Balle Kirke - Prædikestolen

Efter en kaotisk borgerkrig og en kongeløs periode tilslutter Danmark sig den lutherske reformation i 1536 med Christian d. 3 som konge.

Det betyder, at kirkens vældige jordegodser og klostre overgår til kronen, ja kirkens bygninger bliver kongens og statens ejendom. Klostret ved Gubsø nedbrydes, og overalt genanvendes byggematerialerne ofte til herregårde. Munke er der ikke længere, præsten skal på luthersk vis leve med familie i en bondegård, altså dele vilkår med sine sognebørn (de rigeste af dem). Men kun herremanden havde midler nok til at vedligeholde kirken, og mange steder var det ham, der havde kaldsret, altså ansatte præsten med kongens accept. Han kunne opkræve kirkeskat, tiende, principielt 10%, hvilket får vore dages kirkeskat på under 1 % til at blegne. Men skatteinddrivelsen var vanskelig - også dengang -, og visse gårde i Balle sogn opgav man nærmest på forhånd at få skat fra. Skatten gik selvfølgelig også til andet end kirkerne. Konge og bisp skulle have sit, og måske blev der råd til lidt fattigvæsen, en skole, ja måske endda et lille sygehus.  Undertiden tjente herremanden godt på kirken, når han sparede på vedligeholdelsen. Provster og biskopper måtte visse steder kæmpe en hård kamp for at få herremændene til at leve op til deres pligter.

De mest iøjnefaldende udtryk for herremandens indsats er prædikestol og altertavle. Prædikestolen er et herligt udtryk for barokken, den levende og kontrastrige stil,  og vi ved givernes navne, der står højt og flot over ”himmelen” med våbenskold: M.H og C.R  Mogens Høeg og Christense Rosenkrantz.  De boede på Silkeborg Slot i 1650 og gav fine ting til flere kirker, bl.a. Funder Kirkes altertavle. På himmelen står også engle med de redskaber, der blev benyttet ved Jesu kors. Bl.a. svamp på skaft, der gav de korsfæstede mulighed for at drikke. På selve prædikestolen er der 5 hovedfelter, de 4 evangelister og i midten ”Herren”. Men er det Gud Fader eller Jesus? Begge kaldes jo ”Herren”. Svaret er ligetil: Søg i Bibelen. Den eneste, der siger ”Jeg er Herren” er Gud Fader, f.eks.  Første Mosebog, Kapitel 28. Gud holder verden i sin hånd, som kongen holder rigsæblet. En myndig mand med vigende hårgrænse, sikkert skåret efter en lokal skikkelse. Stakkels Mogens Høeg blev ”forfremmet” til hoffet, hvor han skulle hjælpe med at styre den ustyrlige Corfitz Ulfeldt og hans uskyldige (??) hustru Leonora Christine. Et projekt der sikkert medvirkede til en tidlig død af stress ..., men vi siger tak for en fin prædikestol!

En herlig Brian Laudrup engel hvilende på albuen over et kranie ser sejrssikker ud på os. Over albuen ses et traditionelt motiv: En pelikan-mor, der hakker sig i brystet, så hun bløder, og dermed med sit blod kan amme den sultende unge. Et billede på Kristi hengivelse.  Mellem evangelisterne står nogle mærkelige figurer. Min forgænger 3 led tilbage, Gunner Johnsen, lavede en fin lille video om Balle Kirke i bedste Piet van Deurs stil. Men her tog han altså fejl: det er ikke helgener af en slags, men lutheranerne fandt en erstatning for disse: Dydsfigurer! Skikkelser, der udtrykte en kristen værdi. Det kan være med en søjle: fasthed, stabilitet, eller med et anker (ankeret og underarmen mangler desværre): håb. Eller en mor med et barn og evt. blottet bryst: kærlighed, hengivenhed. Og så en af de svære: det ligner en, der trækker sit sværd? Men det er ikke et sværd, det er en vandstråle fra en vandkande, der rammer ned i en vinkaraffel. Bland din vin med vand og udtryk dermed den dyd, der hedder: Mådehold!  Eller som den elskelige Gunner Johnsen sagde engang om Liberta og hans forhold til vindrikning: Vi bæller ikke! Nederst er der fascinerende løvehoveder, men løven er et tvetydigt dyr i kirken: Den kan både stå for Messias-styrke eller lige modsat: djævelskab.

Lars Kirkeby