Klokke og kilde

Middelalderens kirker havde næsten alle samme grundplan. Orienteret mod øst, den gryende dag, og den sidste morgen, hvor Kristus skulle komme ”på skyen os at hente hjem”. Kor og skib. Nogle steder også en lille halvcirkelformet tilbygning til koret, kaldet apsis, men den har vi ikke i Balle. I den anden ende tårn og tårnrum. Ikke det nuværende tårn, der stammer fra en forlængelse af kirken. Da gulvet i 1900-tallet bliver belagt med mursten, har man markeret kirkens oprindelige endemur med en bred murstensrem i gulvet ca. 2/3 nede i skibet.  Vi tør godt gætte på et tidligere tårn her. Hvorfor? Dels fordi der har været et overskud af gamle bygningssten, dels ud fra gamle annaler fra 1616, men også pga. klokkens alder, der går langt tilbage i middelalderen, måske helt til kirkens bygning. Den ældgamle klokke har en indskrift, der desværre er næsten umulig at tyde: +TIMA (forkortet navn?) - PRAV (provst?) - ALDIR (plattysk: ældet/gammel). Altså den gamle provst Tima – har givet denne klokke.

Og på det nederste bånd: DEUS: PATER: SIMILIS: AQVTRA. Måske: Gud Fader, ligeledes rig på vand. Dvs. at Guds rigdom på vand (læs f.eks. i Gammel Testamente Salme 23) er sammenlignelig med hvad? Måske netop Balle sogns rigelighed på godt vand. Godt vand, gode kilder var en livsbetingelse og absolut ikke nogen selvfølge. Måske nogle af kilderne til Gubsø har været ”Helligkilder”. Før reguleringen af Balle Kirkevej med den forlængede Højmarksvej for ca. 10 år siden var der et kildevæld, der skabte en sø netop hvor T-krydset fra Balle Kirkevej munder ud.

Vejarbejdet tilstoppede kilden, og som kompensation for det ”ødelagte” vandhul lavede man et nyt vandhul lige ud for kirken ned mod Højmarksvejen. Men her svigtede vandtilførslen. Dog forsøger vi i forbindelse med nyanlæg af kirkegård her i 2015 at reetablere vandhullet endnu en gang. Men vand går sine egne veje, og kilder har deres egne hemmeligheder. På den anden side af Viborgvej ved Gubsø er en hævelse af vandspejlet også en del af motorvejsbyggeriet.

Men vi går ned fra klokken igen. Ringningen blev for få år siden elektrificeret, og det er faktisk mere skånsomt for den gamle klokke.

Vi står nederst i kirken og kigger op mod altret. Hov, kirken er skæv? Koret ligger ikke i lige forlængelse af skibet, men drejer mod nord. Altret står derfor ikke midt i koret, men trukket mod syd, eller lige ud for skibets midterakse. Dette træk er fælles for langt de fleste middelalderkirker. Det har flere mærkelige forklaringer. At lyset på en bestemt helgens dag skulle komme ind af et nu forsvundet centralt østvindue lige over altret og ramme lige ned midt i kirken mod nord. Næppe. For kirkerne havde forskellige helgener, og de drejer næsten alle. At djævelen på vej op af midtergangen ikke måtte ramme altret med sin ondskab. At præsten siddende i nordsiden ved altret ikke måtte kunne kigge lystigt på kvinderne, der ligeledes var i nordsiden. Cølibatet kunne være svært at overholde.

Selv tror jeg mest på 2 forklaringer. Den ene:  Ved at dreje korvæggen lidt på skrå modvirker man ”stående resonans”, altså alt for meget efterklang. Og den anden mere åndelige: Da Jesus dør på korset, ser man oftest, at han hviler hovedet på højre skulder hen mod den røver, der tog imod hans frelse. Hvis vi ser skibet som Jesu krop, og koret som hans hoved, (set ovenfra), så gør bygningen det samme som Jesus. Læner hovedet mod højre. Igen er der ingen facitliste.

Lars Kirkeby