Du er her: 

Våbenhuset

Sidst i middelalderen skete der 2 forandringer med kirken. Kvindedøren blev tilmuret, og adskillelsen af mænd i sydsiden og kvinder i nordsiden blev mindre streng. En adskillelse vi nutildags mest forbinder med islam, men som altså var kristen skik engang.

Balle sogn har også fået et våbenhus i sengotisk tid, sikkert mellem 1400-1600. En ældgammel gravsten fra middelalderen er brugt som hjørnesten. Dengang nøjedes mange med et trækors eller slet ingen ting. Lidt større bondefolk kunne få en ”genbrugssten” uden navn, som denne her.

Var våbenhuset til våben? Ja, men ikke almindelige håndvåben. I perioder i fredstid, hvor øvrigheden (konge, adel og præstevæsen) frygtede for bondeoprør, blev våbenhusene anvendt til opbevaring af bøndernes våben. Kirken var det centrale samlingssted, og i tilfælde af krig kunne man hurtigt bevæbne det lokale forsvar om nødvendigt. Endvidere kunne man lyse til kirkestævne i våbenhuset. Her samledes de mest betydningsfulde bønder og fik efterretninger fra kongen og øvrigheden via præsten. Måske var der kvægpest på vej, måske nye og højere skatter.

Endelig blev våbenhuset brugt på en for os mærkelig måde. Men så sent som sidst i forrige århundrede, altså i 1900-tallet! og i min præstetid – havde man et ritual for indføring af barselskvinder i kirken. En mærkelig skik der er beslægtet med primitive naturreligioner. Den fødende kvinde har gjort sig ”uren” dvs. farlig ved sin nærkontakt med de skabende kræfter. Hun skal derfor renses/normaliseres, og ofte stod frysende barselskvinder udenfor kirken og ventede på, at præsten kom ud og rensede dem. Men nu kunne de vente i våbenhuset i læ for vind og regn, men stadig hundekoldt!

I våbenhuset finder vi en mindesten for en soldat faldet i krigen 1864: Jens Laursen. Det er et meget fint minde i al sin enkelthed. Ligesom debatten om vor krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan undertiden har været meget skinger, fordi man ikke måtte drage fornuften i disse krige i tvivl uden at folk hidsede sig vældigt op, sådan var der absolut en lige så giftig tone omkring 1864, hvor det ikke var tilladt at spørge, om der var en mening i den krig (der jo uheldigvis begyndte så heldigt omkring 1849-51, at vi troede, vi var uovervindelige). I mange kirker (f.eks. i Svostrup) svælges der i mindeplader om det nærmest guddommeligt meningsfulde ved disse ofre. I Balle sogn er der ikke noget skønmaleri af ”ærens mark”, men respekt for en soldat, der ofrede sit liv i den tjeneste, han nu var pålagt på sognefolkets vegne. Meget historieforskning i dag tyder på, at det var en uklog krig. Hvor slem debatten var efter 1864 fremgår af følgende lille vers af præsten og salmedigteren C.M. Kragballe, der sidder mageligt i sin præstegård i 1867 og tilsviner de stakkels unge mænd ved Dybbøl med følgende svada: ”Dannevirke er opgivet, flygtet er den danske hær, har i mørket reddet liv, og ladt æren ligge der.”(Citat fra bogen ”Af livet”). Hvilken mangel på respekt for de ofre soldaterne bringer, uanset krigens klogskab eller mangel på samme.

Lars Kirkeby