Døre er altid vigtige steder i livet. Og kirkens indgangsdør i Balle sogn understreger dette på fineste vis. Men først lige en undskyldning til kvinderne: mændenes dør, altså kirkens nuværende inderste indgangsdør, er et langt større pragtstykke end kvindernes ;-)) Dog var det øverst på søjlen ved kvindedøren,  at man fandt Balle sogns nuværende logo: det kvadratiske akskors. Det blev genopdaget af de to kunstenere, der så sent som i 1980’erne vævede nye messehagler til kirken: Inge og Flemming Lau.

Men tilbage til mandedøren: Fritstående søjler giver en flot indramning af døren. Men hvorfor er den ikke bredere? Tænkte man ikke på begravelser i hine tider? Vor tids skik med at bringe kisten med ind i kirken er historisk set ret ny. I gammel tid begravede man først den døde og holdt derefter en andagt/gudstjeneste i kirken.  Et særligt forhold var de adelige og kirkens øverste mænd, der fik lov til at blive begravet inde i kirken.

Selve egetræet i døren er af nyere dato (fra 1950’erne), men de gamle jernbeslag er langt ældre. Men inden vi griber fat i døren, skal vi se op! Her er kirkekunst! Over døren er en overligger, ”tympanon” på fagsproget, og den er særlig skøn i Balle kirke. To fugle går og spiser omkring et akskors. Fuglene er vore sjæle, menneskesjæle. De lever af den sjæleføde, den mening, der er i Jesu kors. Korset er oprindeligt et torturinstrument for kriminelle. Sådan blev det også brugt mod Jesus. Men når vi vover at bruge korstegnet positivt, så er det fordi Jesus, Guds søn, her ofrede sig, gav sig selv som gave til os syndige mennesker, for at give os liv. Åndeligt liv. Ja mere end det, tilgivelse og opstandelse! Det kommer frem på denne overligger. Og samtidig er den en klar dagsorden for det, der skal ske inde i kirken: Gudstjenesten skal have høj næringsværdi! Her skal der være mad og mening til sjælene: i ordet og i salmerne, i de hellige handlinger, dåb og nadver, ved konfirmation og bryllup og begravelse.

Så går vi ind i kirken. For 800 år siden stod døbefonten sikkert lige ved døren, måske midt i kirken ud for døren. Gudshuset dør er i vor dåb! som det hedder i en salme. Der var ingen bænke som nu, højst en bænk langs med muren til dem, der ikke tålte at blive stående op i længere tid. Man stod og kunne dermed være langt flere i rummet end nu. Der var meget mørkere, de store vinduer kom senere, sikkert tæt på reformationen, hvor enkelte læsende gerne ville se i salmebogen, hvad der stod. I middelalderen var de fleste analfabeter, og præsterne tog sig af sangen på nær enkelte populære og nemme salmer med mange gentagelser, som man kunne udenad. (F.eks. ”Krist stod op af døde”). Heldigvis har vi bevaret et af den gamle kirkes vinduer over døbefonten. Nærmest formet som et skydeskår, og sikkert også anvendt sådan, når man søgte tilflugt i kirken. Skibet hedder kirkens store rum. Ligesom Noas ark et redningsskib.

Lars Kirkeby