Hovedtræk fra Balle sogns historie

Balle sogn var tidligere et udpræget landsogn, som mod syd grænsede op til Silkeborg by. I Balle sogn skød i slutningen af 1800 tallet bydelen Alderslyst og længere mod vest Lysbro op som forstæder til Silkeborg.Balle nævnes første gang i 1418 som Ballow, i 1426 som Røyballe og Ryeballe i 1483. Medens landsbyen Hvinningdal første gang nævnes 1323 og skrives da som Hwerningh. Men længe før har egnen været befolket, således han man i Hvinningdal spor af bosættelse, der går tilbage til 1800 år før vor tidsregning.

Balle sogn (1950), 2335 ha, er landsogn, dog med nogen ny villa bebyggelse mod Silkeborg. Højtliggende, bakket, gode jorder, nogen hede, skov og plantage.

Sognet består af byerne og landsteder: Gl. Balle, Balle kirkeby, Øster Bording, Skægkær, Vester Bording, Overgaard, Hvinningdal, Kjærsgaard og Vester Kejlstrup, som beholdt sit landsby præg, medens Lysbro med teglværkerne og Alderslyst med flere små erhvervsvirksomheder efterhånden fik et bypræg med de dertil hørende krav.

Alderslyst bydel opstår fra 1870'erne med en stor tilvækst af borgere, bl.a. arbejdere på papirfabrikken. Det gav landbosognet Balle og dens sogneråd flere problemer, end man syntes om. Der blev ført mange og drøje forhandlinger, før man fandt løsningen på Lysbros og Alderslysts indlemmelse pr. 1. april 1941 under Silkeborg.

Ved Gubsø nordøst for Balle kirke ved man, at der engang lå en middelalderborg og ved udgravninger bl.a. i 1893 har man et billede af borgens placering og størrelse. Der mentes at en løngang førte fra borgen til Balle kirke.

Et gammelt sagn fortæller om kirkeklokken i Gubsø

Lidt nordøst for Balle kirke ligger den lille Gubsø. Nu er den næsten udtørret, men i gamle dage har den været ret stor. Om denne går der et sagn, det stammer fra den tid, da de tre kirker, Balle, Gødvad og Sejling blev bygget. Da de blev bygget samme år, skulle de også have ens kirkeklokker. Balle og Gødvad kirke fik det, men Sejlings kirkeklokke nåede aldrig sit bestemmelsessted thi, for at komme dertil, måtte den sejle over søen, og nu skete det, at båden kæntrede, og klokken gik til bunds.

Til Julehøjtid skal man i følge sagnet kunne høre en klokke ringe fra dybet af Gubsø, og Balle kirkes klokker svarer igen, hvis man hører godt efter, og siger: Mi søster er drownet.

Balle sogn har man også haft sin herregård Vester Kejlstrup som nævnes i 1406, navnet blev dengang stavet Vester Keldstrup, senere Kielstrup. Efter reformationen har så og sige alle gårde og huse været fæstesteder under Vester Kejlstrup.

I 1661 da Frederik III solgte Silkeborg slot med tilliggende gods til vinhandler Christian Fischer, Lübeck, hørte herregården Vester Kejlstrup og dermed Balle sogn under tronen. Overgaard, Vester Bording og Gl. Kjærsgaard har dog i perioder været selvstændige gårde.

Branden i Balle bye

Den 14 maj 1790 opstod der en stor ødelæggende brand i Balle bye. Branden var påsat af den 48 årige Elisabeth Nielsdatter som var utilregnelig og stærk nervesvækket. Hun blev arresteret og ført til Viborg tugthus ,hvor hun kort tid efter døde. Ved branden nedbrændte 6 gårde, 1 hus og skolen. Alle bygningerne var beliggende i Gl. Balle by (Balle Kirkevej). Dette var signalet til udflytningen af gårdene og frikøb fra herremanden Niels Hastrup 1751 - 1815 på herregården Vester Kejlstrup (Kejlstrupvej, Alderslyst). Gårdene blev nu udflyttet og hovedsaligt opført omkring Balle kirke.

Skoler

Balle sogn var imellem nogle af de første sogne, som fik en skole. I 1558 efter reformationen blev Balle og Gødvad kirkesogne sammenlagt med Gødvad sogn som bopæl for præsten. Balle præstegård som formentlig var beliggende på hjørnet af Balle Kirkevej og Brorsonsvej var herefter fæstet bort til omkring 1735, da regimentskvartermester Clemen Fischer til herregården Vester Kejlstrup oplyser at havde opbygget en skole i Balle og havde lovet årligt at pensere til skoleholderen, men i 1737 meddeles, at skolen er under forberedelse. Den første skole her kan først have været klar ca. 1741 og skolen blev placeret hvor den gamle præstegård havde ligget. Den første skoleholder var Jens Lauridsen 1741 - 1766 som blev efterfulgt af Christen Rasmussen, 1766 - 1813.

I 1772 oplyses, at der er en grundmuret skole i Balle by, der holdes ved lige af Daniel Fischer på Vester Kejlstrup, efter fundatsen får skoleholderen i årlig løn: 62 tdr. rug, 9 rdl. 1 mk. i penge og græsning og foder til 2 køer.

Ved branden 14. maj 1790 nedbrænder skolen, men bliver genopført året efter. Denne skole var frem til 1905-07 skole for børnene i Balle sogn hvor børnetallet var stærk stigende på grund af den nye bydel Alderslyst. I 1859 kom der en mindre aflastningsskole på Jordkærvej 4, Øster Bording som fungerede frem til 1905. Et par mindre privat skoler med grundtvigsk præg opstod i 1867 og 1873. Skole forholdene var efterhånden katastrofale med det stærkt stigende børnetal i sognet og bydelene Alderslyst og Lysbro.

I 1905 bliver der opført en skole i Hvinningdal og Øster Bording. I 1907 bygges der skoler i Balle kirkeby og i Alderslyst. Siden er der bygget skoler i Lysbro, Skægkær, Balle, Hvinningdal og endelig Buskelundskolen i 2000.

Krigen 1864

I krigen 1864 ved Slesvig - Holsten havde sognet flere unge mænd med. En af dem var den 24 årige Jens Laursen som blev udnævnt til underkorporal den 2. marts 1864 ved infanterist hærens fodfolk med lettere håndvåben. Han blev alvorlig såret ved Rønhave på Als den 18. april og døde, inden han nåde lazarettet på Augustenborg slot. Befolkningen i Balle samlede ind til et minde for Jens Laursen, og et mindesmærke blev indmuret i våbenhuset i Balle kirke.

Helligkilde

I Vellingdalen (skolestien) mellem Karen Blixens Vej og Mysundevej lå i gammel tid en helligkilde. Sankthans nat kom folk langvejs fra og søgte lægedom ved kildens vand. Der hørtes barnegråd og støj, og dagen efter kunde man omkring kilden finde pengemønter og andre gaver, som de besøgende havde efterladt. Ingen andre end de, der kom til kilden for at finde helbredelse, turde Sankthans nat nærme sig stedet. Kilden som lå op mod Bakkevænget nr. 67 -71 blev tildækket ved et jordskred sidst i 1960 erne. Ved kilden er der i nyere tid 1916 - 1918 fundet både mønter og sølvskeer. I ældgammel tid fandtes der også en helligkilde ved Kildevæld i Hvinningdal.

Forsamlingshuse

Beboerne i Lysbro/Hvinningdal havde temmelig langt til Balle kirke, hvorfor der var stærke kræfter for at få et forsamlingshus opført. En gruppe personer i Hvinningdal med gårdmand Mads Johansen 1840 - 1924 fik et af egnens første forsamlingshuse opført. Forsamlingshuset blev indviet 08/09 - 1887 på Grundtvigs fødselsdag og igennem årene har det været flittig brugt til mange forskellige formål. Øster Bording forsamlingshus blev opført i 1905 og Balle forsamlingshus fulgte efter i 1950. Hvinningdal blev nedbrudt i 1971.

Befolkningstallet

Det første befolkningstal vi kender er i 1769 med 272 personer, i 1787 er tallet steget til 300, 1801/304, 1834/460, 1840/481, 1850/640, 1860/852, 1870/919, 1880/1105, 1890/1142, 1901/1177, 1911/1572, 1916/1716, 1921/2090.

Ovenstående er uddrag af forskellige artikler og skrifter ved:
Vagn Lihn Kristensen.

Der henvises til bøgerne:
Balle Sogn, af Rasmus Mortensen 1946.
Balle Villaby, af Grundejerforeningen Gl. Balle 1985.
Danmarks Helligkilder, af August F. Schmidt, 1926.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
Balle Sogns Lokalhistoriske Forening.

Gudstjenester i Balle Sogn

BegivenhedDato

Højmesse i Balle Kirke v/Lars Kirkeby

4. søndag i advent

23. dec 10:30
11:30
23. dec 10:30 -
11:30

Børnegudstjeneste i Balle Kirke v/Lone Rasmussen

24. dec 09:30
10:00
24. dec 09:30 -
10:00

Børnegudstjeneste i Hvinningdal Kirke v/Lone Rasmussen

24. dec 10:30
11:00
24. dec 10:30 -
11:00

Børnegudstjeneste i Hvinningdal Kirke v/Lone Rasmussen

24. dec 11:30
12:00
24. dec 11:30 -
12:00

Julegudstjeneste i Balle Kirke v/Helle Kampmann

Juleaften

24. dec 12:30
13:15
24. dec 12:30 -
13:15

Julegudstjeneste i Balle Kirke v/Helle Kampmann

24. dec 13:45
14:30
24. dec 13:45 -
14:30

Julegudstjeneste i Hvinningdal Kirke v/Tina Frank

Juleaften

24. dec 14:00
14:45
24. dec 14:00 -
14:45
Viser 1 til 7 af 31
<< <- 1-7 8-14 15-21 22-28 29-31 -> >>