Visdommen, undren, Luther, Grundtvig og os.
Søndag seksagesima 2008.
Martin Ishøy

Salmer: 370, 192, 308, 16, 476, 720

Når man skal beskrive os som mennesker, er det meget almindeligt, at man peger på ”søgen” som noget af det der er grundlæggende ved at være et menneske. Det gælder i nutiden. En ting er det, vi kalder åndelig søgen, og det siger man jo har været i fremgang de seneste 10-15 års tid. Men i høj grad gælder det mere generelt. Hele den liberale tanke forudsætter, at mennesket er et væsen, der som en del af sit inderste væsen ”søger sin lykke”. Det er derfor liberalismens mest hellige princip er at værne om denne individets søgen efter at realisere sin egen lykke. Man skal have lov til at tjene alle de penge man vil, hvis man tror det gør én lykkelig. Mange mennesker søger også at ændre deres krop i den ene eller anden retning. At mennesket er søgende er grundlæggende for næsten al moderne tankegang.

                  Men lignende overvejelser gjorde man sig i oldtiden og middelalderen. Oldtidens græske og romerske stoikere, som har været medbestemmende for kristendommen siden dens grundlæggelse; især gennem Paulus, definerede alt efter dets ”conatus”, som netop betyder søgen eller stræben. I sin overordentligt indflydelsesrige formulering af naturretten fremdrager Thomas Aquinas i 1200-tallet også stræben eller søgen, som noget af det, som mennesket grundlæggende har til fælles med alt levende. Det er svært at komme uden om, at mennesket er et søgende væsen.

                  Men hvad nu med sådan nogen som os? Vi søger til kirke. Nogle synes det er meget naturligt. Andre synes, at det er meget mærkeligt. Jeg vil gerne tolke kirkesøgning som en åndelig søgen efter visdom. For visdom er noget omfattende, og hvis man kan acceptere ordet holisme, så må visdom så klart være den holistiske bevidsthedsform, den form for bevidsthed, som ikke reducerer virkeligheden til atomer og usammenhængende enkeltdele.

                  Man har sagt, at vi har et zapper-samfund, et samfund, hvor man zapper fra det ene til det andet, hvor tingene har ikke noget med hinanden at gøre. Visdom er det modsatte; det er at kende sammenhængen i helheden, det er at se alt under ét, at fælde den rette dom, at gå den rette vej. Vi går i kirke fordi det er en del af helheden, og netop den mest enhedsstiftende del. Kirkegangen kan forlene noget så banalt som de daglige indkøb og den – forhåbentligt – daglige hjælpsomhed med noget så betydningsfuldt som mening og sammenhæng.

                  Vi søger – det tror jeg – visdom. Visdom forudsætter besindelse, og besindelse er mere end koncentration. Besindelse betyder også opmærksomhed og dette at ”holde døren åben” for undren. Rent erkendelsesmæssigt begynder visdom i undren. Den der ikke kan undres bliver aldrig vis. Klog, snu, behændig måske, men ikke vis. Undren kan melde sig eksempelvis, når ens barn begynder at tale: den utrolig fascinerende proces og det under det er, når barnet formulerer en tanke med klare ord. Eller dette at et menneske faktisk bliver et helt menneske.

                  Forældre til voksne børn kan tænke på alle de bekymringer, man havde barnets opvækst igennem. Og så blev det alligevel til et helt, voksent og vidunderligt menneske. Det er et under! Eller overvej denne vores verdens tilblivelse. Jo mere man ved om astrofysik og om den fuldstændig ubegribelige talstørrelse af muligheder for at det var endt med noget andet end denne levende planet; det fuldstændig ubegribeligt komplekse væv, som vi kalder universet eller himmelrummet og vores mikroskopiske livs forhold dertil. Den der ikke undres, er længere fra visdommen end afstanden fra universets ene ende til den anden!

                  Men vi søger ikke efter undren. Vi søger efter visdom. Uden undren flytter vi os imidlertid ikke, vores horisont og dømmekraft bevæges ikke. Men søgen efter visdom vækker bestemt sansen for at undres. I hvert fald, hvis man søger sådan, så det kan ende med visdom. Jeg mener: man kan sagtens læse alverdens store filosoffer og vismænd uden selv at blive spor visere af det. Visdom er hverken belæsthed eller evnen til at reproducere andres tanker. Visdom indeholder elementer af både belæsthed, erfarenhed, dømmekraft og klogskab.  Men afgørende er visdommen en tilstand i sindet, hvor dets muligheder og begrænsninger uopladeligt tænkes med i besindelse på verden.

                  Det er derfor det bibelske ordsprog er så sandt: ”At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed”. Det svarer til det erkendelsesmæssige perspektiv, at undren er begyndelsen til al visdom. For undren og gudsfrygt er to sider af samme sag eller to dybder i samme dyb. Mennesket på vej til visdom bevæges, fordi dets erkendelse af begivenheden altid samtidig er en selverkendelse.

                  Vi undres over det menneskelige livs faktum, og indser at det er et under, at vi er til. Denne undren ændrer os ved at henvise os til vort livs underfulde forudsætning. ”Kan leret sige til ham, der former det: Hvad er det du laver” – som teksten i dag lød? Sand undren er gudsfrygt og netop begyndelsen til visdom. Derfor er verden (så fuld af undren og undere som den er) virkelig en ”bibel” eller et åbenbaringssted for Guds virkelighed, som kan overvælde os med skabningens ufaldne skønhed såvel som med håbets tegn på Guds rige.

                  Dette har alle de store teologer fra oldtiden til i dag forstået og udtrykt på deres måder. Eksempelvis sagde Luther noget i retning af at ”naturen var en bibel for Guds undere”. Spørgsmålet er, hvordan vi kan sige det samme. Når vi hører i dagens evangelietekst, at Guds rige er ligesom et korn, der lægges i jorden, og ender med at spire – og et sennepsfrø, som sin lidenhed til trods ender med at blive nærmest en hel busk, hvor fuglene kan bygge rede; hvordan skal det så forstås; bortset fra at eksempler fra planteriget bruges som billeder på Guds rige.

                  Er det simpelthen sådan, at vi må opfatte disse eksempler på vækst som rene illustrationer af en endnu usynlig virkelighed? Eller er det sådan, at disse væksteksempler giver os en erkendelse af Guds rige, fordi kornets og sennepsfrøets vækst rører ved noget i os, på en måde som vækker undren og gudsfrygt? Jeg tror, at svaret på det spørgsmål er afgørende for vores mulighed for i dag at reformulere den forståelse, som fortidens store teologer havde tilfælles på hver deres måde.

                  Det er et spørgsmål om den menneskelige natur og dens mulighed for at erkende Gud og det guddommelige, hvor opfattelsen af kornet og sennepsfrøet som rene illustrationer af en endnu uset virkelighed repræsenteres af den moderne fundamentalisme, som finder sine synspunkter belagt i Luthers egne formuleringer, og den anden opfattelse repræsenteres af mere såkaldt liberale og grundtvigske og fænomenologiske kredse (foruden megen nyåndelighed og spitritualitet).

                  Dagens episteltekst om korsets dårskab sætter virkelig sagen på spidsen; ”Da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende Ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om”. Er vi modtagelige for Guds visdom, som verden opfatter som dårskab, men som er den sande visdom? Kan vi søge denne sande visdom, fordi vi et sted i vores liv – i vores hjerte som de gamle sagde – er åbne for den? Eller kan vi alene få del i denne sande visdom ved at lade os lede af Guds åbenbaring, som er bevidnet i biblen?

                  Luther har nogle særdeles radikale formuleringer om vores og vores menneskelige naturs komplette uduelighed, vores radikale umulighed, af at tilegne os Guds visdom eller evangeliet. Det der kommer fra Gud er en ubetinget ensidig gave, som er uforenelig med vores egne anstrengelser. Der er meget stærke grunde til at tro, at denne Luthers opfattelse skyldes hans såkaldte reformatoriske opdagelse af Guds nåde. Luther havde som ung kæmpet desperat for at finde Guds nåde eller ”finde en nådig Gud”. Men alt han så var egen og andres bestræbelser, og i det spejl kunne han ikke se andet end nådesløshed. Først da han indså radikaliteten i Guds nåde, at mennesket intet havde at bidrage med til sin egen frelse, fandt han forløsning. Derfor hans radikale afvisning af menneskets naturs duelighed til noget, der har med Gud at gøre.

                  Imidlertid havde Luther ikke skænket det en tanke, at Bibelens tekst kunne afvises med henvisning til at den slet ikke talte om en genkendelig virkelighed. Det for os så indlysende problem om forholdet mellem tekst og virkelighed var overhovedet ikke faldet Luther ind – og det af en række filosofiske og idehistoriske årsager. Nutidens protestantiske fundamentalisme bygger på en gentagelse af Luthers radikalitet uden overhovedet at præstere et fornuftigt svar på problemet om forholdet mellem tekst og virkelighed.

                  Det var mig bekendt præcis heri Grundtvigs kritik af Lutherdommen lå. Grundtvig kunne med sin moderne bevidsthed ganske enkelt ikke acceptere eller gentage Luthers radikale afvisning af den menneskelige naturs modtagelighed, evne til at modtage, Guds gaver; visdom, evangelium eller andet. Det ville for Grundtvig og alle os andre gøre bibelteksten fuldstændig uforståelig; fordi vi mener at have erkendt en grundlæggende forskel på tekst og virkelighed.

                  Derfor skrev Grundtvig en af sine mest kendte og stærke sange; ”Ingen har guldtårer fælder, som ej glimt af guldet så, og Gudsbilledet forældet må i glans dog for os stå, om hos os det skal fornyes, thi fornyes kan som flyes kun hvad gammelt end er til.// Er et evigt liv med glæde ej vor længsel ej vor længsel og vor lyst, kun forgæves engle kvæde derom os til håb og trøst; har ej forud vi som sjæle sans for liv og eftermæle, evigt liv er os en løgn”.

                   Det er unægtelig en ret diametral modsigelse af Luthers radikale afvisning af menneskets modtagelighed for Gud. Og det er Grundtvig, der er central, og Luther som er yderligtgående i forhold den klassiske hovedstrøm i kristen tænkning siden begyndelsen. Når Paulus i epistlen sætter verdens visdom op mod korsets dårskab, som er Guds visdom, er det en afvisning af, at uimponeret, skråsikker, erfaren klogskab kan delagtiggøre mennesker i sand visdom, som bygger på Guds åbenbaring, hvor Kristi kors er topmålet. … Det er med Grundtvig og før ham Augustin og Irenæus en henvisning til underet som det sted, hvor mennesker kan få del i Guds visdom. I modtagelsen af underet, som korset i højeste grad er, men som skabelsens ytring i barnets sprogbeherskelse og i livets realitet også er, kan mennesker blive delagtige i visdommen, fordi vi i os bærer en latent sans og længsel efter Guds visdom; eller som Grundtvig skriver i samme sang ”barnelighed med vor fader”.

                  Guds kærlighed er til stede i skaberværket; i hver eneste del af det. Når visdommen begynder i et menneske, er det fordi den guddommelighed eller suverænitet, som det fornemmer i skaberværket finder genklang i mennesket selv i form af gudbilledligheden, der vågner. Derfor er det ikke modsætning, men samklang mellem modtagelsen af visdommen fra Gud og mennesket egen anstrengelse. Det er netop, når mennesket åbner og undrer sig, at Gud lader underet stå i forklarelsens lys for mennesket, så det vokser i visdom.

                  Når en tåbe hører at Guds rige er som et sennepskorn, der skønt lillebitte bliver til den største plante på marken, afviser han det enten som rent vrøvl, eller han tror på det, men uden at blive klogere. Således ikke med den, der går ad visdommens vej. Han derimod bliver opbygget til at erfare Guds riges virkelighed i den konkrete fysiske sennepsplante, som gror på marken. Han bliver opbygget, fordi han mærker sin lighed med sennepsplanten grundlagt i sin egen gudbilledlighed.

                  Derfor sang vi med Lars Busk Sørensen i den første salme: ”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød. – Du skal værne det der gror overalt på denne jord. Gennem dine varme hænder, dine ansigtstræk, de kender, kommer Gud til sine børn”. En meget tydeligere formulering af gudbilledlighedens betydning for vores handlinger og adfærd kan vist ikke gives.

                  Og derfor skal vi efter nadveren synge salmen om kornet, der dør i jorden og opstår i gyldne aks som en naturlig ytring af den nyskabelse, som Gud iværksætter i os nærværende i nadverens brød. Den salme formulerer visdommens undrende tilegnelse af dagens teksts skildring af Guds rige i billedet af kornet der sås, spirer og vokser på Guds initiativ.

                 Og endelig er det derfor vi straks skal synge salmen, hvor ild, vand, luft, sand, sol og stjerne, hver en kerne, hver en dråbe Herrens herlighed udråbe. For visdommen og det menneske, hvor visdommen er vågnet, er hele skabningen med alle dens dele et billede af Guds rige, som allerede vokser i naturen og i den vise selv.

Amen 

 Forsiden - Tilbage