De måske egnede

prædikenen kan læses i sin fulde udstrækning på hjemmesiden under

Jesus sagde: “Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”   (Matthæus evangeliet kap 20.)

De fleste af Jesu lignelser rummer en knast, en anstødssten, som kalder os til protest og dermed også til at tænke med, svare.

Der er så mange urimeligheder i de lignelser.

En forkælet søn, der får sin arv før faren er død. En rodet kone, der ikke kan finde en mønt og bruger den på kaffe, da hun har fundet den. En hyrde der om aftenen har fundet 99 af 100 får og bare ikke vil acceptere at sådan er det at være hyrde. tab og vind med samme sind. Et bryllup, hvor alt er lækkert og herligt og de indbudte gæster gider alligevel ikke komme. Eller næste søndag en sædemand, der går og spilder sine korn på helt umulige steder. Eller denne søndag:

Arbejdere der får samme løn uanset om de har arbejdet 10 timer eller 1 time. Og da dem med 10 timer kritiserer den ordning, får de bare det svar : er dit øje ondt fordi jeg er god ?

I konfirmandtimene vil man meget ha frebedt  hvis den lokale avis havde avisbude, der fik samme løn uanset om havde gået 5 eller 30 dage. Så kunne de da beholde deres aviser for sig selv, kunne de.

Men når Jeus forarger har det altid et formål. Alle dissse lignelser handler om barmhjeritghed, om en kærlighed, fra Gud, der særligt gælder dem der er svage, de der er svage fordi de er små som dåbsbørn, som syge eller gamle, men også  de der er svage fordi de er skyldige.

Jesus vil fortælle om Guds barmhjertighed. Og den barmhjertighed er så mærkelig, at den kan man ikke få lidt eller meget af. Man kan enten få den, eller slet ikke få den.

Forh¨åbenlæig lidt ligesom forældres kærlighed. Forældre elsker vel ikke nogen af dersd børn på samme måde. Det kan de ikke. De kan alle få samme beløb i gaver, men elske dem på en ens måde kan de ikke for hvert eneste gang to mennesker mødes er forholdet enestående, det gælder også foræøldre og børn. Jeg vil endda gå så langt som til at sige det også glæder mellem Gud og dig. Det kan ikke kopieres lige så lidt som fingeraftryk. Og så alligevel: at der elskes, at der også elskes uanset hvor dumt og ufortjenet den ene eller begge aprter opfører sig, det er det afgørende. Og ligesom man ikke kan være lidt  gravid, sådan kan man heller ikke elske med en masse betingelser. Dermed være ikke sagt at der ikke findes forhold hvor der kun er betinget kærlighed. Vist gør der det. Der findes forhold hvor det gælder: Kun hvis du er dygtig kan du få kærlighed. Er du udygtig eller dum , kan du nøjes med kulde eller ligegyldighed. Den slags kærlighed er ikke meget værd i sidste ende , selvom det er den salgs kærlighed man opbygger et samfund med. Opfør dig godt, og vi belønner dig, Opfør dig dårligt, og vi straffer dig.

Guds kærlighed, Guds barmhjertighed kan aldrig gradbøjes, sådan et nogen får mere, andre mindre.

Guds barmhjertighed rækkes os på samme betingelser som nadveren: Hvad skal vi komme med, ja vi skal intet komme med. Vi skal komme med tomme hænder og tomme bægre. Hvad skal dåbsbarnet komme med:  hvad er det dygtig til: ja konfirmanderne vil sikkert sige, at sådan nogle babyer er dygtige til at hyle og grise bleen til.

Det kommer man ikke langt med på arbejdsmarkedet eller kærestemarkedet eller alle de andre markedspladser hvor vi køber og sælger dagen lang. Hvor vi selv købes og sælges. Se mig jeg fik høje karakterer, se mig, jeg har taget et ekstra kursus, se mig jeg er omstilllingsparat som bare det, køb mig for en høj pris.

Sådan lyder det ud over jobmarkedet.

D ajeg var ung var der en del snobberi om at komme i gyymnasiet. Og så delte man hver årgang i skolen op i de egnede, de måske egnede og de u egnede. De sidste kunne så vælge det man kaldte praktiske fag eller handelsskole, og var tit mindst lige så inteeligente bare på en anden måde end gymnasiet ønskede det. Og mange af dem kom da til at jene langt bedre end de såkaldt egnede.

Men når jeg nævner det så er det fordi at man på Jesu tid delte filk op på samme i forhold til Gud. Og når jeg nævner det, så er det fordi vi stadigvæk deler os op på samme måde i forhold til Gud. De egnede, de måske egnede og de uegnede.

Til dem, der er selvsikre og sikre på en plads i Guds rige lyder der en skarp advarsel imod selvglæde, det som de unge kalder selvfedhed. Profeten jeremoas advarer de selsikre og selvglade:

Den vise skal ikke være stolt af sin visdom,
den stærke skal ikke være stolt af sin styrke,
den rige skal ikke være stolt af sin rigdom.
Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette,
at han har indsigt og kender mig.
For jeg, Herren, øver trofasthed,
ret og retfærdighed på jorden;
det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.

På jesu tid havde man et skarpt øje for hvem der var de uegnede, dem der var kriminelle, prostituerede, dem der hang på torvet med en kande vin. Har det ændret sig så meget, når vi krydser vores torv og ser dem med guldøllerne og snavsede schæferhunde og råben og skrigen: de uegnede. Mærkeligt nok var det hos dem, Jesus udrettede de største undere. De forstod at blot de kom med sig selv i al deres elendighed, al deres mangel og fattigsom og skyld, så stod Guds rige med et åben hvor Jesus rakte hånden frem og sagde. for enhver der beder, skal få !

Det forargede. ligeså meget som det ville forarge, hvis en bistandskliendt, der ikke kunne komme op om morgenen, kommer dryssende henad klokken to og hæver den flittiges dagløn. Men nåden kan ikke gradbøjes, og nåden skal ikke misndes nogwen. det at misunde et andet menneske Guds nåde er den værste misundelse der findes. Og på Jesu tid var det sådan, at dem der anså sig selv for egnde misundte de uegnede eat de fik Guds nåde. Helt og udelt hos Jesus.

Men mon ikke de fleste af os i vores forhold til Gud regnes os til gruppen af måske-egnede.

Det rummer den stærke fare, at den angst for ikke at være god nok som præger den daglige konkurrence, den angst tager vi med ind i forholdet til Gud. Er jeg god nok, dygtig nok til at Gud vil ha med mig at gøre. Mennesker har i den angst udsat sig for en masse plasger og pinsler.

P Luthers tid for 500 år siden var der munke der ikke alene stod op midt om natten for at bede, men gik så vidt som til at piske sig selv for at gøre Gud tilfreds.

Vi ser dem stadig visse steder på jorden. Og morer os undertiden, selvom vi gør det samme: piner og plager os selv i angsten for ikke at være god nok. For ag bevise, at jeg alligevel er god nok. God nok til samfundet, god nok til Gud. God nok til inderkredsen.

Nu fryde sig hver kristenmand, sådan synger vi med Luther i den salme vi lige fik første halvdel af . men for at kome til den glæde sad Luther selv i djævlens fængsel, der hvor han hele stiden anstrengte sig, gik på sine fødder til Rom for at behage den store Gud, og alligevel kun mærlkede at han var det som kan kaldte insdkroget i sig selv. selvoptaget. Optaget af sin egen frelse.

Og midt ind i klosterlivet ved læsning af Bibelen slog det ned i ham som en befrielse. Du har Guds nåde helt og udelt blot ved at bede derom. ved at komme med dig selv i al din elebdighed og opdage, at Guds kærlighed går så langt som til at Jesus dør for at hjælpe dig. Det er en gave, og en gave, der beholder sin mening også når du er svag eller skyldig.

Så var der ikke længer noget med de måpske egnede, dette måske som piner og plager. Så var kærligheden der som et lysm, en åbenbaring selv til dem mest uegnede, en åbenbaring der løftede Luther og løfter os op mod Gud, og bagefter sender os udad mod verden og mod næsten som glade tjenere i Guds kræighed.

.

Derfor ske lov og tak og evig ære, dig vor Gud fader søn og Helligånd, du som var er og bliver en sand treenig Gud

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed .

Amen.