Juleaften 2004

Det fortælles om en lille dreng, der havde været med sin far i kirke juleaften, at han bagefter havde spurgt sin far: Hvorfor stod der en vred mand oppe på en altan?

Man kan ikke lade være med at spekulere over baggrunden.  Havde præsten fået det forkerte ben ud af juledynerne, var risengrøden brændt på eller var det almindelig surhed, der bare skulle ud.

I alle tilfælde kunne han så have valgt et andet sted at afreagere. For juleaften handler det i hvert fald om, at Gud ikke er en sur mand oppe på en altan. Sådan er han  ganske vist blevet fremstillet i mange religioners billede. En lettere irritabel Gud, der slår hårdt ned på de slemme, de vanhellige.

Selma Lagerløf fortæller i sin historie om julerosen, denne mærkelige blomst der blomstrer ved vintertide, om en gartner, der ikke kunne forstå, at julenatten særlig gjaldt dem, der tilsyneladende var mest fortabte og umulige og vanhellige.

Vi er i middelalderen på biskop Absalons tid. Der er en gammel præst, der hedde Hans. Han er abbed , altså leder et kloster i Skåne et sted. Han har samlet sjældne blomster ind fra alverden og i sommerens løb har gartneren fået det hele til at blomstre bag klosterets mure.

En røverkone, der er grov og grim, kommer med sine fem slemme børn og lister sig ind i haven. Munkene vil smide hende ud, men hun bider og kradser og truer dem med røverfar. Så kommer Hans, der ser hendes glæde ved blomsterne. Og hun fortæller ham om et under, ude ved røverhulen i skoven blomstrer det endnu smukkere selve julenat.

Gartneren svarer igen: Ikke du skal få mig til at tro, at det er andet end løgn, at skoven skulle fejre Kristi fødselsstund på et sted, hvor der er så vanhellige folk som du er dine.

Både Hans og gartneren har svært ved at tro det, men røvermor lover at sende et af sine børn til at lede dem derud julenat. Om efteråret fortæller Hans biskop Absalon om røverne og deres julehave. Han beder biskoppen om et brev, der kan give røverfamilien en ny begyndelse i landsbyen. Biskoppen tror ikke på hverken julehaven eller røverfamilien. Men siger han til Hans, kan du bringe mig en blomst fra den have, så skal jeg skrive dem et frihedsbrev.

Lidt før  juletid banker det på døren. Et af røvernes børn er kommet for at hente dem. Gamle abbed Hans og gartneren følger barnet igennem vilde og mørke skove, og gartneren bliver mere og mere sikker på, at det er en fælde for dem. De kommer til røverhulen hvor alt er grimt og fattigt.

Gamle Hans forklarer røverfar, at han kan få familien til at bo nede i landsbyen, og lege med julehalm, et af julefestens højdepunkter. Men røverfar bliver sur, for han tror lige så lidt på biskoppen, som biskoppen tror på ham.

Midt i samtalen hører de juleklokker langt borte fra, og røvermor siger at de skal gå udenfor. Først er der bare mørke og kulde, men så er der en lysende varm tåge og med et begynder alt at blomstre, dyrene kommer frem, rævemor med små under slikker røvermor på hånden.

Gamle Hans knæler ned og takker Gud for denne åbenbaring, men midt i det hele får gartneren en frygtelig mistanke. Det er sort magi, det er ond trolddom, det her. For disse røvere er jo så uværdige og vanhellige, at det ikke kan være andet end djævelens værk .

I det samme flyver en due hen og sætter sig på hans skulder og han råber forskrækket: Gå til helvede, hvorfra du er kommet!

Og så er alt ødelagt. Alt bliver igen kulde og mørke og vinter. Blomsterne trækker sig bort og visner på et øjeblik. Den gamle Hans prøver fortvivlet at plukke en blomst , roder i jorden under de visne blade, men hans hjerte kan ikke mere. Han dør derude i skoven.

Gartneren bærer ulykkelig Hans lig hjem til klosteret. Var det mon hans tvivl og frygt og mistanke, der havde ødelagt det hele? 

Så opdager han,  at abbed Hans har et blomsterløg i hånden. Han tager det ud og planter det i haven. Men det giver ingen blomst om foråret, heller ikke om sommeren. Sidst på efteråret opgiver gartneren helt. Men julenat må han ud til Hanses grav.  Og da ser han underet, julerosen, og han angrer sit hårde sind. Og en af juleroserne sender han til biskop Absalon.

Absalon husker sit løfte.

Da hans skal overbringe røvermor frihedsbrevet fra Absalon vil hun først slå gartneren ihjel, fordi han har ødelagt hendes julehave. Den vil ikke komme frem mere siden den nat, hvor han forbandede den.

Gartneren svarer: det er ene og alene min skyld, og jeg vil gerne dø for det, men først må jeg bringe dig et bud fra abbed Hans. Og han tog biskoppens brev frem og fortalte røverfar, at han var benådet, og viste ham Absalons segl, der hang ved pergamentet: For fremtiden skal du og dine børn lege i julehalm og holde jul blandt menneskene, som abbed Hans ønskede.”

Slutningen er stærk, men en anden af de sætninger, der bliver stående i Selma Lagerløfs fortælling, er gartnerens sure bemærkning allerførst:

Ikke du skal få mig til at tro, at det er andet end løgn, at skoven skulle fejre Kristi fødselsstund på et sted, hvor der er så vanhellige folk som du og dine.

Måske var det også den tanke som den vrede mand oppe på altanen var kommet på. At det er da spildt dette her. At Gud så at sige spilder sin kærlighed og sin nåde på mennesker, der ikke er det værd.

Er det ikke også det der kommer frem, da Jesus som voksen møder den ene afvisning efter den anden fordi det ikke kan passe, Det kan da ikke passe at Gud stadigvæk satser på kærlighed og nåde istedet for straf og dom, det kan da ikke passe at han vover kærlighedens sårbarhed, at han vover fattigdom og landflygtighed for sin egen søn, at hans egen søn til sidst vover korset for at holde fast ved at sandheden ligger i nåden, ikke i fordømmelsen.

Det kan da ikke passe, og det ser på mage måde ud som om det er fuldstændig nyttesløst og formålsløst.

Spildte Guds ord både på Balle-Lars og alle de andre.

Selvom barnet i krybben først senere som andre børn fik mund og mæle, så taler barnet Jesus allerede til os julenat. Spørger os, om vi vælger  vantroen, og dermed frygt og bekymring.

Eller vælger at tro og dermed håbe og elske.

Ja hvor ofte valgte vi ikke galt, valgte vantoren, angsten, bekymringen, mørket.  Hvor ofte behøver vi ikke et Guds under til at hjælpe os. Det er det som julenat vil. Det under, at vi igen må kunne tro Guds nåde både når vi ligner røverbørn af den ene eller anden slags, men også når vi ligner gartneren, der i al sin pænhed og ordentlighed dog tvivlede så uendeligt om Guds nåde nu også rakte til dem, vi kalder fortabte og usle. Så ser vi ind i stalden, så ser vi ned i krybben, så bliver vi set af Jesus selv med kærlighedens øjne. Så ser vi Guds ansigt i Jesus kristus, det ansigt som blev så forkastet og vansiret, at mennesker tilsidste skulte deres ansigt for ham en langfredag. Men hans ansigt kom tilbage, lyser for os og over os i evighed, med nåde.

Derfor ske lov og tak og evig ære, dig vor Gud fader søn og Helligånd, du som var er og bliver en sand treenig Gud

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed .

Amen.

og med disse ord ønsket om en glædelig jul og godt nytår

venlig hilsen Lars Kirkeby