Daniel Fischer og Inger Fabich i Balle Kirke

Nogle herremænd glimrer ved at have virkelig omsorg for kirkebygningen. Således Daniel Fischer og hustru Inger Fabich sidst i 1700-tallet, der boede på herregården ”Vester Kejlstrup” omtrent, hvor motorvejen pløjer sig op gennem den tidligere Dyrehave. Daniel Fischer havde omsorg for to kirker, Balle og Gødvad, og især Balle Kirke har haft hans opmærksomhed. 

Han genopfører tårnet, og giver kirken lysekrone og sølvtøj: alterkalk, oblatæske (til brødet) og disk (brødtallerken). Det er sjældent, smukt sølvarbejde, som vi bruger stadigvæk. På alterkalken står:

Guds Godhed tændte Hjertet an i Andagts hede Lue,
Og tidt indsluttet os i Naadens milde Arme
Med ydmyg Bøjelse den store Gud til Ære
Vi Balle Kirke nu vil Kalck og Disk forære.   D.F. – I.F.  1763

Verset er gentaget på den tavle, der hænger nederst i kirken, som et minde om giveren. Lovlig pralende efter vore dages målestok, hvor giverne ofte fører sig lidt mere ydmygt frem, men helt normal fremgangsmåde i hine tider. Man var stolt af sin gave!  To pudsige detaljer er ved den gamle tavle: Først er sølvvægten nøje opmålt og anført. Præsten kunne altså ikke file af sølvet, så det blev tyndere, og derved berige sig selv. Grunden til at vi har riller i kanten af vore mønter, er netop, at folk filede af dem, så de fik ”undervægt”. Den anden detalje er teologisk interessant: På Daniel Fischers tid var der en strid mellem pietismen, der lagde meget stor vægt på den personlige fromhed, f.eks. hos Brorson, og så ortodoksien, der mere betonede Guds godhed mod syndige mennesker. Verset på alterkalken peger i retning af pietismen, men valget af Morten Reenberg som præst peger lige modsat, for han var en stærk kritiker af pietismen.

Men man glemmer undertiden, at ortodoksien, den lutherske rettroenhed, ikke manglede sans for den personlige tro. Læs Kingos salmer, hvor der samtidig med en dyb hengivelse til Gud også er et realistisk billede af egen og andres syndighed, og den dermed følgende afhængighed af Guds suveræne nåde.

Han gjorde meget for Balle kirke, var vist en rimelig god herremand sammen med fru Inger Fabich. Herremænd og koner havde dengang ret til en begravelse det allerfineste sted, nemlig i kirkens korgulv. I Århus Domkirke myldrer det med den slags grave, i Balle Kirke har vi kun to. I nordsiden er teksten desværre ulæselig, men i hjørnerne ses evangelistsymbolerne, engel, løve, okse og ørn for Mattæus, Markus, Lukas og Johannes.

Men den lille sten i sydsiden kan læses i mørke med en skarp lommelygte i skrålys. Der står følgende:

Den for efterladte kone, børn slægtninge og venner
ædle og fortiente mand
Kammerraad Daniel Fischer
hviler her.
Han bleve fød paa Oster Kielstrup anno 17(2)4 og døde paa Vester Kielstrup anno 17(84)
Hans vandel  her var byrdeful ofte –
Han hviler vist i glæde hos umyndige døde børn
og forventer at see dem med moderen
endnu levende hos sig i tiden

Den sidste sætning må nok forstås sådan, at forventer (i evigheden) at se de børn, der er levende sammen med moderen i tiden (her på jorden). Helt klar er formuleringen ikke. Man må håbe, at nedslidningen af bogstaverne ikke forsætter, for selv moderne skosåler indeholder jo sand som slibemiddel. Måske bør vi sætte stenen på højkant ved muren? Og hvad med hustruen Inger? Ægtefæller plejer at ligge i samme grav. Men Inger flytter til Århus, og bliver en del ældre, og i begyndelsen af 1800-tallet stopper man skikken med begravelse i kirkegulvet. Det kunne give lugtgener… Så i Balle Kirke ligger Daniel alene hos sine døde umyndige, dvs. ukonfirmerede, børn. Æret være hans minde!

Lars Kirkeby