at gøre noget.

Og dog er det sådan, at vi med dødens og håbløshedens kolde vind blæsende lige i ansigtet, dog kan samles og holde gudstjeneste, hvor Guds hvisken er langt mere betydningsfuld end alt det, der larmer og råber, og hvor Guds lette berøring er både stærkere og kærligere end alt det, der slår hårdt.

Lars Kirkeby