Skabelsesgudstjeneste. Balle. 15. søndag efter Trinitatis 2007 v/Martin Ishøy

Salmer: 330, 441, 364 v. 1-2, 757 (tillæg), 15, 476, 608

Indledningskollekt:

Almægtige Gud, skaber og livgiver;
Vi er dele af dit herlige og sårbare skaberværk
Vi har ansvar for at respektere, beskytte og nære det.
Men vi har svigtet det ansvar.
Derfor siger vi Herre forbarm dig.
I jorden har vi vores mors billede
Den er vort ophav som giver os føde
Og ethvert frø i jorden lever og rører sig ved din skabervilje
Bliver jorden ødelagt og forgiftet
af grådighed og falske forventninger,
forråder vi vort ophav og din vilje.
Derfor siger vi Herre forbarm dig.
Jorden er en planet fuld af vand
Havet er fostervand til jordens liv!
Dit grundlæggende nærvær vandet, som giver liv,
åbenbarer du med dit navn i dåbens nåde.
Når vandet forurenes,
bliver livsfornyelse til livsnedbrydelse
for planter og dyr; og også os
sundhed bliver til sygdom
og de, der skulle leve, går til
Derfor siger vi Herre forbarm dig.
Luften er livets åndedræt
Jorden dets pusterum
Hver vind er en påmindelse om
dit skabende åndedræt
Når luften forurenes, forpestes jordens lunger
og din skabende ånd svines til
Derfor siger vi Herre forbarm dig. 

Almægtige Gud, du som har skabt alle ting og givet os vores sind og vor sans! Vi takker dig for jordens og vandenes, luftens og lysenes skønhed, for liv og sundhed, for alt hvorved vi mærker din godhed og nåde.

Vi beder dig om åbne hjerter, levende tale og aktive hænder, så vi kan høre dit ord, lovprise dig med taknemmelige hjerter og vidne om dine værker i ord og handling.

Amen.

Tekstlæsning:

Fra 1. Mosebog: .., efter syndfloden, hvor vandet har trykket sig tilbage, og Noahs Ark står på den tørre mark:
 
v18  Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre. v19  Også alle de vilde dyr, alt kvæget, alle fuglene og alle krybdyrene, der kryber på jorden, gik ud af arken, art for art. v20  Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. v21  Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.
       v22  Så længe jorden står, skal såtid og høsttid,
      kulde og varme,  sommer og vinter,
      dag og nat ikke ophøre.«
… … v8  Gud sagde til Noa og hans sønner: v9  »Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, v10  med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. v11  Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.« v12  Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. v13  Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. v14  Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, v15  da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. v16  Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« v17  Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.«

Læsning op til prædiken:

Det største bud i loven – Matthæus 22.

v34  Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35  og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36  »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37  Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38  Det er det største og det første bud. v39  Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40  På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Prædiken:

Gud er stor. Men Gud er også meget, meget ofte den store ubekendte. Nobody knows my name. Det er omkvædet i Guds/skaberens sang i Rickey Lee Jones mund. Nobody knows my name. Selv om Gud har strakt sig i lyset over søens flade, selv om han har åbenbaret sin herlighed i anemoner og violer, i gyldenlak, solsikker og asters, er der ingen der kender ham. Der er ingen, der kender hans navn.
                  Men det er der alligevel. Og det er derfor vi fejrer denne gudstjeneste for Gud, som skaber og giver og skænker os liv og alt godt. Vi kender hans navn, og vi kender også den adresse, hvor vi skal sende taknemmeligheden hen. 
                  Da jeg præsenterede menighedsrådet for, at jeg ville gøre den gode gamle, men også udtjente høstgudstjeneste til en skabelsesgudstjeneste, var man med på ideen … sådan da. Der var et af menighedsrådets medlemmer, der sagde – ikke som en indvending, mere som et trosudsagn –, at det dog stadig var et mirakel eller ikke nogen selvfølgelighed, at man tog et simpelt korn, lagde det i jorden, og op kom strå og aks og mangefold korn i akset. Ikke (selvfølgelig) at nogen som helst af os i dag er i tvivl om de plantebiologiske processer, som fremkalder spiring, vækst og frugtsætning. Men alligevel er det et mirakel. Det er ikke bare en selvfølge. For det betyder liv, og livet er så sandelig ingen selvfølge, … men en velsignet ufortjent gave.
                  Det er lige præcis derfor vi i dag fejrer gudstjeneste for skabelsen; skaberens gerning.
”Hvad var det dog der skete?”, spurgte Kaj Munk i sin allermest berømte sang. ”Hvad var det dog der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts”. Det var jo den lille blå anemone med et strejf af himlens tone. Dette strejf af himlens tone rokker overs fantasi og vores indbildningskraft ud af balance. Vi ser ind i himlen, og dog ser vi ikke. Det er for uklart, elementerne vil ikke passe sammen; vi ser ikke hvad vi ser … men vi mærker det er himlen vi ser i et strejf.
                  Det er dette syn eller bedre dette indblik, som Kaj Munk oplevede ved den tidlige anemone og mange med ham, som vi også får, når vi besinder os på det lille korn eller det lille frø, som lægges i jorden et sted og vokser op for at blive til en hvedeplante eller en sommerblomst eller hvad det nu er. Det lille frø er om noget et himmelsspejl i mulde, som vækker vores taknemmelighed for kornets mirakel.
                  Men kornet, vi lægger i jorden, giver os mere end grænseoverskridende indblik i himlen, der strejfer jorden. Det står også som en version af biologiens, ja hele universets også før-biologiske udvikling. Hvilket under at dette korn findes; dette lille frugtbare korn med dets enestående generiske sammensætning. Hver eneste dag drager vi alle sammen fordel af ufatteligt mange ufatteligt komplekse kombinationer af genetiske strukturer. Det kan vi slet ikke tænke på, men når vi besinder os på sådan et lille korn, bliver vi slået af den svimlende udviklingshistorie, som er gået forud både for dette korn og for os selv. Vi ved meget om universets og naturens udviklingshistorie fra ”big bang” til mangfoldigheden af i dag. Jo mere mennesket finder ud af, desto større dyb af undren og taknemmelighed åbner der sig i vores bevidsthed. Tænk at udviklingen med de ubeskriveligt mange muligheder, der har åbnet sig undervejs gennem årmillionerne, foreløbigt er end med dette; et livgivende korn, som kan spire i marken, et livgivende menneske som kan opleve lykke og glæde. Det var der ingen garanti for og det er et ufatteligt under (!) … at vi kan stå her i dag med sanser og intelligenser og muligheder.
                 Det lille korn er i sandhed et mirakel. Det kan bringe enhver nok så øvet og disciplineret tænkning ud af balance, og det kan overvælde os med sin version af udviklingshistoriens meteorstorm af mirakler, som foreløbigt er resulteret i den rigdom af økosystemer og naturlige funktioner, som muliggør også vores liv, ja muliggør, at vi kan udvikle videnskab og forædlingsmetoder indenfor planteavlen, som har muliggjort et udbytte pr. planteenhed, som langt overskrider, hvad det var tænkeligt på Jesu tid. … For det hører jo også med: Vi er som mennesker selv en del af den natur, som har udviklet sig på uforudsigelige måder. Vi er vel på grund af vores hjernes kapacitet et af de kvantespring, som er sket i naturens udvikling. … Selv om nutidens dyrkede planter har en meget mere effektiv frugtsætning end før mennesket blandede sig i den sag, er de stadigvæk natur af natur.
                 Men ikke nok med at kornet giver glimt af himlens herlighed og sin version af udviklingshistoriens mirakler. Det lille korn står også og for det tredje som et levende billede af altets skabelse ud af intet. Det kunne lige så godt ikke være. Hvorfor er kornet, og ikke intet? ... Det nøgne korns blotte eksistens er værensunderet i dets mest nøgterne udgave. Og dets spørgsmål slår en sløjfe om vores egen eksistens: Hvorfor er jeg til, hvorfor er min elskede … hvorfor glæde og overskud, hvorfor ikke blot intet?
                 Disse tre åbninger til hvert sit mirakel er blot det lille korns vidnesbyrd til os. Men intet steds i disse tre undere giver Gud sig til kende, som den han er. Intet sted i naturen, i intet perspektiv på det lille korn, åbenbarer Guds sig som den, han er i sig selv. Intet sted i naturen åbenbarer Gud sit navn. Hans mirakler og underes overvælder og åbner os for en dybere taknemmelighed og andagt. Men hvor taknemmeligheden skal hen, giver ikke sig selv.
                   Denne forskel på underet og dets ophavsmand har spilet en vigtig rolle i kirkens historie, og den gør det fortsat.  Også middelalderens mennesker fandt skønhed i jordens blomster, og de kendte taknemmeligheden over at kunne spise sig mæt (en taknemmelighed mange af os har glemt). Men de vidste også at den blomst, der blomstrer i dag, kan visne i morgen, høsten kan slå fejl og lynet kan slå ned i laden, så hungeren kunne drive sit spil. Den der forveksler naturen med Gud, stirrer ind i en tomhed, når han vil skue værens grund. Og derfor kan hans beundring så let som intet vendes til foragt, som glemmer naturens værdighed, og gør den til et blot og bart middel, hvormed han forfølger sine egne mål. Uden Guds navn er det i sidste ende tilfældigt om mennesket synger med på Guds eller djævelens melodi i sin oplevelse og sin brug af naturen.
                  Dette er lige så tindrende klart i dag som for mange store teologer i tidens løb. Uden at kende Gud er det i sidste ende tilfældigt, om vores erkendelsesfremskridt fremmer eller ødelægger Guds skaberværk.
                 I Bibelen har vi en skildring af naturen i ambivalensen mellem livskilde og dødbringende kaosmagt, nemlig i historien om Noahs Ark, hvor den altfortærende vandflod eller oversvømmelse jo kommer på baggrund af menneskenes manglende erkendelse af Gud, som han er. Det hav, der dækkede de gudløse, var intet andet end mørket fra før verden blev skabt. Og det er grusomt. Den tekst vi hørte, er vandflodsberetningens afslutning og mening, og den er en uundværlig del af Bibelens skabelsesberetning.
                  Den var den mytologiske iklædning af Guds ords klare tale ind i naturens ambivalens mellem gavmildhed og grusomhed. Gud vil ikke, at mennesket som naturens intelligente forvalter skal være i tvivl om hans kærlige vilje for hele skaberværket. Gud slutter sin pagt, den pagt, som i nyere faglitteratur er blevet kaldt den økologiske pagt, fordi den omfatter alt liv, ikke kun mennesker. Intet liv skal restløst gå til grunde. Alt er omfattet af Guds kærlighed. Dette er evangeliet, det gode budskab til alt liv, og Guds ord vender ikke virkningsløst tilbage. For i hver menneske som faktisk hører og tager det ord til sig, bliver det en kraft til forsvar og fremme, til forvaltning af Guds gode skaberværk efter Guds kærlige vilje.
                 I Guds fredspagt med alt liv spiller vi, spiller mennesket, en helt særlig rolle som forvaltere af skabningens mangfoldighed og fremtider. Det gør vi fordi vi forstår, hvad den øvrige skabning ikke forstår. Vi forstår eller kender Guds navn. Vi kender adressen. Vi kender ophavsmanden. Vi kan se og høre og erkende Guds kærligheds vilje midt i verdens tummel. Og når vi kender hans kærligheds vilje, er vi derved delagtige i den kærlighed, som er Guds til mennesker og dyr, ja til hele skabningen. Og derfor kan vi ikke, når vi elsker Gud, gøre andet end også at elske vores næste som os selv (som Jesus sagde i den anden tekst). Ingen kan foragte eller ringeagte et andet menneske eller nogen del af Guds levende skaberværk, og dog elske Gud. For Guds kærlighed er hel og udelt. Foragt for skaberværket er foragt for Gud! Det er ringeagt for Guds økologiske fredspagt, hvormed Gud inkluderer hele skaberværket i sin kærlighed.
                 Med hvilken ret er det så, vi forurener og sviner og svælger i overflødigt forbrug? Ikke med nogen ret. Og de objektive kendsgerninger veldokumenteret ned til den mindste smertelige detalje. … Men det sender os ikke tilbage til orienteringsløsheden fra før Guds navn var kendt. Vi kender vores skaber. Hans navn er sagt over vores dåb. Fra skabelsens tid har hans kærlige ord talt ind i vores verden. Og i Kristus har vi lært ham at kende som vores kærlige far. Netop i Kristus, som selv er Guds ord.
                  Og når vi bliver svage i koderne, og det gør vi tit; for lige så vel som vi er mennesker er vi svage … når vi bliver svage og dårlige forvaltere, kommer Kristus til os nærværende i sit ord, og Kristus gennemlyser naturen for Guds kærlighed. Kristus gennemlyser naturen for Guds kærlighed, når vi deler brødet ved Guds alter. Ja, når vi går til alters, hvad alle i kirken inderligt indbydes til om få minutter, så kommer Gud til os i sit ord, nærværende i naturens elementer, brødet og vinen, som brudstykker af Hans krop. I nadveren kommer Guds ord til os og gør os delagtige i hans kærlighed, som gennem vores forvaltning af naturen, skal virkeliggøre sin omsorg overalt, hvor vi som mennesker har nogen magt og indflydelse.

Amen 

Kirkebøn

Vor far i himlen!
Vi takker dig for din kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os.
Gør nu vore fattige ord til din kærligheds ord.
Giv os kærlighed, mod og styrke til at stå fast på indsigten i din kærlighed og at gennemføre de fornyelser som klimaet og hele dit skaberværk kræver.
Vi beder dig for din kirke, for alle os som er din kirke, at vi må samles på dit ord med frit mod og i håb til dig alene.
Bevar os alle i troskab mod dit ord og fri os for grådighed og kortsynethed der nedbryder jordens bæredygtighed og ødelægger klimaet. 

Vi beder dig for vort land og folk, for dronningen og kongehuset og for vore politikere, embedsfolk og erhvervsledere, for alle der har magt i Danmark,
Lær dem og os alle at leve vort liv i ansvar og tro og at have nok i det. 

Hjælp os til at leve og handle så vi tager vare på de kommende generationers fremtid og mangfoldigheden af liv på vores blå planet, vores perle i universet. 

Vi beder dig for hele den lidende verden og os med den, at du vil knytte os sammen og lære os, at vi alle er hinandens skyldnere fælles i skæbne og håb. I din nåde: omskab vore hjerter, så vi ikke stopper vores ører til og overhører skaberværkets suk og klage.

Så beder vi dig for alle vore kære og for dem der står os nær.   Følg du dem, og følg du os på alle vore veje.
Drag du os altid tilbage til dig, når vi farer vild.
Vær du fred og velsignelse for os og vore døde, nu og i al evighed.       
Amen

Takkebøn efter nadver

Vi takker dig Herre vor Gud, fordi du har givet os livet, som hver morgen, når vi vågner, ligger udbredt foran os som en stor og dejlig gave.
Også i dette øjeblik er vi fyldt af glæde og taknemmelighed over dit skaberværk: himlen og jorden, vandet vi drikker, luften vi ånder, ilden som vi varmer os ved.
Tak Herre, fordi du i din visdom og kærlighed har givet os vore medskabninger; planterne og dyrene både til føde og til glæde. Lær os, at med glæden følger ansvaret.
Og tak fordi du nu har givet os dit ord på din kærlighed.
Tak for dåbens og nadverens livsalige gaver … (bogen)

Liturgi (form som hver højmesse)

Indledning før gudstjenesten*
Præludium
Indgangsbøn
Salme 330
Hilsen
Bøn*
Læsning*
Salme 441
Dåb
Salme e. dåb 364 v. 1-2
Salme f. prædiken 757 i Tillæg til DDS
Prædiken m. bøn og apostolsk velsignelse*
Salme 15
Nadver
Salme 476
Takkebøn*
Aronitisk velsignelse
Salme 608
Udgangsbøn
Postludium

Til toppen

Tilbage til forsiden