Ikke uden skaberværket! Påskedag 2008

Salmer: 223, 218, 231, 236, 234, 235

Kristus er opstanden! Dette råb lyder over hele verden denne morgen. Kristenhedens største jubelfest; hvis betydning er så grænseoverskridende lykkelig, så ingen fyldestgørende ord findes. ”O Gud, hvor er du mer end skøn, o du Gud fader og Gud søn og Helligånd tillige”! ”Kalogagatos”, sagde de gamle på græsk; ”skøn og god”, kalos og agatos blev til sammen til kalogagatos, som det højeste, det ædleste mål for noget menneske; næsten uopnåeligt. O gud hver er du mer end ”kalogagatos”!

Kristus er opstanden! Den mest ultimative grænse som naturen kender, er overskredet, ~ umuligt at udtrykke svarende til sagen. Guds virkelighed overskrider i sandhed sprogets muligheder. ”Der hvorom man ikke kan tale, må man tie”, sagde engang en af det 20. århundredes mest betydningsfulde tænkere. Han sagde det som den allersidste replik i sit første epokegørende filosofiske skrift. Men han blev klogere, ham Wittgenstein. ”Det hvorom man ikke kan tale, bliver man aldrig færdig med at tale”. Den sætning skrev han aldrig, men den kunne passende stå som den dybe også religiøse erkendelse i hans senere og endnu mere epokegørende hovedværk.

Kristus er opstanden! O Gud, hvor er du mer end skøn! Aldrig kan vi prise dig nok for din alt-overskridende opstandelses nåde. Dette faktum omvender hele verden, ændrer fuldstændigt betingelserne for liv i universet, og ”omvender sjæle som agte derpå”. Døden er ikke længere Herre, men livet, og Kristus er sandheden, vejen og livet.  ”O, salig påske morgenstund med guld i mund”.

Alle skal vi blive salige og lykkelige med samt hele Guds skaberværk, som priser Gud denne morgen: ”ild, vand, luft, sand, sol og stjerne, hver en kerne, hver en dråbe, Herrens herlighed udråbe”. For lykken skal bliv vor. Saligheden er vores garanterede livsudsigt.

Sådan forkyndte de gamle, de store af de gamle, og sådan forsøger vi at forkynde. Men det ville være offentligt selvbedrag, hvis vi og forkyndelsen i dag ignorerede de betydelige forskydninger, der har fundet sted i livsverdenens, i menneskers vilkår for at tale om livets fuldendelse, lykken – for at bruge det ord. Indtil for få årtier siden drømte ingen normale mennesker ved deres fulde fem om at opnå lykken i dette liv. Men det har ændret sig.

I går morges kl. 8 var der en god udsendelse på P1, hvor teaterinstruktør m.m. Christoffer Berdal var i samfundstanker, hvor han talte om det forfald, som har fundet sted de seneste årtier inden for sådan noget som kultur, historisk forståelse og demokrati. En hovedskurk i den historie er det, vi associerer med 68-generationen og hvad dermed fulgte. Ikke – bestemt ikke – at de mennesker ikke havde gode tanker og intentioner, og flere af de forandringer, som vi knytter til 68, vil ingen af os rulle tilbage. … Eksempelvis at arbejderbørn fik mulighed for at få en videregående uddannelse, og at der kom mere ligestilling mellem kønnene. Men eksempelvis disse to ting er jo kun brikker i den store samfundsmæssige udvikling, som først og fremmest har bestået i en buldrende økonomisk og materiel vækst. At arbejderbørn og kvinder er kommet længere frem i vognen, har jo været en dynamo, som har sat yderligere turbo på væksten. Tankerne fra 68 har leveret et bredere register af legitimationer for materiel og økonomisk vækst. For et nøglebegreb hele vejen har jo været selvrealisering, ikke kun for mænd i jakkesæt, men for alle. Og resultatet hedder den individualisme, som alle kan kritisere, men kun meget få kan finde på noget alternativ til.

”Jamen”, indvendte journalisten flere gange, der var da en stærk strøm af socialistiske tanker, som ikke var individualistiske, men netop handlede om solidaritet osv. ”Jo”, men det var jo netop noget, man valgte at være enige om. Arbejderklassens historiske opdrag og den historiens materialistiske nødvendighed blev i den omgang aldrig til andet, end noget man kunne vælge at tro på eller lade være. Og da solidariteten begyndte at medføre flere udgifter end indtægter, svandt den meget hurtigt ind udenfor kredsen af de meget stærkt troende. Til gengæld stod den materialistiske individualisme på spring med en masse forslag til, hvordan man kunne realisere sit liv. ”Enhver har ret til et fedt køkken”, var der vist nogen der sagde. Og der blev sagt meget lignende; også af de smarteste politikere, som blev valgt på at sælge præcis den vare, som forbrugerne bedst kunne lide.

Udviklingen – for at bruge et pænt ord – som er blevet legitimeret direkte og indirekte af tankerne fra 68 med senere tilføjelser og afsikrende fodnoter; den udvikling har dels aflivet de givne fællesskaber, også kaldet tvangsfællesskaberne bestemt af familien, landsbyen, det fædrene erhverv m.m., og erstattet dem med en selv-bevidst individualisme, som gør ethvert fællesskab til et valgfællesskab.  Dels har den individualistiske selvrealiseringstanke sammen med væksten i de materielle og økonomiske muligheder afstedkommet en såkaldt naturlig forventning om lykke i dette liv, i denne verden. … Det kan beskrives som en velfærdslykke med selvvalgt fællesskab, og det kan beskrives som en historieløs og uintelligent illusion, et udtryk for et beskæmmende kulturelt forfald. Men det er sådan, store dele af den vesterlandske civilisations mennesker i dag tale om lykke.

Men det er ikke sådan påskens evangelium taler om lykken og saligheden, som i det enkelte menneskes liv udspringer af Kristi kors og opstandelse af døde. … Kristi opstandelse betyder, at intet menneske frelses, opnår lykken, på bekostning af andre eller på bekostning af nogen del af Guds velsignede skaberværk. Intet menneske frelses ved at undergrave skaberværkets bæredygtighed, men netop sammen med skaberværkets blomstring og naturlige sundhed.

Kristi opstandelse er præcis opstandelse til fællesskab. Det er fællesskabsstiftende opstandelse; I modsætning til de fællesskaber, som verdens hårdhed i årtusinder har fastholdt mennesker i; familien, klanen, landsbyen, det fædrene erhverv; og i modsætning til de utællelige fællesskaber, som nutidens mennesker kan indgå i, og som alle som et bygger på et valg og måske på en personlig interesse. På Århus teater spilles for tiden et stykke, som handler om skilsmisse, hvor en af de knivskarpe bemærkninger er, at der ikke længere er noget der hedder ”vi”. Der er mig, og det jeg vil, og så er der de andre. ”Vi” er noget der var engang.

I to tusind år har Kristi opstandelse etableret sandhedens fællesskab. Sandheden er, at vi kommer, hvorfra vi nu engang kommer, og vi række vores tomme hænder frem, og mættes af Guds umotiverede kærlighed. Kristi opstandelse stifter det fællesskab, som aldrig tvinger en eneste, og som heller aldrig beror eller kan bero på et valg fra noget menneskes side. Fællesskabet i Kristi død og opstandelse er altid lutter gave, lutter kærlighed fra Gud, som aldrig vælger nogen fra eller desavouerer noget menneske, hvor ubetydeligt eller fuldt af fejl og mangler, det menneske end måtte være. Og det eneste vi kan gøre er modtagelse: det er at sige ja og amen; for dette fællesskab stiftes ikke af nogen af os, ikke af nogen nødvendighed, og ikke af noget forgodtbefindende: ingen er tvunget, alle er inkluderet.

Og derfor er det heller ikke op til noget menneske at afgrænse fællesskabet. Det er ikke op til noget menneske at sige, at Kristus kun er opstået for eksempelvis mennesker. Det er længe siden, vi har hørt nogen mene, at Kristus var opstået mere for nogle mennesker end for andre. En reminiscens af det så vi i apartheidsystemet i Sydafrika. Men der findes mennesker, ikke mindst nogle som mener at være moderne, som ikke synes at Kristus er opstået for andre end mennesker. Men skabningen venter med længsel på at Guds børn skal åbenbares. For også skabningen skal få del i den frihed, som er Guds børns i saligheden! ~ som Paulus skrev.

Vi mennesker er så sandelig noget særligt. Vi er af alle naturens livsformer alene skabt med mulighed for at tage ansvar. Men vi er hverken mere eller mindre skabt end nogen anden skabning, og vi er heller ikke ved Kristi opstandelse mere eller mindre frelst end nogen anden skabning, men med kærlighedens bånd bundet til hele fællesskabets blomstring og sundhed. En mor kan sige om frelsen; ”ikke uden min datter”. I Kristi opstandelse siger vi ”ikke uden hele skaberværket”.

I spejlet vil man måske sige; ”hvilken urimelig påstand! Hvilken urealistisk og naturstridig påstand”! Hvordan skulle vi kunne have fællesskab med dyr og planter, som vi lever af? Hvordan skulle vi kunne have fællesskab med solsystemer og galakser, som er blottet for biologisk liv? … Det ved kun Gud, som er skaberen af himmel og jord, alt det synlige og usynlige. Hele vores tro bygger på Guds gerning, ikke på vores egen, og hvor vi fejler og falder, der består Guds nådefulde gerning fra evighed til evighed. Hvad vi kan udrette er så forsvindende lidt, men vores tro er, at Gud gør vores gerning delagtig i sin egen gerning, som er kærligheden.

Påsken er Guds mysterium: At Gud genrejser det liv, som ved egne kræfter kun kan ende med død. Kristi opstandelse er livets evige nyskabelse. Det finder hverken begrundelse eller bekræftelse i nogen naturlig erfaring, og alligevel fylder det os med tro, håb og kærlighed, som ikke udelukker nogen skabning fra Guds kærligheds gerning, hvori Gud gør os delagtige.

Den påske-ikon som I ser, og som jeg i går modtog fra en ortodoks ven fra den græske kirke, viser det så klart; Kristus som er skaberen, Guds ord der skaber hvad det nævner, står op af døde, omgivet af alle Guds engle: på én gang i sin guddommelige lysende skikkelse, men samtidigt med sit kors og med sin klædning, som ude til venstre overskrider grænsen for den mandelform, hvori han står. Han overskrider grænsen mellem Guds rige og naturen. Og han gør det netop stående i den mandelform, som viser jomfrueligheden.  

Mandelformen symboliserer jo fødselens sted. Kristus er Gud, der kommer til verden, både i sin fødsel og i sin opstandelse, som menneske og som Guds opstandne ord, og begge gange i den fuldkommenhed som mandelformen symboliserer; han kommer som den uforegrebne, uigentagelige (derfor jomfrueligheden), evige genrejsning og fornyelse af livet.

Kristi opstandelse er verdens lys, verdens uskabte, men af Gud fødte lys der kommer til verden. Det er mysteriets lysende juvel, som tænder sit uskabte lys, sin evige fødsels lys, i vores hjerter og i hele sit skaberværk. Kristus opstår af døde i vores hjerter og i naturens lys.

Derfor synger vi med rette om påskeblomsten, som forkynder evangeliet om Jesus Kristus, at livet opstår af døde. For Kristus er med hele sin herligheds stråleglans tilstede i liljens lys, i påskeblomstens lys, som forkynder, at frelseren stod op af døde.

Og nej soldaterne ser det ikke. For de sover, de snorksover, alene i stand til at handle efter loven om årsag og virkning. ”Nådesløs barm er skilt fra Gud, tro er for den et lovens bud, nåden et ord den ej kender”. Evangeliet om livets evige fornyelse stråler ud af påskeblomstens ydmyge blade. Med dette lys fornyer Gud i evighed sit skaberværk, og vi får ved Guds nåde lov til at tage del i den fornyelse så langt vores kræfter rækker.

Påskens evangelium står op af døde i naturens lys som en lovprisning af Gud og som en salme til vores øjne om omfanget af det fællesskab, vi bliver delagtige i i modtagelsen af opstandelsens nåde. Gud være lovet for sit glædelige budskab og for sin hellige nadver, hvor Han rækker opstandelsens liv og lykke til alle, der tager imod det.

Ser du hvor i skovene alle træer skyde!
Mærker du, hvor engene sig i våren fryder!
Nu det visne vorder grønt, hvad der falmed atter skønt,
det gør påskemorgen.

Amen.

Tilbage