Skumringsgudstjeneste på KunstCe

Skumringsgudstjeneste på KunstCentret Silkeborg Bad 2. november 2007

Liturgi:
    Intro
    Franz Joseph Haydn: Poco Adagio for violin og cello
    Nådeshilsen
    Læsning: fra Ps. 104
    Bøn
    Salme 22; ”Gådefuld er du min Gud”
    Johann Sebastian Bach: Adagio for soloviolin
    Meditativ tale/prædiken
    Ludwig van Beethoven: Adagio for violin og klaver
    Stilhed
    Nadver
    Salme 376: “Lyksalig det folk”
    Johann Sebastian Bach: Präludium for solocello
    Bøn
    Velsignelse
    Jean Baptiste Bréval: Andante poco adagio for violin og cello

Deltagende i skumringsgudstjenesten:
Alle der er til stede i rummet!
Desuden:
Jelena Durovic – cello
Jens Grøn – violin og flygel
Martin Ishøy – talte ord

Bøn (indledende)
Himmelske Gud, du
som i din uskabthed satte tiden og rummet i verden
i tidernes og rummenes morgen,
du som aldrig viger fra det hele, som du har skabt,
men med kærligheds fylde kalder på menneskers tak og tro.
Kom og fyld hvert atom i vores krop,
fyld oplevelsens tomrum mellem os med din ånd;
lad dit rige åbenbares midt iblandt os med hele din kærligheds fylde,
du hellige, helende livgiver, Gud.
Kom i din sanselige, hørbare, mærkbare, synlige uendelighed,
som er os uendeligt nærmere end vi forstår.
Gør vores øjne og ører, vores næsebor og nerverne i vores fingre
og i hele vores krop
modtagelige for åbenbaringen af din fylde og dit navn.
Vi beder dig i fællesskab –, som mennesker, der ved,
at visdommens ugle letter i skumringen,
hvor dit nådefulde mørke bereder troen dine indsigter,
som da Jesu mor Marias elskede Josef
i mørket erfarede hende
som bæreren af Guds kærligheds mysterium
… eller som da Israels patriark Jacob
i mørket så himlen åben
og dine engle stige ned og stige op af visdommens og salighedens trappe.
Sammen med alle engle og himmelske magter
beder vi din herlighed og sandhed ske fyldest og åbenbares,
som skumringen sænker sig med det mørke,
hvor vi mærker dig skabe.
Berør os nu med dine forløsende fingre,
så troen, håbet og kærligheden lever i og blandt os;
berør os i musikkens og i synets skønhed
og i ordenes og i stilhedens sandhed.
Amen
Top

Kastanjen og krystallet. Meditativ prædiken v. skumringsgudstjenesten på
KunstCentret Silkeborg Bad 2. november 2007.

Kastanjen ligger i hånden. Rund, varm, organisk. Naturens helstøbte fortælling til os mennesker om sin uendelighed. Naturens uendelighedsperspektiv komprimeret i vores hånds berøring. Kastanjens rundhed og dens små variationer af den samme sandhed om skønhed og styrke: fra kastanjens funklende blomsterlys i hvid og rød, frugtsætning i skallens beskyttende panser, modning og spring ind i det gulne og brune bladdækkede jordsmon, den blanke skals nedbrydning og spirens frembrud først i overmodig skrøbelighed, så vækst og forvandling til det unge træs opadstræbende ambition, indtil den en dag selv funkler med stolte kastanjelys, der sætter frugt og med tiden åbenbarer en ny kastanjes organiske fuldendthed og uendelighedsperspektiv på vores ringe indsigt.
                      Gå til kastanjen og bliv vis, bliv en vis mand eller kvinde for ham, som skaber kastanjer og mennesker, som skaber galaksesværme og neutroner, som skaber entropi og empati i samme mål. Mærk kastanjens organiske præcision, dens varmes balance mellem død og genfødsel, og din hånd fyldes af lyset fra Guds krystal i kastanjens hjerte. ”Krist i alt” er Guds krystal, som breder sit lys fra det skabtes indre ud i tomrummet mellem os til oplysning og til oplivning i den nådegave, vi kalder vort liv. Lyset fra Guds krystal i kastanjens indre skabes ikke, men fødes i vores fysiske legemer og i hele skaberværket som en lovsang og en herlig duft, der forkynder det evige livs kendsgerning midt iblandt os.
                     I går så vi det ikke. Der var dage. Der var år, årtusinder, hvor vi kun erfarede det i glimt. Navnløs, upersonlig som urtågen over det sortgrønne vand. Kun langsomt åbnendes livets lukkede øjenlåg på skabninger mellem jorden og vandet. Matgrå hinder trak sig tilbage, øjnene åbenbarede sig fyldte af Guds lys, … der fik mørket til at vige og verdensrummet til at udvide sig. Livet vågnede og fyldte verdensrummet med liv. Men ingen kendte Hans navn. Gud var i stormen og i vindens stille brise. Gud var i solskin og lynet. Gud var i fødsel og død. I sygdom og helse. I sult og velstand. Der blev skreget af angst over Guds grusomme vrede, som udslettede folkeslag som ilden fortærer en høstak. Der blev jublet af fryd over Guds gavmilde ødselhed i velstandens overflod og i kærlighedens glød, i øjeblikke af visdom eller indsigt i Guds rigets herlighed, som spejlede sig i solopgangens rosa og gyldne stråler og i kronhjortens stolte gevir og kastanjens fuldendte runding, der rummede livets skønhed og kraft i samme skal. Vi mærkede Guds hjerteslag i hver livsytrings sanselige form. Men endnu manglede vi at kende hans navn.
                      Lyset fra Guds krystal pibler gennem kastanjens skal, og vi så hans herlighed, en herlighed som er den enbårnes fra faderen. Vi så det, og vi så det ikke, men i synet bliver vi Guds børn; ikke født af kød, ikke af blod, men af Gud. Og nu stirrer vi med vidtåbne øjne, vi stirrer for dog at se en strejf af lyset, og derfor kalder vi, vi kalder på hans navn. Vi kalder for dog at forvisses i det, vi aner. Vi kalder for at vore øjne skal se uden skepsis.
                      Krist-i-alt, du som åbenbarede dit lys for verden i opstandelsens solopgang og i korsets modlys, du som gav os dit frelsernavn at kalde på; frels os, vi er dine! Opstandne frelser og Herre, du som selv er til stede iblandt os, du gav os dit navn som den grammatik, der gør hver sansning til indsigt. Du gav os dit navn som det ord, der søger og finder kastanjens krystal (selv når nedbrydningens mørke lægger sig om den indtørrede skal). Det navn kalder lyset frem i fødsel og død, i sygdom og helse. Med dit navn skal vi aldrig skrige af angst, når fjenden overfalder eller sygdommen raser. For korsets ord er i dit navn, og korsets modlys forvandler angstens mørke til den grå kulde før solopgang. Og så står solen op.
                      Så kan vi mere end nyde skønheden, når skumringens tager til med lysets tøvende afsked. Så tør vi tro det lys, vi ser forædle skabelsens skønhed, at det forkynder Guds frelsende nærvær i verden, at frelsen er en guddommelig realitet i hvert atom i universets hele. Jorden med alt hvad den rummer, tilhører Herren, for han har oprettet sin trone i atomets kerne, Han har overvundet dets død, og han genopretter alt i sit rige.
                       Hvad kan vi så andet end at give Ham vores tak og lovprisning på hele skaberværkets vegne, når Kristi navn forkyndes over de elementer, brødet og vinen, kornet og druerne, som repræsenterer den næring, som vores fysiske eksistens behøver? I brødet og vinen, som nærer vores fysiske legemer, er al den sanselige skabning tilstede. Og når disse elementer, som nærer vores fysiske legemer, gennemlyses af Kristi navn, Guds frelsende ord, oplyses vi i vores kristne liv i denne verden til at vokse i tro, håb og kærlighed; overfor hinanden og overfor hele skaberværket. Ja, ved at modtage elementerne, som bærer Kristi navn, bliver vi præster, bliver vi forkyndelsens og lovsangens stemme … på vegne af alle verdens livsformer, som opsummeres i disse elementer. Det er vores og deres lovsang, vi synger, og det er dem og hinanden vi sættes til at elske med Guds kærlighed, som bærer Kristi navn.                       ”Skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares”. Så lad det ske! Lad os modtage naturens elementer, gennemlyst af Guds ord og Guds lys, Guds frelsende søn, som var før verden blev skabt; så det lys, som nu breder sig i vore hjerter, må forblive der til evighedernes evighed.

Amen.

Fra Ps. 104
v1  Min sjæl, pris Herren!
Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v4  Du gør vindene til dine sendebud
og den flammende ild til dine tjenere.
v5  Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig i evighed.
v6  Urdybet dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
v8  op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
v9  Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.
v10  Du lader kilder springe frem i dalene,
mellem bjergene baner de sig vej,
v11  de giver vand til alle de vilde dyr,
vildæsler får slukket deres tørst.
v12  Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,
på grenene sidder de og kvidrer.
v13  Du vander bjergene fra din højsal,
jorden mættes med frugten af dit værk.
v14  Græs lader du gro til kvæget
og planter til tjeneste for mennesker,
så der frembringes brød af jorden
v15  og vin, der giver mennesker glæde.
Deres ansigt glinser af olie,
og brødet giver mennesket nye kræfter.
v16  Herrens træer mættes,
Libanons cedertræer, som han har plantet.
v17  I dem bygger fuglene rede,
i enebærtræerne har storken sin bolig.
v18  I de høje bjerge holder stenbukken til,
i klipperne er grævlingens skjul.

v24  Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.
v25  Her er det store og vidtstrakte hav,
med sit mylder, umuligt at tælle,
både små og store dyr!
v26  Dér sejler skibene,
dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det.
v27  Alle har det håb til dig,
at du giver dem føde i rette tid;
v28  du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
v29  du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
v30  du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.

Min sjæl, pris Herren!

Top

Treenige Gud, du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os dagligt af din fylde. Med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synger vi din herligheds lovsang:

Hellig, hellig, Hellig er herren, Gud den almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste!

Afslutningsbøn efter nadver
Vi takker dig, Herre vor Gud, almægtige fader
Fordi du i din barmhjertighed blev menneske;
både lys og modlys af din kærlighed i os og hele skaberværket.
Tak af hjertens grund
fordi du gennem din livgivende og lysgivende nadver
lader din fred blive vores.
Vi beder dig; frugtbargør alt, hvad nadveren giver,
så vor tro bliver styrket,
vort håb finder bekræftelse,
og den indbyrdes kærlighed bliver levende iblandt os.
Gør det for sin søns, for Jesu Kristi skyld,
Så vi kan gå herfra som frie mennesker
med syndernes forladelse og din velsignelse.
Amen
Top
Tilbage til forsiden