Kirkens ydre

Nærmer vi os Balle kirke, så ved vi, at der fra gammel tid har været kirkegård rundt om huset. Har kirkebakken været offerhøj, har der også i førkristen tid været begravelse og endnu længere tilbage i bronzealderen urnegrave. Men angsten for de dødes genfærd blev gendrevet af kristendommen. De døde er hos Gud! En ældgammel gravsten fra romansk tid, altså fra først i middelalderen, danner hjørnesten for våbenhuset. Stenen bærer intet navn, blot et kors, og har sikkert været en ”genbrugssten”. I middelalderen var man ikke individualister som i vore dage, man orienterede sig efter fællesskabet, og det med at få sit navn på en sten var ikke forbeholdt almindelige mennesker, men kun biskopper, herremænd og konger.

Går vi rundt om kirken slår det en, at nordsiden og sydsiden er så forskellige. I nordsiden er der kun et enkelt lille vindue, nærmest et skydeskår. Ved krig og belejring havde man jo kirkens stærke rum som tilflugtssted. Men dette vindue er faktisk den oprindelige størrelse, som også har været i sydsiden og muligvis også i østgavlen.

Østvinduet, som man kan se tilmuret i f.eks. Grønbæk kirke, havde den funktion, at det guddommelige morgenlys fra øst gik indad og nedad i kirken, og forenede nadverbordets mystik med døbefontens hemmelighed. Man forestiller sig altså en faldende solstråle, der går hen over alterbordet og ned gennem kirken og rammer fonten nederst midt i kirken eller ved døren. Senere har man flyttet fonten op i de fleste kirker, men det var ikke den oprindelige placering.

I nordsiden finder vi også kvindedøren, der er tilmuret. Den er langt mindre pragtfuld end mandedøren i sydsiden. Vi befinder os i en periode, hvor kvinden rangerede langt under manden. Kvinderne skulle være i kirkens nordside, mændene i sydsiden. Øverst på halvsøjlerne (søjler der går i et med muren) ved kvindedøren finder vi dog Balle kirkes logo: akskorset. Så sent som i 1980èrne fandt det kunsterpar, Inger og Flemming Bau, der arbejdede på messehaglerne, det ældgamle symbol, der havde været overset i så mange hundrede år. Korset er ikke kun udtryk for død og afslutning, men netop fordi Guds søn tager korset på sig, bliver det til liv og sjæleføde , ”åndelig næring”, hvad vi skal se på sydsiden.

Men først går vi rundt om kirken. I middelalderen havde man både mursten og kampesten af granit, og det kan lyde mærkeligt for os, men mursten var dyrest. På landet klarede man sig fint med kampesten, vældige granitsten blev slæbt hertil med okser, tilhugget med hammer og mejsel. Anstrengelsen og investeringen for sognets folk var kolossal, men på Guds hus skulle der ikke spares!

Lars Kirkeby