Langfredag 2008 i Balle Kirke. Præst, Martin Ishøy
Liturgi:
Præludium
Hilsen: Nåde være med jer og fred..
Filipperbrevshymnen + lovprisning
Trosbekendelse
1.salme 413 Vi kommer Herre til dig ind (Haumann)
Prædikerens bog 1,1-9 + bøn
2. salme 614 Far verden farvel
Isaks ofring Gen. 22, 6b – 12a + bøn
3. salme 189 Hvor er lammet, offerlammet /Helligånd de
frommes glæde 193
Getsemane Mk. 14, 32-40 + bøn
4. salme 183 Sover I, hvor kan I sove (285 Jesus dine dybe)
Jesus for Pilatus Joh. 18,33 - 19,11a.
+ bøn
5. salme 197 Min Gud, min Gud, hvorfor (mel 362, Nyord)
Jesu død Mk. 15.33-39 + større bøn
6. salme 629 Vort kors gør sure miner (Befal du dine)
Herunder tændes alterlysene
Johannesprologen. Joh. 1,11-5 & 19-18.
Kollekt af Holger Lissner
velsignelse
7 salme 192 Hil dig frelser og
Postludium
Filipperbrevet kapitel 2.
Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede
det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på
det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og
da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og
blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over
alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i
himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære.
Lovprisning:
Jesus Kristus, Gud i lys og vor bror i mørket! Vi takker
dig og lovpriser dig. Vi vil prise din kærlighed som folk,
der ikke ved bedre. Det er hvad vi er: folk der ikke ved
bedre.
Vi forsøgte af alle kræfter. Vi gjorde
os mere fromme, vi trak os op ved hårene og gjorde større
gerninger, men fromheden ramte os som en boomerang, og vi
opdagede forfængeligheden, som vi ikke kunne bære. Så opgav
vi den vej. Vi gjorde os hårde som verdens visdom; de der
ikke var for os var imod, og enhver var sig selv
nærmest. Det var en lov, der piskede vores elskede til
blods, mens vi førte krigen et andet sted. Fortrydende
ville vi kun give og tage imod. Det var en strategi, og den
fungerede slet ikke; al ting gik i stå. Så trak de grå og de
brune skyer sammen om os og vi fandt os selv paralyserede i
en ørken vi kaldte virkeligheden, ventende på dommen.
Lov og pris og ære være dig, treenige,
almægtige, grænseoverskridende Gud! Vi forstår ingenting.
Men netop sådan takker vi dig, vi nedbrudte, vi takker dig
gennem det snavsede filter, der skiller os fra din
virkelighed.
Og nu så vi en sprække, nej flere af
lys, af overjordiske toner om det, vi hverken ser eller
forstår, om den herlighed som vi mangler, savner så totalt,
… som er hos os i vor magtesløshed, som ledsager os fra
nederlaget, som tager os med i din sejr.
Amen.
(Trosbekendelse + Salm. 413 Vi kommer Herre)
Prædikeren kapitel 1.
Endeløs tomhed, sagde Prædikeren,
endeløs tomhed, alt er tomhed.
Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med
under solen?
Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den
samme.
Solen står op, og solen går ned, den skynder sig hjem, og
dér står den op.
Vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord,
den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje.
Alle bække løber ud i havet, og havet bliver ikke fuldt;
dér, hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud.
Alt, hvad der bliver sagt, udmatter, ingen bliver færdig med
at tale,
øjet mættes ikke af at se, øret fyldes ikke af at høre.
Det, der var, er det samme som det, der kommer,
det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
der er intet nyt under solen.
Hvis nogen siger: »Se, her er noget nyt!«
så har det, vi har for øje, allerede været for længst.
De tidligere ting huskes ikke, og de fremtidige, som vil
ske,
bliver heller ikke husket af dem, som følger efter.
Syndserkendelse og Bøn:
Vi har mere end én trosbekendelse. Og vi spiller russisk
roulette med dem. »Tomhed, tomhed, alt er tomhed« retter vi
dagligt mod vores tinding. Livet er sorg og glæde, ørken og
bøgeskov. Vi tæller sorgerne. Vi tæller ørknerne. Hvem
tæller velsignelserne? Der er intet nyt unger solen. Det
kalder vi en forbandelse…
Jesus Kristus, du lys i mørket, lys
for os, hjælp os i vores blindhed. Hjælp os i vor håbløshed,
når vi ikke kan se lyset. Men blændes af det mørke, der
kommer fra os selv.
Hjælp os til at se lyset, når vi
forveksler vores egne kræfter med de muligheder, som du
lader livet byde os. Gør din sandhed indlysende for os, når
vi bytter om på skabelsens orden, … når vi skaber, hvad
skabelsen ikke giver mulighed for. Lær os at le af vore egne
patetiske attituder, når vi stiller os an som fremtidens
ingeniører og feltherrer, som altid tror at kunne
overbyde og forbedre forsynets naturlighed.
Væk os af vor søvn og stop vores
selvsving, når vi fremturer med, at »der er intet nyt under
solen«. For hvert levet øjeblik er nyt. Fornyede du ikke
hvert øjeblik, sank det tilbage i intethed. Så var der intet
nyt.
Men du er ny, du er nåde over nåde, du
er nyhedens nyhed. »Se, her er noget nyt!« Det er ordet fra
korset. Lys for os, lys fra dit dybeste mørke, lys
fra dit kors, så vi mærker, at selv i vort dybeste mørke gør
du alting nyt.
Amen.
Salme 614 Far verden farvel
1. Mosebog kapitel 22.
Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak.
Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak
sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min
dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er
offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et
offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.
Da de kom til det sted, Gud havde givet
ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til
rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet
på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at
slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen:
»Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg
ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget!
Da Abraham så op, fik han øje på en
vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved.
Abraham gik hen og tog vædderen og brugte den som brændoffer
i stedet for sin søn.
Bøn:
Almægtige Herre, Jesu Kristi fader! Du som ikke sparede
din egen søn, dit eget kød og blod, men ofrede hvad du ikke
kræver af noget menneske, end ikke af Abraham, som kaldes
troens fader: skab i os hjerter til at mærke din
faderlige omsorg, når du modsætter dig, at vi skal løfte
opgaver og bære konsekvenser, som vil ødelægge os!
Jesus Kristus, du Guds barmhjertighed i
vores skrøbelige liv, du som går i vores sted, som går helt
i døden! Tak for din sjælsstyrke og renfærdighed,
hvormed du gik den vej, hvor vi alle ville svigte. Træd med
din egen død i vores sted frem for skæbnens herre, han som
holder loven for årsag og konsekvens i sin hånd; hold din
død frem så han lader den gælde for vores, og lader os mærke
befrielsen og lettelsen for den byrde, som vores synd og
verdens hårdhed lægger på os.
Ame
Salme 164 Hvor er lammet,
offerlammet
Markusevangeliet kapitel 14.
Fra Jesu sidste nat før sin død
Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han
sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« Så
tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev
grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem: »Min sjæl
er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« Og han gik lidt
længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time
måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde: »Abba,
fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog,
ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« Så kommer han tilbage
og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover
du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at
falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er
skrøbeligt.« Atter gik han bort og bad med de samme ord. Og
atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge,
og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. Så kom han
for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler
jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives
Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se,
han, som forråder mig, er her allerede.«
Bøn:
Barmhjertige Gud! Du som ser os skjule os under søvnens
dække; du som ser os i ét væk lade 5 og 7 være lige, vi som
kigger den anden vej, når ondskaben fremturer og hoverer og
sparker til dem der ligger ned, os der ikke skal blandes ind
i noget, når dine skabninger nedgøres og regnes som tal, der
kan afskrives: Forlad os vor synd!
Almægtige Gud! Lad ikke dårskab og
angst sænke søvnens tæppe over os, men giv og mod og tro til
at stå op og med ord og gerning bekende dit rige, din magt
og din ære i evighed. Amen
Salme 183
Sover I, hvor kan I sove
Johannesevangeliet kapitel 18 og 19.
Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig
og sagde til ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede:
»Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har
sagt dig om mig?« Pilatus svarede: »Er jeg måske jøde? Det
er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig
til mig. Hvad har du gjort?« Jesus svarede: »Mit rige er
ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde
mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til
jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.« Pilatus
sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus svarede: »Du
siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg
kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden.
Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Pilatus sagde
til ham: »Hvad er sandhed?«
Da han havde sagt det, gik han atter ud
til jøderne og sagde til dem: »Jeg finder ham ikke skyldig.
Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i
påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
De råbte tilbage: »Ikke ham, men Barabbas!« Barabbas var en
røver.
Pilatus tog så Jesus og lod ham piske.
Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på
hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig
foran ham og sagde: »Hil dig, jødernes konge!« og slog ham i
ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem:
»Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke
finder ham skyldig.« Så kom Jesus ud med tornekronen og
purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: »Se, her er manden!«
Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
»Korsfæst ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Så tag
I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.«
Jøderne svarede: »Vi har en lov, og efter den lov skal han
dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«
Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu
mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus:
»Hvor er du fra?« Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus
sagde så til ham: »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg
har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?«
Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt over
mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. «
Bøn:
Opstandne herre og frelser! Vi ser dig,
du står os for øje som vor bror i din nedværdi-gede
skikkelse, ramt af verdens dårskab og grusomhed, ramt af den
nådesløse vold, som gennemtrænger verdensmagten. Vi ser dig
i hvert lemlæstet offer for krigens rædsler, nedværdiget og
lagt for had af magtens arrogance. Du står dér som én hvis
værdighed benægtes, et problem som ingen vil tage sig af, et
offer som tværes ud og vaskes væk, som Pilatus vaskede sine
hænder.
Herre, vi ser dig i hvert såret og
torteret, blødende menneske. Men dybt i sårets rædsel og
mørke mødes vi af et andet mørke, mere mørkt, et mørke som
skinner, et mulm hvis uskabte, hvis levende glød tænder en
ild, en forandringens ild, der vækker dit billede i os.
Ilden springer fra din sønderbrudte
skikkelse, som i sig rummer hele verdens lidelse, hele
verdens angst, ilden springer og i vores indkrogede,
skuffede, skeptiske, kolde hjerter vækker den en kærlighed,
tro og håb, som får din natur til at tage skikkelse i os, en
kærlighed, tro og håb som virkeliggør os som børn af vor
himmelske fader, trykke og ukuede af den vold og den
grusomhed, som gennemtrænger verden.
Vi takker dig for din ydmyghed fra Gud,
hvormed du lod dig ydmyge og ikke lod dig friste af din
guddomskraft. Vi beder dig: Giv os at mærke, at hvad vi
frygter, har du med åbne øjne taget på dig og er gået
i møde. Den ondskab som er brodden i ethvert nederlag og
ethvert forræderi, den brod har du allerede taget og
knækket, så ondskaben har mistet sin magt over os.
Amen.
Salme 197
Min Gud, min Gud, hvorfor
Markus evangeliet kapitel 15
Jesus på korset
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele
jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte
Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni« det
betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt
mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør,
han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med
eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke,
idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham
ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og
forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til
nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at
han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds
søn.«
Bøn:
Jesus Kristus, du frelser og Guds barmhjertighed! Du
hvis sandhed altid gør verdens påståelighed til skamme! I
frafald og svigt, i had og i angst klyngede mennesker dig op
på et kors, men fra dette kors lyser din sandhed i evighed,
fra evighed til evighed.
Vi er en verden af bedrevidende og af
frafaldne. Men fra dit kors lyser din sandhed: Der er ingen
død så grusom, der er ingen ensomhed så isnende, der er
intet helvede så dybt, at du ikke har båret dets trængsler
og brudt dets magt.
Du besejrer af døden: drag os til dig
og gør os til dine, så din sejr over lidelse og død, din
sejr over angst og ondskab bliver virkelig hos os i troen og
bliver fuldendt i dit rige.
I århundreder har kirken sunget
klagesalmer og stirret med forfærdelse og rædsel på dit
kors, … og ladet andre bære skylden. Men dengang du hang dér
forpint og forhånet, var man forarget og selvretfærdig og
bedrevidende, eller på flugt. Herre tilgiv os alle vore
svigt og alle vore tåbelige, onde handlinger, hvormed vi
tilsviner din ære og din sandhed, og hvormed vi flygter fra
din nåde og din sandhed, feje eller hånlige.
Jesus vor bror, fra dit kors på en
bakke, højt hævet mod himlen, lys din velsignelse, grib fat
om vore hjerter og træk os op af vores sump, så vi ser din
himmel.
Amen
Salme 629
Vort kors gør sure miner
TÆND LYSENE PÅ ALTERET
Johannesevangeliet kapitel 1
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet
var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved
ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var
liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket,
og mørket greb det ikke.
Lyset, det sande lys, som oplyser
ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i
verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte
ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod
ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at
blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født
af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af
Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt
os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne
har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes
vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som
kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var
til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det
nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og
sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set
Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens
favn, han er blevet hans tolk.
Bøn:
Jesus, vor martrede, lemlæstede bror, som ligger død i
din grædende fars favn, synlig for den andagtsøgendes blik;
mind os dagligt om, at al vor smerte, al vor lidelse og død,
har du lidt. Du døde for at vi skulle leve!
Tak for hver smerte som løftes af os.
Tak for hver smerte vi må lide for at andet menneskes skyld.
Tak for hvert afsavn for din herligheds skyld.
Tak for din død, hvor du er nærværende
hos alle døde og døende.
Tak fordi du i din død undergravede og
brød syndens magt. Tak fordi din død jager vore synder på
flugt.
Tak for din ubegribelige kærlighed, at
du elskede jorden og vort støv så inderligt, at du ofrede
dig selv for vores skyld.
Tak fordi du lader os syndere komme til
dig i din fornedrelse for hos dig at finde os selv og
kræfter til et helt nyt liv.
Tak fordi du lader os føle din sandhed
midt i verdens virvar af lys og mørke. Tak fordi vi kan
mærke løgnen i vore hjerter og din sandhed gennembryde den
og løfte os og bære os, så livet bliver en lykke og dagen
bliver levet til din ære.
Du som har
dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske livet,
Så for dig kun hjertet banker,
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng!
Amen.
Velsignelse
Salme 192 Hil dig frelser og
Postludium
Tilbage
