Jonathan Franzen: ”Korrektioner”

- en boganbefaling 

Korrektion betyder rettelse eller forbedring. Tilsyneladende en ret kedelig titel, men det er også det eneste kedelige ved familieromanen ”Korrektioner”, der som et af sine bærende plot har den dybt banale historie om et ældre ægtepar Enid og Alfred og deres 3 voksne børn: Når børnene hjem til jul?

Det er en dyb, indsigtsfuld bog om familiens og det enkelte menneskes ”syndighed” i dybeste forstand, nemlig synd forstået som det at ramme ved siden af, forfejle sit mål som menneske.

Og det netop på trods af de allerbedste hensigter. For gode hensigter har vi jo - I hvert fald på overfladen.

Bogen slutter med det aldrende ægtepar, hvor manden Alfred p.g.a. sygdom er blevet plejekrævende.

Konen Enid tager hævn efter mange års manglende kærlighed og evindelige irettesættelser: Hver dag går hun op på plejehjemmet og fortæller ham, hvor meget han gør forkert, når han spilder eller vælter ting p.g.a. Parkinsons sygdom.

Alfred er ikke religiøs i kristen forstand, selvom han er opvokset i ”Bibelbæltet”, Amerikas ”Indre Mission”. Men han har den dårlige arv med derfra, at han hele tiden skal forbedre sig, samtidig med at selvforagten og selvhadet lurer.  Hele sit liv har han arbejdet nærmest religiøst på at forbedre alt og alle. Ligesom visse dele af kristne vækkelser er han endt i glædesløs og forkrampet selvforbedring. Og ligner på den måde mange moderne mennesker i dag, hvis liv er et helvede af ”forbedring”. Sæt nye salgsrekorder, løb maraton på kortere tid, få mere ud af din opsparing, bo et bedre sted, i et flottere hus, med børn der får endnu højere karakterer end nu.

Mennesker har altid haft forbedring som en side af livet, men vi lever i en tid, hvor det tager overhånd, fylder hele horisonten, og de, der ikke forbedrer sig, bliver dømt både af sig selv og andre.

I kirkens gamle indgangsbøn bad man om, at jeg skulle ”hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned” – og man kan med rette spørge, om ikke kirken selv har været med til at fastholde mennesker i ”evig forbedring” ofte krydret med både selvforagt og selvhad. Ligesom fængslet var et undertrykkende ”forbedringshus”, så blev kirken undertiden det også. Egentlig er det ret befriende, at Jesus undertiden nærmest gør sig lystig over al denne forbedring, både hos farisæerne, hvor det blev forkrampet, udvendigt, glædesløst, men også hos den lille tolder og svindler Zakæus, der indleder et så gigantisk og urealistisk selvforbedringsprojekt, at det er til at grine af: Halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis (!!!) jeg har presset penge af nogen, giver jeg dem firedobbelt tilbage.”(Lukas 19)

Men der findes en anden slags forbedring end den glædeløse og forkrampede forbedringsreligion, en forbedring, der ligesom hos Zakæus udspringer af kærlighed, nåde og tilgivelse. Som også gælder dér, hvor vi går et skridt frem og to tilbage – eller omvendt.

Specielt mellem de to søskende er der et sted, hvor søsteren Denise vil eftergive sin bror Chip en ret stor gæld. Han kan, han vil ikke tage imod det. Chip har mistet alle sine værdier i flere omgange, men han har sin stolthed – trods alt.

Jeg citerer:

”Stadig knælende bøjede Denise sig forover og stak armene ind under sig og forvandlede sig til en oliven, et æg, et løg. Inde fra den kugleform kom en lav stemme: Forstår du hvilken enorm tjeneste du ville gøre mig, hvis du lod mig eftergive dig den gæld? Forstår du at det er svært for mig at bede dig om den tjeneste? Forstår du at den eneste anden tjeneste jeg nogensinde har bedt dig om, var at jeg bad dig komme hjem til jul? Forstår du at jeg ikke prøver at fornærme dig? Forstår du at jeg aldrig et øjeblik var i tvivl om at du ville betale mig tilbage, og at jeg ved jeg beder dig om noget der er meget svært? Forstår du at jeg ikke ville bede dig om at gøre noget så svært, hvis det ikke var fordi jeg havde virkelig, virkelig hårdt brug for det?”

Det handler ikke om retfærdighed i betydning: Hvad har du fortjent, hvad har du præsteret? De gamle forældre har vel knapt fortjent et besøg, for de har været dårlige forældre. Men det handler dybest set om nåde, uanset hvad man kan svinge sig op til af såkaldt religiøs tro.

Et fund af en bog, der kun skæmmes af enkelte fremmedord, der er så konstruerede og finurlige, at man bare springer dem over. Læseglæden og juleglæden er i hus.

Lars Kirkeby