Skabelsesgudstjeneste 2008

Martin Ishøy

Liturgi:

Intro v. præsten
Præludium
Indgangsbøn
Salme: 235. ”Verdens igenfødelse” (mel.143)
Samtale mellem Gud og Satan
Skrift ord: Ps. 103, 8-11
Trosbekendelse
Bøn
Salme: 302. ”Gud Helligånd, o kom” (mel. 161)
Tekstlæsning Mk 2, 14- 22 samt prædiken m. bøn
Salme: 369. ”Du som gir os liv” (mel. 101)
Episteltekst. Rom 8, 19-23
Salme: 42. ”I underværkers land jeg bor” (mel. 275)
Nadver med alternativ liturgi og
Salme 7 ”Herre Gud dit dyre navn” (mel. 199)
Nadvertakkebøn
Velsignelse
Salme:139 i Salmer og Sange for Kirke og Skole. (2000) ”Den Gud der skabte lyset”
Udgangsbøn
Postludium

Intro:
Udviklingen i nutidens gængse verdensbillede har skilt spørgsmål om natur og miljø ud fra Kristendommen. Hvornår det gik galt med verdensbilledet, kan altid diskuteres. Men når det kræver særligt koncentrerede hjernevindinger at komme i tanker om sammenhængen mellem Gud og den verden vi leder i – med natur, landbrug, miljøadfærd og køleskabe – så er det altså gået galt et eller andet sted.

Det er derfor vi holder skabelsesgudstjeneste i dag. For at markere skabelsesdimensionens selvfølgelighed også i nutidigt kristenliv og for at fremhold den grundlæggende betydning af denne selvfølgelighed i en kristen selvforståelse. Alle kirker bør sætte ikke kun en, men flere søndage af til at fokusere på skabelsen, ikke fordi det skal være noget særligt, men tværtimod fordi skabelsesdimensionen skal være noget selvfølgeligt også i nutidig kristendom.

Liturgien til i dag er lidt anderledes. Epistellæsningen er kommet om bag ved prædikenen – hvor den på mange måder også hører til. Nadverliturgien har jeg fordansket fra en nadver, som blev holdt ved en norsk provstigudstjeneste, der også fokuserede på skabelsen, og ikke mindst kommer der tidligt i gudstjenesten, noget i en danske sammenhæng så usædvanligt som en samtale mellem Gud og Satan. Jeg optræder selv i sidstnævnte egenskab, mens kirkesangeren, Louise, taler for Gud. Dette til trods følger gudstjenesten de gængse grundtræk i folkekirkens måde at fejre gudstjeneste på.

 

En samtale mellem Gud og Satan
Fra ECENs 2008 materiale til skabelsestiden
Fordansket af sognepræst Martin Ishøy

Nedenstående er inspireret af samtalen mellem Gud og Satan i Jobs Bog kapitel 2. Gud sidder på en stol, og Satan går omkring, som om han bestemmer. Samtalen rummer ingen konklusion, men henviser til fremtidens tvetydighed. Hører vi budskabet og advarslen?

Gud: Jamen ser man det – globetrotteren er vendt tilbage! Hvor i alverden har du været? Og mere bekymrende; hvad har du haft gang i?

Satan: Du ved hvordan det er … man farter rundt på planeten her og der og alle vegne. Man driver og daser. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. … Og gode gud, jeg må sandelig sige, du har overgået dig selv denne gang. Hvilket vidunderligt skaberværk! Alle de farver og … overflader og elegante detaljer. Jeg elsker det du har gjort med de norske fjorde og bjergkæderne. Hvem skule have troet, at du kunne opfinde så mange afskygninger af purpur. Det er vidunderligt. 

Gud: Jamen. Jeg er også selv ret tilfreds. Men du er vist ikke kommet for at give mig komplimenter. Hvorfor er du i virkeligheden kommet?

Satan: Åh Gud, du er bare så kynisk. Men; nu du nævner det; der er noget, jeg gerne vil foreslå. Den verden du har skabt er bare vildt vidunderlig. Men hvor god er den egentlig? Kom nu bare, Gud … er der ikke en svaghed ved det hele? Du har skabt noget mega-stort, og det hænger sammen på den mest geniale måde, men er der ikke en uforudset essentiel systemfejl?

Gud: Og? Hvad skulle det være?

Satan: Jamen, mennesket selvfølgelig. Det var fantastik bravt af dig at frembringe en skabning i dit billede; hvor opfindsomt. Personligt fornemmer jeg nu, at der er et vist overmod i det, som strengt taget ikke er dig værdig … nok ligefrem en arrogance som vil blive skabningens undergang…   

Gud: Sludder og vrøvl. Se nu min gode mand Job. Hvordan med ham? Han lever stadigvæk spirituelt, moralsk, godt. Han viser mig stadigvæk fuld respekt. Han går i en stor bue uden om ondskaben. Han bestod lakmusprøven og hans integritet er fuldstændig intakt, selv om du – uden nogen rimelig grund – var allerhelvedes optaget af at ødelægge ham.

Satan: Jo meeen, han er heller ikke just gennemsnitlig – eller hva? Jeg er sikker på, at hvis du lader noget rigtig ubehageligt, noget der gør fysisk ondt, ramme et hvilket som helst menneske, så vi de bruge deres sidste stund til at forbande dig 

Gud: Glem det.

Satan: Jeg tillader mig at være uenig. Giv mig mennesket, og jeg vil bevise, hvor arrogant, du har været. Jeg siger dig; menneskene vil ikke blot ødelægge sig selv, de vil ødelægge dit skaberværk. Jeg lover dig; hvem som helst vil forkaste al skønhed før de vil give slip på magten… Jeg er sikker på, det er sådan.

Gud: Nonsens

Satan: Og hvem som helst vil droppe retfærdighed, før de giver afkald på kaffe.

Gud: Jeg tror ikke, det er sådan, det er!

Satan: Og hvem som helst vil vende det blinde øje til klimaforandringerne i stedet for at ændre livsstil.

Gud: Tror du virkelig, at mennesker er så overfladiske? Hvad med det gode de gør? De er underfuldt skabt. Hvis du ser dem i øjnene, kan du se kærligheden reflektere. Når du skaber et menneskes fingeraftryk eller kalder dem til live ved at hviske deres navn, så er det i billedet af himlen, de lever og røres og er til. Når du fylder en blomst med duft og med farve, et efterårsblad med solnedgang, så ved du, deres sjæle løfter sig sammen med deres åndedrag.

Satan: Ja ja. Men når en person ikke får hvad han eller hun vil ha´, vil de forbande dig lige op i ansigtet. De vil have det søde, men ikke det sure. De er det, der hedder ”solskinsopportunister”. Og endnu værre; de vil da benægte deres fællesskab med hele skabningens væv. De vil se det som en modstander, parate til at bekæmpe det med en diktators ret.

Gud: Nå det tror du virkelig? Så tag dem. Tag menneskeheden og se om du har ret. Jeg skabte dem med en kærlighed, som er til stede i hvert eneste atom i deres krop. De vil indse sandheden, de vil erkende underet, de vil leve i retfærdighed, de vil dele, hvad jeg har givet dem, og deres fodaftryk på jorden vil de afsætte med varsomhed. De vil ikke møde verden med begær, men med omsorg. Det er sådan, jeg skabte dem. Og de vil kende deres skaber.

Satan: Vi får se, vi får se…

Gud: Ja. Det gør vi.

En bøn i skyggen af klimaforandringer
På dansk ved Martin Ishøy – efter ECENs materiale til skabelsestiden 2008

Jesus Kristus
Fristet til at gøre sten til brød i ørkenen:
Lær os, at når vi laver om på tiden
så det passer os:
nat til dag i vores liv,
tålmodighed til hastværk på rejsen,
vinter til sommer i vores måltid,
laver vi om på Guds kalender som fører
larven til udklægning
bien til nektaren
regnen til landmanden;
til ham der fører dig til korset.

Giv os nåde i vores mest elementære handlinger
til beslutningen for liv som drager ånde
i skabningen skønne kompleksitet
ja, til at overvinde døden,
og til at gøre os egnede som
påskemennesker.

Amen

Prædiken v. skabelsesgudstjenesten, Hvinningdal 14. september 2009
Salmer: 235, 302, 369, 42, 7, 139 i Salmer og sange i kirke og skole

Vi skal ikke undre os over, at der står så lidt i Det nye testamente om verdens skabthed, eller at mennesket er forpligtet på Jorden som Guds skabning. Det er den tavse viden, den uudtalte forståelse som ligger til grund for alt hvad Det nye testamente handler om. Jesus er Kristus, dvs. frelseren, fordi og under den entydige forudsætning af, at han også er verdens skaber, eller ét med skaberen. Var Jesus Kristus ikke selv verdens forudsætning, kunne han heller ikke være verdens frelser. Dette er den primære gudserkendelse af Jesus Kristus og det grundlæggende budskab i alle Jesu henvisninger til sit forhold til faderen, og det er udtalt i de allerældste dele af den nytestamentlige tekstsamling, de urkristne hymner: I kollosenserbrevshymnen lyder det omfrelseren, Guds søn;

       v15  Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.
       v16  I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt.
       v17  Han er forud for alt, og alt består ved ham.
       v18  Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. v19  For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20  og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Det allermest centrale nytestamentlige budskab om verdens frelse ved Jesus Kristus forudsætter frelserens grundlæggende betydning for verdens skabelse. Hver eneste formulering af Jesus Kristus som frelseren rummer en uudtalt viden om ham som skaberen.  Derfor: overalt hvor troens tegn, som er livsbekræftelsens tegn, ses i verden, der ses verden som Guds skabning.

Hvorfor faster vi ikke – når nu så mange udmærkede mennesker faster? … når nu så mange mennesker i forfærdelse over de skræmmende ting, som er ved at ske med klimaet og miljøet forsøger at nedsætte deres forbrug, køre længere på literen, lade være med at smide så meget ud, i det hele taget dæmpe forbrugsfesten. Og når vi nu så udmærket fra os selv kender forfærdelsen over den vej, som verden har bevæget sig ud på – på vej mod uoprettelige og selvforstærkende skader på klima og miljø, som bid for bid umuliggør liv og lykke på denne planet.

Vi faster ikke fordi vi har indset, at uden Guds velsignelse er vi hjælpeløse. Fornægtelsen giver os ingen kræfter til at overvinde os selv. Alene en kraft som er langt stærkere, end vi kan mobilisere og kontrollere, kan vende vores liv og give det retning af den lykke, som ikke er en bristende boble. Vi faster ikke, når brudgommen er hos os og sender sin ånd i vores hjerter, og dér skaber langt større gerninger, end vi selv er i stand til.

Vi faster ikke, al den stund Gud kommer til os med sit ord og med sin ånd; sin ånd som skaber liv i vores indre og sit ord som kommer til os udefra og inspirerer sind og sans. Ordets tegn er livsbekræftelsen mangfoldige tegn; de møder os i Bibelen, mellem mennesker og i naturen. … Jesus spiste med syndere og toldere. Og det er altså os, når vi tager flyet til rejsemål i Europa i stedet for at køre med tog … når vi på ufatteligt mange måder forbruger langt mere end nødvendigt er … og når vi lærer os selv og hinanden, at lykken består i højt materielt forbrug.

Men det er sådan nogle som os, Jesus sætter sit til bords med. Det er sådan nogle som os, Jesus gør fælles sag med og hvis øjne han forsøger at åbne for livsbekræftelsens tegn; f. eks. når kunstneren åbner verden for skønhedens, godhedens og sandhedens ubestikkelighed, når videnskab og teknologi beriger skabningen og fornyer den til Guds ære, Når naturen er et himmelspejl i mulde, der vækker den eksistentielle selverkendelse. Skabnings fremtid kræver uophørlig fornyelse af menneskets ånd. Gud ser det store i et lille menneske; når vi ser bort fra småligheden i et stort mennesker, og ser dets bidrag til livet, så har vi set livsbekræftelsens tegn. Og det er dér, skabelsen begynder i os. Det er der, det sker, som vi ikke selv magter, men som er Gud, der er mægtig i de svage. Det er der, ordet skaber hvad det nævner. Som Gud gjorde i begyndelsen, sådan gør han også i dag.

Så nej. Vi faster ikke. Men der kommer dage, og der har været dage i alle voksne menneskers liv, hvor livsleden og trætheden og opgivelsen får overhånden. Da er der dømt faste. Når vi ikke kan få øje på livsoverskuddets og livsbekræftelsens tegn; så pisker vi os selv og vores kultur med velbegrundede selvbebrejdelser. Så sulter vi os selv, fordi vi ikke har fortjent bedre. Så går vi barfodede til Rom i sæk og aske, fordi rågummisåler er luksus. Så giver vi alt hvad vi ejer til de fattige. Men vi glemmer at komme og følge Jesus. Det er også en måde at nedlægge skabningen på.

 

At følge Jesus er at gå efter livet, ikke efter at fornægte livet. Jesus er den nye vin, som laver revner og sprækker i de gamle vinsække. Det betyder ikke, at vi skal lade vinen gå til spilde, men at vi skal finde nogle anderledes sække… Og så er de sække, vi skal bruge alligevel de mest autentiske, for de er de livsformer, vi modtager af Guds velsignelse. … Skabelsen er Guds velsignelse. Da Gud med sit ord, dvs. med Kristus, havde skabt lyset og mørket, dagen og natten, himlen, havet og jorden, planterne og dyrene, og også det mest intelligente dyr, da betragtede han det, dag for dag, og han så at det var godt. Gud så resultatet af sin egen velsignelse … ”Han skabte, endnu skaber han hver dag på denne jord” – sin velsignelses orden.

At følge Jesus er at improvisere den orden igen og igen. Improvisere ikke repetere. :: Alt forandres i historiens løb, men forældreskabet består, så længe mennesker for børn. Ægteskabet består, så længe der findes mennesker. Styreformer forgår hurtigt, men så længe der er mennesker, skal der styres. Forældreskaber, ægteskaber, styreformer, arbejdskulturer, kunst og meget mere er livsformer, hvor velsignelsen skal ske, og pejlemærkerne er livsbekræftelsens tegn – som Jesus der spiser med syndere, eller når et menneske ser sit eget billede i et græsstrå eller et egetræ, eller når en læge finder livets mening i at hjælpe handicappede børn I Azerbaijan. Livets vækst opstår ikke af faste, men er frugten af sådanne tegn, som vækker glæde og taknemmelighed … f. eks hos en svensk biskop, der mærker livet i sin kompostbeholder og takker Gud med disse ord:

Gud, vi takker dig for nedbryderne,
de blinde arbejdere ned i jorden,
bakterier, orme, svampe, insekter,
muldens flittige beredere,
som vi blot tramper på.
Livets ånd, du som kan deres tavse sprog,
fremfør vor tak!
Hils fra menneskene,
som en kort stund lever oppe på jorden. 
Fortæl dem at vi er afhængige af deres arbejde,
og at vi også er i familie med dem.
For af jord er også mennesket kommet,
og til jord skal det igen blive.
Hils og sig, at vi hver dag
glæder os over frugten af deres arbejde.
Må Gud velsigne jer,
små søstre og brødre i komposten,
medlemmer af den underjordiske forsamling.
Må helse og madglæde altid være med jer!

Denne muntre bøn er et håbets tegn, der reformulerer velsignelsens orden og tilbyder sig som guide til bæredygtighed for dem der ikke faster, men tror. 

Amen.

 

Grøn Nadverordning fra Bjørgvin – Alvøen, 2006. På danske ved Martin Ishøy

Nadverbøn

L. Herre, du er alle gode gavers giver.
Vi træder frem for dig med brød og vin:
frugterne af jordens rigdom og af vore hænders arbejde.
Vi takker dig Herre, og vi lovpriser dit navn.
For du er god, og din gavmildhed kender ingen grænser.

Menighed/ kor synger: Herre Gud, dit dyre navn og ære v. 1

Herre, du har betroet jordens liv i vore hænder, til din skabning, til generationer som kommer, og til medmennesker i verdens fattige lande.
Bevar os Herre, fra at lægge livet øde.
Gode Gud, bøj de hårde hjerter hos os i de rige lande og hos vore ledere, så vi deler jordens resurser retfærdigt.
Du som deler dine gaver ud med rund hånd, lad os lære af dit eksempel.

Menighed/ kor synger: v. 2

Herre, du elsker verden så højt at du gav din søn for at frelse os.
Du har givet håb til alt det skabte, både natur og mennesker, ved din Søns, Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
I troen på Kristus ser vi frem til kroppens opstandelse fra de døde; til en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor.
Giv os, Herre, i dette håb, at arbejde på livets side i den verden som vi har ansvar for, indtil den store frelsens dag kommer.

Menighed/ kor synger: v. 3

Vi takker dig, Herre over himmel og jord,
du som åbner din hånd og mætter alt levende med det, som godt er.
Du sendte din Søn, så han måtte lide på korset, og du rejste ham op fra døden.
Han er det sande brød, som kommer ned fra himmelen og gir verden liv.
I den nat da han blev forrådt, tog han et brød, takkede, brød det, gav disciplene og sagde:
»Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«
På samme måde tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«

Tilbage